Anmeldelse af Shia LaBeouf – manden, ikke værket

Siden tirsdag kl. 12 amerikansk tid har Shia LaBeouf haft bagdelen solidt placeret i et brunt biografsæde i Angelika Film Center i New York.

Han har besluttet sig for at se samtlige film, han har medvirket i. I ét stræk, i omvendt rækkefølge og sammen med de almindelige newyorkere, der lægger vejen forbi i den 75 sæder store sal. Han lagde ud med den helt nye thriller ’Man Down’, og i skrivende stund ser han Keanu Reeves-filmen ’Constantine’. Smæk for skillingen her kl. 2-3 om natten NYC-tid.

28 film bliver det til i alt, 29 hvis man tæller Lars von Triers fem timer lange todelsfilm ’Nymphomaniac’ med som to forskellige titler (mon ikke Shia lige nu fortryder at have medvirket i så mange lange film, jf. også ’Transformers’ – omvendt er det godt, han laver projektet i så ung en alder, John Wayne spillede med i 142 stk.).

Er man ikke i New York, kan man livestreame Shia LaBeouf, der ser film med Shia LaBeouf, lige her. Jeg har tunet ind jævnligt og metavoyeuristisk betragtet den 29-årige skuespiller og performancekunstner, som han sidder der med sort trøje, mørkt kort fuldskæg og halvtrimmet hår.

Shia LaBeouf under #ALLMYMOVIES.

Af og til griner han (om han griner af sine egne replikker, er ikke til at se på livestreamen), ofte pruster han let, og endnu oftere har jeg set hans øjne være faretruende tæt på at falde i, mens han har strittet imod med kæbemassage og små selvpålagte jabs i ansigtet for til sidst bare at give efter for Ole Lukøje. Som filmanmelder, der kender kampen mod søvnen fra udmagrende filmfestivaler, må jeg erklære mig enig med det amerikanske medie, der som kommentar til et billede af en næsten hensygnet Shia skrev: »The struggle is real«.

To perspektiver på Shia

Jeg kan også afsløre, at Shia LaBeouf trods alt ikke besørger i biografsædet. For et øjeblik siden forlod han salen, da filmen sluttede, men nu er han tilbage – denne gang i grå hættetrøje og armygrøn dunjakke: der er åbenbart koldt – og han ligner, for nu at sige det som det er, udskidt æblegrød. Det er den seværdige Will Smith sci-fi-flick ’I, Robot’, der går på, og jeg kan ærlig talt ikke huske, hvad Shia spiller. Det er en meget lille rolle.

Verden er delt op i dem, der antager, at Shia LaBeouf bedst kan lide at se de film, hvor han spiller den altdominerende hovedrolle, og dem, der tror, at han under kunstprojektet sætter mest pris på de film, hvor han ikke skal glo på sig selv.

Sådan deler han vandene. Han var barnestjerne i ’Even Stevens’ hos Disney, slog bredt igennem for et barnligt voksenpublikum som cute-cheeky helt i ’Transformers-filmene og blev tolket som glat Hollywood-hunk med roller i opfølgerne ’Indiana Jones og krystalkraniets kongerige’ og ’Wall Street: Money Never Sleeps’.

Shia LaBeouf som Even Stevens.

Forvirringen var derfor stor, da han sprang ud som kryptisk performancekunstner, eller var det excentrisk galning, eller var det en artsyfartsy udgave af Miley Cyrus, der som bekendt også gik fra Disney til dafuck.

For Shia skete skiftet, da det blev opdaget, at LaBeoufs kortfilm ’HowardCantour.com’ var et ripoff af en graphic novel af Daniel Clowes. Først undskyldte han uforbeholdent, men siden kom det frem, at også flere tegneserier, han havde udgivet, tilsyneladende var plagieret, og så begyndte han at forklare sig med citater på Twitter, der – denne gang med sikkerhed bevidst – også var plagiater. Hans Twitter-konto var nu performancekunst, meddelte han.

I Am Sorry

Siden indtog han Berlin-festivalen i 2014 med en papirpose på hovedet, der bekendtjorde, at »I’m Not Famous Anymore«, hvorefter han skred fra en pressekonference med et herligt Eric Cantona-citat. Og i februar sidste år lavede han kunstprojektet #IAMSORRY, hvor han – med reference til Marina Abramovic’ ’The Artist Is Present – sad umælende i et rum på et galleri i Los Angeles, så folk kunne komme ind og gøre whatever med ham, hvilket blandt andet afstedkom en ubehagelig voldtægtssag.

Ved flere lejligheder er han blevet filmet i offentligheden med David Hasselhof-lignende procenter i blodet, men sidste år besøgte han Ellen og lignede en mand på vej tilbage.

Det har dog ikke forhindret ham i at deltage i diverse mærkværdigheder – blandt andet i musikvideoen til ’Elastic Heart’ over for dansepigen Maddie Ziegler – og nu er han altså tilbage med et projekt, der er lige så kedeligt på overfladen, som det er interessant lige under.

En moderne Narcissus

Umiddelbart er det naturligvis en stærkt selvcentreret bedrift at spendere tre døgn på at se ens egne film og tilmed forvente, at hele verden gider kigge med. Han er en moderne Narcissus, der lader sig opsluge af filmlærredets fristende spejlbillede, men som i den græske legende er det netop en sårbar perversion, Shia blotlægger. I et showbiz-univers, hvor det er humblebragging-kutyme for skuespillere at hævde, at de ikke ser deres egen film, støder LaBeouf ind i sit eget værk som en tyr i manegen, og jeg tror, det gør mest ondt på ham selv.

Der er noget både ydmygt og ydmygende ved ’#ALLMYMOVIES-forestillingen. Ydmygende, når Shia oplever makværker som ’Transformers: Dark of the Moon’ og ’Transformers: Revenge of the Fallen’ sammen med boheme-newyorkere, der ligesom ham selv godt kan gennemskue filmenes fortrædeligheder. Ydmygt, når han selv kæmper for at holde sig vågen til film, som Hollywood har lagt liv, sjæl og millioner af kroner i:

Når Shias øjne falder i, står det klart, at film for de fleste menneskers vedkommende er noget, man bruger to timer på som tidsfordriv, og at oplevelsen afhænger af dagsformen. I biografsædet indser LaBeouf, at filmbyen ikke er planetens centrum, selvom det må være nemt at bilde sig ind, når man har haft en barn- og ungdom som hans.

Mere real end James Franco

Jeg hører til dem, der tror, at Shia ikke bryder sig specielt meget om at se sig selv på lærredet. Allerede i 2003 dukkede han op i Affleck/Damon-reality-programmet ’Project Greenlight’ og gjorde indtryk som en hurtigsnakkende, intelligent teenager, og i 2006 var han glimrende som en ung udgave af Robert Downey Jr. i indieperlen ’A Guide to Recognizing Your Saints’. Dybest set tror jeg, at den titel fra hans filmografi, der ligger hans egen filmsmag nærmest, er ’Nymphomaniac’.

Paradoksalt nok forekommer han trods plagieringsskandalerne mere ægte og interessant end den anden yngre skuespiller turned multikunstner, der minder mest om ham, nemlig James Franco. Franco er klassens frække dreng, men Shia er sgu droppet ud af klassen, fordi han slås med nogle ting i sig selv, som ikke bare handler om at se hipsterintellektuel ud og overtræde forudsigelige nøgenhedsgrænser. Mens Franco spiller spillet, sætter Shia sig selv på spil – der er en realness i hans kopimani.

Og derfor er det også ømt at se ham se sine film og at se andre mennesker se ham se sine film, mens de også selv ser hans film.

#ALLMYMOVIES-konceptet refererer til Andy Warhols hyperrealistiske filmprojekter som ’Sleep’ (fem timer med en mand, der sover) og ’Eat’ (45 minutter med en mand, der spiser), men gør det Shia LaBeouf til en stor original performancekunstner? Muligvis ikke (endnu), men jeg kan mærke ham, selv når han sidder helt forstenet dér i biografen, mens folk pibler ud og ind omkring ham, stikker et kamera op i snotten på ham eller bare kigger genert i hans retning.

Er dét en Hollywood-stjerne? Hvad vil det sige at være en Hollywood-stjerne? Hvad vil det sige at være et mere eller mindre almindeligt menneske, der ser sig selv som Hollywood-stjerne deroppe på det hvide lærred?

Der findes naturligvis barskere ting end at sidde i en biograf i tre døgn (hungersnød og krig kommer i hvert fald lige over), men Shia LaBeouf udstiller sin selvforelskelse og sit selvhad, så det aftvinger respekt.

Og det her er derfor ikke en anmeldelse af hans værk, #ALLMYMOVIES, men af Shia LaBeouf, eller den Shia LaBeouf, som Shia LaBeouf har valgt, nej ikke kan lade være med at præsentere. Ham giver jeg fem stjerner og ønsker alt det bedste.