‘The Phoenician Scheme’: Stjerneskuespillers datter stjæler billedet i Wes Andersons underholdende nye film

Det er ikke mange år siden, at enhver Wes Anderson-film blev mødt med store forventninger. Siden er det, som om begejstringen er reduceret til et skuldertræk.

Paradoksalt nok skyldes det, at Anderson efter ’Moonrise Kingdom’ og ’The Grand Budapest Hotel’ har forfinet sin særegne dukkehusstil i en sådan grad, at det, der engang var friskt og livligt, langsomt er sunket hen til en repetition.

Dermed ikke sagt, at hans film ikke er værd at se. Jeg var glad for ‘Asteroid City’, hvor han endelig vendte tilbage til en nogenlunde sammenhængende fortælling efter en række episodiske værker, der truede med at synke ned i ligegyldigheden.

Hans nye skæring, den vanligt stjernespækkede ‘The Phoenician Scheme’, fortsætter heldigvis også i et sammenhængende, karakterdrevet leje. 

Benicio del Toro spiller rigmanden Zsa-zsa Korda, der i en underholdende startssekvens på mirakuløs vis overlever sit sjette flystyrt et sted i Balkan anno 1950’erne. Hans eksorbitante pengesummer har gjort ham til et fast mål for diverse attentatforsøg, og den amerikanske regering har sit overvågningsapparat stift rettet mod ham og søsætter diverse tariffer for at stoppe hans markedsmanipulation.

Nærdødsoplevelsen får Korda til at overveje sit eftermæle og tilkalde sin eneste datter blandt sine ti børn, den unge nonne Liesl (gennembrudstalentet Mia Threapleton), som han vil gøre til arving, selvom hun for længst har forsagt sit ophav og søgt tilflugt i religionen. 

Det eneste krav er, at hun består en prøveperiode, hvor hun sammen med Korda og hans nyansatte tutor, den norske videnskabsmand Bjorn (Michael Cera) med speciale i insekter, skal bistå udførslen af titlens Phoenician Scheme: et komplot om udbytning i det fiktive mellemøstlige land Modern Greater Independent Phoenicia, der blandt andet beror på slavearbejde og udbredelsen af hungersnød.

Desværre for Korda har en gruppe af amerikanske bureaukrater, anført af hr. Excaliber (Rupert Friend), fået nys om komplottet, som de forpurrer ved selv at manipulere markedet. Aktiekursen styrter mod bunden, og nu må Korda sammen med sin datter og Bjorn rejse rundt blandt sine samarbejdspartnere og overbevise dem om, at de skal dække underskuddet gennem deres del af indtægterne, så han kan undgå bankerot.

Som du måske kan høre, er der i høj grad tale om en film til tiden med fortællingen om den ultrarige elite, der tilsidesætter alle nære relationer for grådigt at forfølge det frie markeds usmagelige muligheder, og de bureaukrater, der halser efter i et forsøg på at tøjle den ustoppelige kapitalisme.

Anderson er dog ikke nær så interesseret i at fremføre samfundskritik gennem sit kringlede industrispionageplot, som han er i at opstille gudesmukke tableauer, som hans vanlige ironiske deadpan-scenarier kan udspille sig i.

Heldigvis formår han dog at binde sin quirkiness op på en oprigtigt underholdende dynamik mellem Benicio del Toro, Mia Threapleton og Michael Cera, der under dannelsesrejsen gennem Phoenicia afslører deres hemmeligheder for hinanden og opdager, at der måske er mere til livet, end de hver især havde troet.

Det hele er struktureret omkring møderne med de enkelte investorer, der blandt andet inkarneres af Riz Ahmed, Tom Hanks, Scarlett Johansson, Bryan Cranston og Benedict Cumberbatch i små cameoroller. Det giver den episodiske struktur, vi kender fra Anderson, men alligevel er der den lineære karakterudvikling, man har savnet fra hans film.

Benicio del Toro er fremragende som Zsa-zsa Korda, der bruger hvert vågnet minut på at tilegne sig ny viden om obskure emner, så han kan bruge den til at manipulere sine omgivelser, og som hele tiden genkender de lejemordere, der er efter ham, fordi han selv har hyret dem tidligere (selvom han hårdnakket påstår det modsatte). Tilføj dertil Michael Cera, der giver en herligt pjattet parodi på en intellektuel nordmand.

Filmens egentlige stjerne er dog Mia Threapleton, Kate Winslets 24-årige datter, der her får sit store gennembrud i rollen som den trodsige datter Liesl, som modsætter sig sin fars nådesløse kynisme og grådighed. Hendes interaktion med både del Toro og Cera er glimrende og hjælper med at holde det stadigt mere kaotiske plot solidt plantet i jorden og finde glimt af ømhed i karaktererne, selvom replikkerne ellers ofte har for travlt til den slags sensitivitet.

’The Phoenician Scheme’ føles ganske vist stadig som en gentagelse, der fortsat efterlader et ønske om, at Anderson snart vil begynde at udfordre sig selv igen.

Jeg savner dengang, han i højere grad gik op i sine karakterers menneskelighed i stedet for at gemme sig bag rappe replikker og ironi (tænk ’The Royal Tenenbaums’ eller ’Rushmore). Det ville klæde ham at lade sin særegne æstetik tjene et større formål igen.

Jeg kan dog godt leve med den kunstneriske tomgang, når den serveres så underholdende som her.

---

Kort sagt:
Kate Winslets datter Mia Threapleton får sit store gennembrud over for Benicio del Toro i Wes Andersons underholdende industrispionage-film.

Først anmeldt ved verdenspremieren på Cannes Film Festival.