Uafrystelig film vinder Guldpalmen i Cannes – Joachim Trier får sølv

Uafrystelig film vinder Guldpalmen i Cannes – Joachim Trier får sølv
'A Simple Accident'. (Foto: PR)

Årets vindere af hovedkonkurrencen i Cannes var på forhånd ualmindeligt svær at spå om, da der ikke havde materialiseret sig en klar favorit under festivalen, hvor filmene i sjælden grad delte vandene.

Mange havde regnet med, at norske Joachim Trier ville snuppe Guldpalmen for sin rørende hyldest til filmmediets helende kraft i ‘Sentimental Value’.

Trier måtte dog nøjes med juryens andenpris, den såkaldte Grand Prix, da den iranske underdog Jafar Panahi i stedet velfortjent modtog Palmen for sin film ‘It Was Just An Accident’, en ætstende systemkritik af det iranske præstestyre.

Filmen var en af de bedste i årets program og modtog også mange roser af de internationale kritikere for sit radikale plot om en mand, der kører rundt i Iran for at få hjælp til at slå den mand, der torturerede ham i fængsel, ihjel. Skal han vælge hævnen eller tilgivelsen, er det store spørgsmål i filmen, der har en uafrystelig slutscene.

Aftenens tredje store vinder blev brasillianske Kleber Mendonca Filhos stærke ‘The Secret Agent’, der også handler om at leve i kløerne på et diktatur. Filmen modtog fortjent instruktørprisen, mens hovedrolleindehaver Wagner Moura, kendt fra ‘Narcos’, modtog prisen for bedste mandlige skuespiller.

Juryens tredjepris blev delt mellem tyske Mascha Schilinskis ‘The Sound of Falling’ og fransk-spanske Oliver Laxes ‘Sirât’. Schilinski præsterer et radikalt formsprog i sin ellers ret tomme film om kvindeundertrykkelse, mens Laxe har skabt en æstetisk overlegen western om ravekultur på kanten af jordens undergang i en film, mange spåede som outsider til Guldpalmen.

Dardenne-brødrene, der har vundet Guldpalmen to gange, hentede fortjent manuskriptprisen hjem for deres humanistiske perle ‘Young Mothers’, mens det franske talent Nadia Melliti vandt den kvindelige skuespillerpris for sin stærke debutrolle i den ellers ujævne ‘The Little Sister’.

Årets særpris gik til kinesiske Bi Gan, der har lavet et vovestykke af en hyldest til filmmediet med drømmeværket ‘Resurrection’, som går David Lynch i bedene på Bi Gans helt egne præmisser.

De amerikanske film blev generelt holdt ude i kulden, efter Sean Bakers ‘Anora’ sejrede sidste år: Der var hverken priser til Wes Andersons ‘The Phoenician Scheme’ eller Jennifer Lawrences roste præstation i Lynne Ramsays ‘Die My Love’, der da også delte vandene. Ari Asters makværk ‘Eddington’ blev heldigvis heller ikke hædret.

Man kunne dog godt have undet Kelly Reichardt en pris for hendes roste, men af statur lille, kupfilm ‘The Mastermind’.

Se alle hovedkonkurrencens vindere her:

Palme d’Or: ‘It Was Just An Accident’ af Jafar Panahi
Grand Prix: ‘Sentimental Value’ af Joachim Trier
Juryens pris: Delt mellem ‘The Sound of Falling’ af Mascha Schilinski og ‘Sirât’ af Oliver Laxe
Bedste instruktion: Kleber Mendonca Filho for ‘The Secret Agent’
Bedste mandlige skuespiller: Wagner Moura for ‘The Secret Agent’
Bedste kvindelige skuespiller: Nadia Melliti for ‘The Little Sister’
Juryens særpris: Bi Gan for ‘Resurrection’
Bedste manuskript: Jean-Pierre og Luc Dardenne for ‘Young Mothers’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af