1. Jim Jarmusch’ bedste i 20 år
Kritiske røster hævder indimellem, at Cannes-festivalen holder reaktionært fast på sine gamle favoritter: Har man først én gang været med i konkurrencen, bliver man også udtaget næste gang og næste gang og også den gang, hvor man ikke lever op til sit bedste.
Men nogle gange er der også bare en grund til, at en instruktør får denne privilegerede status. Som Ken Loach, der er tilbage i fin form med ’I, Daniel Blake’. Og indiemesteren Jim Jarmusch, der dalede i niveau gennem 00’erne, fik et fint comeback med vampyrfilmen ’Only Lovers Left Alive’ og nu har lavet sin vel nok bedste film i 20 år.
I ’Paterson’ spiller Adam Driver Paterson, der er buschauffør i… Paterson, New Jersey. Han bor med sin søde kreative kone (iranske Golshifteh Farahani), der dekorerer alt i sirlige sorthvide mønstre og drømmer om at kunne leve af sine elegante cupcakes og/eller som berømt countrysangerinde (hun skal dog lige lære at spille guitar først). Paterson passer pligtopfyldende sit job som bychauffør, og fra sit sæde i bussen lytter han til de små og store samtaler, der udspiller sig på passagersæderne, mens han i pauserne skriver han små, fine digte om livet og kærligheden. Om aftenen går han tur med hunden og drikker en enkelt øl på den lokale stambar.
Han er en født kunstnersjæl med en fintfølende observationsevne, der dog ikke selv tror på, at hans poesi har interesse for andre end ham selv. Vi er med en uge i hans og Lauras hverdagsliv, i den daglige trummerum, hvor forudsigelige rutiner og spirende drømme røres sammen til det, der definerer et liv.
Paterson skriver hverdagspoesi, og filmen er i særdeleshed også selv en hverdagspoetisk perle, der indfanger det smukke i de trivielle detaljer og de cirkulære rytmer. Samtidig er filmen fuld af skæv humor, ikke mindst via parrets lille bulldog Marvin, der skumler olmt på Paterson fra lænestolen – her er en sikker Palm Dog, den årlige pris til bedste hund!
Jarmusch skaber rum til digtene, til Patersons små møder med byens mennesker, til hverdagens skønhed og den trygge kærlighed mellem to mennesker, der lever løsrevet fra det moderne livs krav til albuer og karriere og nærmest har en lige så anakronistisk tilgang til tilværelsen som de flere hundrede år gamle vampyrer i ’Only Lovers Left Alive’. ’Paterson’ er i sig selv helt utidssvarende, en tilbagevenden til de henslængte film, Jarmusch slog igennem med i slutningen af 80’erne.
Adam Driver underspiller fænomenalt og demonstrerer, hvor mangefacetteret han egentlig er. Der er uendeligt langt til Adam i ’Girls’ og Kylo Ren i ’Star Wars’, men trods de beskedne fagter er man fra start til slut optaget af hans let distancerede, iagttagende forhold til sine omgivelser.
Det er en smuk film om at være kunstner, men ikke blot det: Også en smuk hyldest til poesien og det ordinære liv, som digtene kan løfte til noget ekstraordinært, når den er bedst. Og så er det i bedste Jarmusch-stil også en hyldest til en amerikansk gennemsnitsby og de særlige rum, vi hver dag passerer igennem. Der er en grund til, at Paterson både er navnet på manden, den handler om, og byen, der er dens ramme.
Jarmusch er måske nok en anakronisme i den moderne filmverden, men med ’Paterson’ har han lavet tidsløs filmkunst.
2. »Hvilken sexscene?«
Jeg har jagtet Shia LaBeouf. Med henblik på et interview, altså. Jeg har trods alt anmeldt ham, altså hans person, til fem stjerner, så det manglede da bare.
Men nej – han er vist karrig med pressearbejdet, mens han er på festivalen med Andrea Arnolds film ’American Honey’, så jeg måtte nøjes med det officielle pressemøde, hvor Shia var flankeret af Arnold, filmens øvrige skuespillere (de fleste af dem amatører, fundet på gaderne, hvor filmen udspiller sig) og den danske producer Lars Knudsen.
De fleste husker nok LaBeoufs sidste store filmfestivalspressemøde, for ’Nymphomaniac’ del 1 i Berlin, hvorfra han udvandrede med et kryptisk Eric Cantona-citat.
Denne gang blev han fra start til slut og svarede høfligt på de fleste spørgsmål. Han virkede til at være i god form og fortalte blandt andet, at han ikke selv havde set filmen endnu. Da han blev spurgt til en intim sexscene med stjernefrøet Sasha Lane, anede han ikke, hvad journalisten talte om. Det var en meget lang scene, da de optog den, og sexdelen var kun en lille del, sagde han.
Arnold skævede halvrødmende ved skuespillerens side, for det er nu mest sexdelen, der står tilbage i den endelige film. Det må være en speciel følelse for skuespillere at se, hvordan scener, de har haft en særlig opfattelse af, bliver klippet og manipuleret til at passe ind i fortællingens rytme, især i en film som ’American Honey’, hvor så meget er baseret på improvisation.
Mens mange skuespillere afkræfter en direkte forbindelse mellem dem selv og rollerne, gjorde Shia LaBeouf i øvrigt det diametralt modsatte, da han blev spurgt til rollerne som Jake i ’American Honey’ og som tennislegenden John McEnroe i Janus Metz’ kommende film.
»Jake er mig. Og det er McEnroe også. Sådan er det, mand. Jeg forstår de her mennesker. Jeg sympatiserer med dem. Uanset hvordan man vender det, er det mig«.
3. Cotillard i fuser
Flere skuespillere dobbeltjobber på årets festival og kandiderer dermed til titlen som Cannes-stjerne 2016: Kristen Stewart i Woody Allens ’Café Society’ og Olivier Assayas’ ’Personal Shopper’, sangerinden ’Soko’ i ’The Dancer’ og ’Voir du Pays’, Gaspard Ulliel i ’The Dancer’ og Dolans ’It’s Only the End of the World’ og Marion Cotillard i selvsamme Dolan-film samt hovedkonkurrencefilmen ’From the Land of the Moon’ af Nicole Garcia, der blev vist i går.
Hold op for en fuser. Cotillard spiller en passioneret slash deprimeret kvinde, Gabrielle, der er forgabt, ja faktisk nærmest besat af sin lærer, da vi møder hende i en lille fransk landsby efter Anden Verdenskrig. Hun bliver presset til at lade sig gifte godt, sikkert og passionsløst, men hun lider af fysiske og psykiske problemer og indlogeres på et kursted, hvor hun kaster sin kærlighed på en flot krigsveteran. Hun vil ikke tage til takke med mindre end den store storombruste kærlighed.
Instruktør Nicole Garcia har i et interview med Screen fortalt, at historien interesserede hende på grund af hovedkarakterens drifter, som samfundet rubricerede som udtryk for galskab eller hysteri. Excessive kvindelige lyster bliver også fordømt i dag, påpeger hun, og det er en god pointe, men Garcia undergraver sin egen mission ved netop at portrættere Gabrielle som vanvittig. Drift er ikke galskab, men galskab er galskab.
Jeg kan desuden langt bedre lide Marion Cotillard i mindre lidende roller. Forhåbentligt har vi endnu ikke set hendes toppunkt på festivalen – heja Dolan!
Læs også: Cannes dag 4 – Shia LaBeouf genopstår som skuespiller i verdensklasse
Læs også: Cannes dag 3 – selv Jessica Chastain er fortabt på Croisetten