’The Sisters Brothers’: Joaquin Phoenix og John C. Reilly er forrygende i overraskende øm western
Man har ikke set ægte begejstring, før man har set John C. Reilly skylle ud i toilettet i ’The Sisters Brothers’.
Eli Sisters, som Reilly spiller, har indlogeret sig på et luksushotel sammen med sin bror efter at have rippet en pengetank, og nu opdager han en luksus, der er få forundt i det vilde vesten: at skylle sine flydere langt væk fra åsynet.
Gad vide, hvad John Wayne gjorde, når han sked?
Det var ikke et svar, vi fik i de klassiske westerns af John Ford og co., der dyrkede en falsk og meget amerikansk myte om den retskafne revolvermand på hesteryg.
Men i ’The Sisters Brothers’ stikker franske Jacques Audiard, manden bag ’Profeten’ og Guldpalme-vinderen ’Dheepan’, gevaldigt til myten – med et glimt i øjet. Her stifter cowboyerne bekendtskab med tandbørsten og begynder at blankpolere deres sorte gebisser, de ørler, når de har drukket natten forinden, og de mister al farve i femøren, når de bliver bidt af kryb i skoven.
Audiard skyder sit varemærke, den rå realisme, ind i genren, men han gør det med et sort skvæt humor.
Særligt forrygende er samspillet mellem John C. Reilly og Joaquin Phoenix som brødrene Sisters, to dusørjægere, der ordner dem, deres chef kommandøren peger på. Det samme blod løber i deres årer, men de er vidt forskellige: Charlie (Phoenix) sværger til det lovløse vestens logik – den hurtigste seksløber overlever – og har ingen moralske skrupler ved at plaffe sine ofre, om end hans heftige drukture antyder en blanding af selvlede og desillusion.
Eli, hans storebror, drømmer omvendt om mere. Om at lægge pistolen på kaminen og åbne en butik, eller hvad ved han. Noget simpelt og borgerligt og ikke specielt cowboyagtigt. Han har fået nok af dagsrejserne med kolde drab som destination, og han er bekymret for sin uregerlige bror.
Og så er det jo faktisk rart at børste tænder som en civiliseret mand.
Charlie skal fandeme ikke stå i nogen butik, gør han klart. Selvom han er lillebror, er det ham, der er den hårde nyser. Det var ham, der slog brødrenes bryske far ihjel, og da han gjorde det, tog han også storebrorrollen fra Eli, samtidig med at han påtog sig en byrde, han egentlig er for skrøbelig til at bære.
Det smerter Eli, at det ikke var ham, der tog livet af den gamle.
Audiard er på udebane i westerngenren, men han er på velkendt territorium, når han undersøger arven fra en dominerende faderfigur og undervejs finder hullerne i den maskuline betonmur. Han har gjort noget lignende i flere af sine tidligere film, blandt andet i mesterværket ’Profeten’.
Det gør, at ’The Sisters Brothers’ ikke bare er en komisk veloplagt western, det er også en øm skildring af et brødreforhold, der tager afsæt i en nuancering af det vilde vestens machofigur.
En pointe er, at Eli måske nok kan drømme om at forandre sig, men han kan ikke gøre det uden at gøre blodigt op med alt det, han kommer fra.
Det samme gælder for Riz Ahmed og Jake Gyllenhaals intellektuelle drømmere, som brødrene Sisters jagter det meste af filmen – på ordre fra kommandøren – og som ønsker at starte et nyt, demokratisk system i Dallas. Men for at få et nyt system til at blomstre må de først nedbryde noget andet, nemlig naturen. Ahmeds videnskabsmand har udviklet et voldsomt kemikalie, som han hælder i floder for lettere at finde guld.
Akkurat som Eli må idealisterne spille med på den herskende logik for at bryde ud af den. Forandringen til det bedre er ikke gratis i det vilde vesten.
Den erkendelse leveres stærkt i ’The Sisters Brothers’. Men hvor filmen spiller effektivt op ad westerngenrens idealforestillinger, er den mindre overbevisende, når den prøver at respektere dens forskrifter.
De klassiske skududvekslinger, der bliver flere og flere, som filmen skrider frem, savner for eksempel nerve og ideer. De to Sisters har forbløffende let ved at nedlægge de fleste modstandere, og deres opgør med hoben af fjender virker derfor underligt tilbagelænede, som om Audiard er uinteresseret i scenerne, selvom han ved, at de er nødvendige.
Måske er det blandt årsagerne til, at spændingen udebliver, også når den burde være tung.
Heldigvis er skududvekslingerne – halvbagte eller ej – også væsentlige for hovedpersonernes jagt på forløsning. Og når først krudtet er brugt, fører det hele til en kraftfuld slutning, der slår fast, at westerngenren stadig kan være relevant i 2019. Særligt hvis man ikke er bange for at vise tandbørsterne, toiletterne og sårbarheden under cowboymyten.
Kort sagt:
John C. Reilly og Joaquin Phoenix glimrer i Jacques Audiards overraskende bud på westerngenren, der med ømhed og tør humor nedbryder revolvermandens maskuline skjold.
Læs også: Nicolas Winding Refns udtalelser om hans nye serie er umulige at finde hoved og hale i