Tre stjerneskuespillere springer ud som instruktører i Cannes – hvem slipper bedst fra det?

CANNES FILM FESTIVAL. Normalt er en udtagelse til den prestigefulde sidekonkurrence Un Certain Regard ikke nogen garanti for den store opmærksomhed på Cannes-festivalen, da de flestes øjne som regel er rettet mod hovedkonkurrencen.

Men i år har været anderledes.

Hele tre værker har nemlig fået premiere under stor fanfare i denne underkonkurrence, der i udgangspunktet fejrer debuterende filmskabere og filmkunstneriske nybrud – plus de erfarne kræfter, der ikke blev dømt gode nok til hovedkonkurrencen.

Scarlett Johansson, Kristen Stewart og Harris Dickinson bragte nemlig stjernestøv til den røde løber med deres respektive instruktørdebuter. Og spørgsmålet melder sig selvfølgelig, om de kun er udtaget for at bringe glamour til Croisetten, hvor content til sociale medier efterhånden er blevet lige så vigtigt som gode film.

Den gode nyhed er, at man med lidt god vilje faktisk kan retfærdiggøre deltagelsen ud fra filmenes kunstneriske værdi.

Vi kigger de tre skuespilstjernes debutfilm efter i sømmene – og kårer en vinder.

3. Kristen Stewart viser ambitioner

Der er mange måder at gå til debutfilm på som anmelder: Kigger man efter konturerne af en særlig signatur? En særlig styrke, der giver løfte om en stor fremtid? Eller et overbevisende værk i egen ret?

Ud fra det første parameter kan man med lidt god vilje sige, at Kristen Stewart består med sin debut ’The Chronology of Water’.

Filmen er baseret på den amerikanske forfatter Lidia Yuknavitchs selvbiografi om en barndom, hvor hun blev misbrugt seksuelt af sin far, mens hendes alkoholiserede mor så magtesløs til. Yuknavitch fandt et kortvarigt frirum i elitesvømning – en karrierevej, hun dog hurtigt gav køb på, da hun i stedet blev opslugt af et kaotisk alkohol- og stofmisbrug, indtil hun fandt egentlig frelse for sit skadede følelses- og sexliv af skam og daddy issues i litteraturen.

Det er en skildring af en tragisk kvindeskæbne af den slags, der i øjeblikket er i meget høj kurs på filmfestivaler rundt omkring i verden, selvom den også er faretruende tæt på at reducere det levede liv til en serie af overgreb, der kun sjældent indfanger andre, mindre miserable, facetter af verden.

Det taler til Stewarts fordel, at hun forsøger at styre udenom de gængse biopic-troper med en fragmenteret, impressionistisk stil af associativ klipning og grynet smalfilm, der giver liv til Yuknavitchs minder – ikke nødvendigvis sandheden om hendes liv, men hendes subjektive fortolkning, som vi hører i voiceover.

Man må anerkende Stewarts ambition om at udfordre formsproget. Det vidner om en ambition om at skabe filmkunst. Det er dog samtidig svært at komme udenom, at formalismen også gør filmen prætentiøs, studentikos og til tider ufrivilligt komisk med sin svulstige voiceover og symbolske billeder, der trækker en del fra den oprigtighed, man kan mærke, historien udspringer fra.

Formeksperimentet løfter sig aldrig, når filmen til syvende og sidst alligevel ender med at føles som den slags uinspirerede, kronologiske Wikipedia-gennemgang af et liv, den netop søger at adskille sig fra.

Til gengæld må man rose Stewart for at frembringe en god hovedrollepræstation fra Imogen Poots, der mod filmens slutning – hvor Stewart tillader os et glimt af håb i den trøstesløse verden – faktisk formår at fremkalde en følelsesmæssig respons.

Det gjorde, at jeg gik ud af biografsalen med et håb om, at Stewart måske en dag kan lave en egentlig god film, når hun har fået afløb for sine værste impulser.

2. Harris Dickinson fremmaner noter af Safdie-brødrene

Harris Dickinson, der er tilbage i Cannes efter Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’ og den efterfølgende berømmelse i kølvandet på ’Babygirl’, er gået mere minimalistisk til værks med den undseelige ’Urchin’. Hvilket dog ikke nødvendigvis er en dårlig ting.

Filmen er en socialrealistisk fortælling i britisk tradition. Vi følger den hjemløse Mike (Frank Dillane), der er på kanten af samfundet i London, hvor han lever fra hånd til mund. Han flakker rundt på gaden, hvor han i desperation røver og overfalder en mand, der vil købe et måltid til ham, så han i stedet kan finansiere sit stofmisbrug.

Mike ender i fængsel, men kommer ud med et ønske om at få sit liv på ret køl. Han får arbejde i køkkenet på et lurvet hotel og midlertidigt ophold på et hostel, mens han forsigtigt knytter normale bånd til sine kollegaer, der også kommer fra mindre bemidlede baggrunde. Det bliver dog hurtigt klart, at der ikke rigtig er plads til ham inden for samfundets etablerede rammer, hvilket langsomt driver ham mod hans sædvanlige løbebane.

’Urchin’ bærer sine inspirationskilder uden på tøjet: Man fornemmer noter af Safdie-brødrenes ’Heaven Knows What’, uden at filmen dog opnår den samme grad af miljø- og karakterautenticitet, der er alfaomega i denne form for skildring af marginaliserede eksistenser.

Til gengæld finder Dickinson plads til en humor og ømhed, der giver filmen en charme og løfter den ud af ren fattigdomsturisme. Det skyldes ikke mindst Frank Dillanes indfølte hovedrollepræstation, der allerede har skaffet ham en god del omtale, som godt kunne kaste en pris af sig, når Cannes-konkurrencerne skal gøres op i weekenden, selvom jeg ikke helt kan slippe fornemmelsen af, at filmen næppe havde været udtaget til Cannes, hvis ikke det var for Dickinsons navn.

’Urchin’ er et løfte om mere, som selvfølgelig også skal ses i lyset af 28-årige Dickinsons unge alder. Han beviser, at han kan arbejde med skuespillere, men også at han har et stykke vej endnu, når det gælder at udvikle et interessant filmsprog, hvilket særligt bliver tydeligt i en metafortung finale, der ikke helt ved, hvad den skal stille op.

1. Scarlett Johansson har lavet en ægte crowdpleaser

Med sine 40 år – hvoraf 26 af dem har været tilbragt som skuespiller – er Scarlett Johansson den med længder mest erfarne i truppen.

Det mærker man da også i ’Eleanor the Great’, en sød og charmerende crowdpleaser af den slags, der sjældent finder plads på Croisetten.

Historien følger den 94-årige Eleanor (spillet med fantastisk charme af 95-årige June Squibb), der i filmens anslag mister sin bedsteveninde, som hun har kendt i 70 år og boet sammen med, lige siden hendes mand døde 12 år forinden.

Eleanor er herligt rap i replikken, blandt andet når hun sætter en uduelig, ung ekspedient på plads i det lokale supermarked, som hun kender som sin egen bukselomme. Hun er indtagende over for fremmede, men har det sværere med sin egen familie, hvilket sætter hende på prøve, da hun må flytte hjem til sin datter på Manhattan. Som hendes barnebarn siger, let slukøret: »Hun kommer aldrig til at gå bort«.

Datteren har ikke meget tid til Eleanor, så hun tilmelder hende et kursus på et lokalt forsamlingssted. Ved en fejl ender Eleanor dog med at gå ind til en terapigruppe for Holocaust-overlevere, hvor hun instinktivt påtager sin afdøde venindes identitet og genberetter hendes oplevelser i koncentrationslejre, selvom hun selv er opvokset i USA og først blev jøde, da hun blev gift.

I starten virker det som en gammel kvindes harmløse forsøg på at finde et fællesskab i en verden, hvor hun er overflødig. Men i takt med at en ung journaliststuderende får øjnene op for Eleanors historie og knytter bånd til hende, truer dobbeltspillet med at få mere end moralske konsekvenser.

Det er en snorlige fortælling, som det ikke kræver en kandidatgrad i filmvidenskab for at regne hurtigt ud. Alligevel var jeg charmeret af og følelsesmæssigt investeret i historien om den aldrende kvinde, der har svært ved at tale om sine egne tab, men har let til ironiske stikpiller og appropriation af andres historier. Det skyldes ikke mindst det velsmurte manuskript og June Squibbs rørende præstation som Eleanor.

Johansson opfinder på ingen måde den dybe tallerken, men hun viser, at hun er en glimrende personinstruktør, som kan vække oprigtige følelser, uden at det føles forceret – selv når filmen nærmer sig tåreperser-territorie.

Johansson har allerede fået en del kritik fra festivalens anmelderstand over den måde, hun forvandler et sødt drama om venskab, sorg og alderdom til et Holocaust-drama, hvor hun trækker på sit eget jødiske ophav.

Det er rigtigt, at hun mod filmens slutning fuldkommen overspiller sin hånd, hvilket får en til at forlade oplevelsen på en ærgerlig note af følelsesmanipulation. Alligevel synes jeg, at hun retfærdiggør Holocaust-plottet med en større pointe om de historier, vi gemmer os bag for at undgå at tale om sorg, og om den forløsende kraft historiefortællingen kan have til at hjælpe os med at give slip, hvis vi tør.

At filmen samtidig synes at kommentere sin egen appropriation af Holocaust-fortællinger med en plotudvikling, hvor et tv-program forsøger at kapitalisere på Eleanors (falske) historie, antyder en grad af selvbevidsthed, som de hårdeste kritikere har overset.

’Eleanor the Great’ er mainstream feelgood uden de store armbevægelser – men nogle gange har man brug for en crowdpleaser, især når det er så kompetent udført som her. Jeg har ingen tvivl om, at Scarlett Johansson nok skal lave endnu bedre film i fremtiden, for ’Eleanor the Great’ var ikke bare et løfte om en fremtidig instruktørkarriere.

Det var en fin lille film i egen ret.