1. Claes Bang kan det hele, også på fransk
Er der noget, Claes Bang ikke kan?
I ‘The Great Arch’, der blev præsenteret i sidekonkurrencen Un Certain Regard på årets Cannes-festival, taler han flydende fransk, og så ser han utroligt godt ud i jakkesæt og sandaler. Det burde ikke være muligt, men lykkes utroligt nok.
Bang spiller den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen, der i 1982 vinder et bud om at bygge et nyt mediecenter i Paris – hvad der senere bliver til La Grande Arche De La Défense.
Vi følger byggeprocessen, hvor Spreckelsen skal forsøge at fastholde sin kompromisløse kunstneriske vision blandt et hav af bureaukrater og skiftende politiske vinde.
‘The Great Arch’ er som en fransk mainstreamudgave af ‘The Brutalist’, uden den billedpoesi og utøjlelige æstetik, der gjorde den film særlig.
Når ‘The Great Arch’ alligevel er værd at se, skyldes det i høj grad Claes Bangs portræt af en drevet mand, der nægter at gøre overgreb på sin vision i pragmatikkens navn. Han får værdigt modspil af en række fransktalende skuespillere, heriblandt Xavier Dolan, mens Sidse Babett Knudsen indtager en ærgerligt lille rolle som den store kunstners kone, der skal forsøge at holde ham jordbunden.
Det er et fascinerende historisk dokument om strabadserne ved offentlige byggeprojekter og den kreative impuls og perfektionisme, man ser langt efter i moderne byggerier (og film, som filmen selvfølgelig indirekte er en allegori over). Det lyder måske kedeligt og usexet, men selvfølgelig formår Claes Bang at gøre det medrivende.
2. Phoebe Waller-Bridges arving
Mens vi venter på, at Phoebe Waller-Bridge genfinder formen, er jeg glad for at kunne meddele, at hendes arvtager er fundet.
Eva Victor imponerer både som skuespiller og instruktør i sin debutfilm ‘Sorry, Baby’, der blev en mindre sensation på Sundance-festivalen tidligere på året, og som nu får europæisk premiere på Cannes. Fuld fortjent.
Hun spiller den melankolske ph.d.-studerende Agnes, der har landet drømmejobbet som professor på et college i New England i en meget ung alder. Hun virker dog ikke synderligt lykkelig, første gang vi møder hende, da hendes studiekammerat Lydie (Naomi Ackie) kommer for at besøge hende.
Langsomt finder vi ud af, hvad der ligger til grund for sørgmodigheden, når filmen udlægger en af de mest præcise og tiltrængt mådeholdne skildringer af følgerne af seksuelle overgreb, jeg kan mindes at have set i kølvandet på MeToo.
Filmen er nemlig langt mere end en MeToo-historie. Det er en film om at finde sin plads i livet, der er fyldt til bristepunktet med kulsort humor og fremragende skuespil fra birollestjerner som Ackie, Lucas Hedges og John Carroll Lynch.
Det er dog Eva Victor, der fuldkommen stjæler billedet med sit ømme og morsomme portræt af Agnes, som skal finde mening med voksenlivet i en arbitrær og ofte ubarmhjertig verden. Det kunne have været sortsynet og trist, men føles opløftende og vitalt.
3. ASAP Rocky leverer over for sværvægterne
Det er ikke, fordi det skorter på rappere, der pludselig finder ud af, at de også vil spille skuespil.
Det er dog de færreste af slagsen, der får en vægtig rolle over for Denzel Washington i en stort anlagt film af Spike Lee.
Kan ASAP Rocky – der i 2015 kunne ses i ‘Dope’, som i øvrigt også var i Cannes – leve op til presset? Ja!, skal det vise sig.
Hans rolle i ‘Highest 2 Lowest’ er ganske vist ikke den største, men den indeholder så meget af filmens sjæl og street level cool, at filmen dårligt kunne eksistere uden.
Han spiller en ung rapper, der ikke kan komme frem i rampelyset i vor tids algoritmestyrede opmærksomhedkultur. Han må tage desperate midler i brug for at få stjerneproduceren David Kings (Washington) opmærksomhed og måske få den chance for et gennembrud, han føler, han fortjener.
Et klart højdepunkt er en ad lib-duel mellem Washington og Rocky, der krystalliserer filmens uimodståelige kærlighed til rapkultur.
4. Ætsende og ømt portræt af stofmisbrug
Tahar Rahim var med i juryen, der overrakte Julia Ducournau Guldpalmen for ‘Titane’ (i øvrigt med Spike Lee som jurypræsident). Nu slår Rahim så pjalterne sammen med bodyhorrorinstruktøren i hendes polariserende opfølger ‘Alpha’.
Filmen har virkelig delt vandene hernede med sit sorgdrama om tab og socialudstødelse i 1980’ernes Frankrig, hvor en mystisk pandemi forvandler folk til marmoragtige statuer – en lidt for tydelig AIDS-allegori, der ikke har synderligt meget nyt at sige om hverken AIDS eller familierelationer.
Noget, de fleste dog kan blive enige om, er, at Tahar Rahim leverer en uforglemmelig præstation som stofmisbrugeren Amin, onkel til den 13-årige hovedkarakter Alpha.
Præcis hvad der er sket mellem Amin og Alphas mor, bliver først klart mod filmens slutning i en skuffende finale, men indtil da har Rahim leveret en fuldkommen fængslende, fysisk præstation af misbrug, afhængighed, og hvordan det føles at blive udstødt fra det etablerede samfund – en parallel til Alphas eget liv, da hun frygter at være blevet smittet med den dødelige marmor-virus.
Det ville ikke overraske, hvis Rahim var i spil til en pris, når hovedkonkurrencen skal gøres op.
5. Festivalens mest omtalte præstation
Jennifer Lawrence har fået massevis af fortjent omtale for sin uforglemmelige hovedrollepræstation i Lynne Ramsays dybt foruroligende ‘Die My Love’, der bruger en fødselsdepression som katalysator for et ubønhørligt frontalangreb på publikum.
Lawrence er med i snart sagt alle filmens indstillinger, hvor hun får lov at spille på alle tangenter, og det er i høj grad hendes fysiske skuespil, der er drivkraft i det ellers noget magre foretagende.
Jeg var ikke solgt på filmen som helhed, men jeg må tage hatten af for Lawrence, der efter ‘Mother!’ viser, at hun stadig har mod på at kaste sig direkte ind i galskaben.
En af de store styrker ved hendes ekstreme præstation som Grace er, at hun faktisk tydeliggør, hvordan hendes ellers almindelige (og uduelige) kæreste Jackson er den enabler, der hele tiden skubber hende ud over kanten. Det er en pointe, filmen gerne måtte have dyrket mere ved også at give plads til bare en flig af normalitet i Grace-karakteren, som er mere eller mindre overdrevet fra start til slut.
Ramsays pointe lader til at være, at vi i sidste ende alle er dyr, der er født ind i en meningsløs verden – en pointe, der hamres ind med syvtommersøm.
6. 95-årig Hollywood-veteran går direkte i hjertekulen
Det kan føles som et billigt greb at caste en 95-årig, charmerende Hollywood-veteran i sin debutfilm. Og der er da heller ikke nogen tvivl om, at June Squibb løfter det tunge læs i Scarlett Johanssons fine ‘Eleanor the Great’.
Hun er både rap i replikken og dybt rørende i titelrollen som Eleanor, der mister sin livslange veninde i en alder af 93 og må finde en ny mening med sit liv, hvor hun mest af alt er tilovers.
Det er Squibbs fortjeneste, at det melodramatiske plot går i hjertekulen, når Eleanor ad omveje ender i en sorggruppe for Holocaustoverlevere (selvom hun er ærkeamerikansk) og genfortæller sin venindes historie, som var det hendes egen. Et dobbeltspil, der tager adskillige drejninger, da en ung journaliststuderende øjner en god historie i Eleanor og langsomt knytter bånd med hende efter selv at have mistet sin mor.
Squibb blev Oscar-nomineret for sin rolle i Alexander Paynes ‘Nebraska’, der også var udtaget til Cannes, og selvom hun nok ikke når helt så langt med ‘Eleanor the Great’, der har fået en blandet modtagelse hernede, er det virkelig en præstation, som fortjener et stort publikum.
7. Stellan Skarsgård har sjældent været bedre
Joachim Trier opdagede med sin forrige film den norske superstjerne Renate Reinsve, der siden har gået sin sejrsgang med store roller i Hollywood. Men selvom ‘Sentimental Value’ i høj grad er blevet markedsført på hendes ansigt, er det på mange måder Stellan Skarsgårds film.
Han spiller den selvoptagede filminstruktør Gustav Berg, der ikke har lavet et nævneværdigt værk i årtier, og som ikke har været der for sine døtre næsten lige så længe. Han vender hjem til familiehjemmet i Oslo under påskud af at ære sin nyligt afdøde ekskones minde, men mest af alt for at få sin ældste datter, den succesfulde teaterskuespiller Nora (Reinsve), til at spille hovedrollen i en film om hans mor, der tog sit liv i selvsamme familiehjem, da han var ni år gammel.
‘Sentimental Value’ er en Bergman’sk familiekrønike, hvor al familiens smerte synes at udspringe fra Gustavs barndom og hans mor, der blev tortureret under Anden Verdenskrig, hvor hun var modstandskvinde – en smerte, der har lagret sig i husets sprukne vægge. Hans filmprojekt bliver en måde at hele familiesårerne, når hans døtre erfarer, at det faktisk også er en film om dem – og ikke et nær så narcissistisk foretagende, som de havde troet.
Skarsgård er forrygende som den krukkede instruktør, der skal navigere i en forandret filmbranche af pr-maskiner, videointerviews og Netflix’ distributionsmodel. Han er både charmerende, øretæveindbydende og rørende, når han også viser glimt af fortrydelse og melankoli over det liv, han har levet.
8. Michael Cera og Wes Anderson er et match made in heaven
Det er efterhånden længe siden, at Wes Anderson begyndte at køre på automatpilot med en greatest hits-stil, som bestemt behager de inkarnerede følgere, men næppe vinder ham nogen nye fans.
Når det alligevel giver mening at se instruktøren hælde gammel vin på nye flasker, skyldes det i høj grad hans arbejde med nogle af filmverdenens største stjerner.
I hans nyeste skæring ‘The Phoenician Scheme’ imponerer både Benicio del Toro og Kate Winslets datter Mia Threapleton, der får sit store gennembrud i filmen. Det er dog alligevel Michael Cera, som tager stikket hjem i rollen som den norske forsker Bjorn Lund med speciale i insekter, der bliver hyret som tutor for den excentriske rigmand Zsa-zsa Kordas ni børn.
Man kunne næsten have sagt sig selv, at Cera ville passe perfekt ind i Andersons univers, og han skuffer da heller ikke i sin første film med instruktøren. Han giver en ustyrligt morsom parodi på en nordmand, som viser sig at bære på en hemmelighed, der giver Cera mulighed for fuldkommen at skifte karakter halvvejs igennem filmen.
Det er ikke en rolle af den slags, der vil gå over i historien, men mindre kan også gøre det. Og det er i høj grad Ceras fortjeneste, at ‘The Phoenician Scheme’ er så fornøjeligt selskab, som den er.