Forrige fredag udkom hele Nicolas Winding Refns ’Too Old to Die Young’ på Amazon Prime. 10 afsnit, der varer alt fra en halv til halvanden time stykket. Til sammen små 13 timers fiktion, som især handler om politimanden Martin (Miles Teller), der efter at have bevidnet likvideringen af sin partner trækkes ned i en ond-grum underverden af vold, perversion og narkogangstere. Vi følger også en af disse, Jesus, der i afsnit to sendes hjem for at stå i lære hos sin kartelfamilie i Mexico – og sidenhen kommer også en okkult advokat spillet af Jena Malone i fokus.
Der har i mediekredse hersket forvirring om danskerens nye værk, da han og Amazon kun har ladet pressen se afsnit 4 og 5 på forhånd. Betyder det, at serien kan ses i en hvilken som helst rækkefølge? Er alle afsnit separate historier? Er det overhovedet en tv-serie?
Nicolas Winding Refns udtalelser op til premieren har ikke gjort sagen nemmere. Refn er et berygtet interviewoffer. Over for den danske presse kan han lukke i som en østers, som jeg oplevede på egen krop, da jeg tilbragte nogle timer med ham før verdenspremieren på hans seneste film, ’The Neon Demon’ i 2016. Over for de udenlandske journalister er han mere snakkesalig, med en forkærlighed for at tale i kategoriske vendinger og provokerende udsagn, som han måske/måske ikke har lært af sit tidligere forbillede Lars von Trier.
Jeg har læst og hørt de fleste interviews, der er lavet med Refn op til premieren på ’Too Old to Die Young’, og man kan sagtens finde en rød tråd. Instruktøren, der har skrevet serien i samarbejde med den amerikanske tegneserieforfatter Ed Brubaker, lægger vægt på, at tv er dødt, mens streaming er fremtiden, hvilket betyder, at de unge generationers måde at konsumere indhold på har ændret sig – internettet er en flydende strøm, der co-eksisterer med de unges bevidsthed, og den traditionelle forestilling om en kausal fortælling fra A til Å er derfor en saga blot.
Samtidig har jeg svært ved at finde hoved og hale i Refns beskrivelser af serien, når jeg holder det op mod min oplevelse af de første fem afsnit. Nu vil det ikke være første gang, at en kunstner har svært ved selv at sætte ord på de værker, vedkommende fremstiller (det er derfor, kritikeren stadig har en vigtig funktion), men der er alligevel nogle påfaldende paradokser i filmskaberens framing af ’Too Old to Die Young’ som projekt. Og de kan være med til at forklare, hvorfor ’Too Old to Die Young’ er interessant og momentvist direkte inspireret, men i sidste ende også et af tv-historiens største fejlskud (en rubricering, Refn sikkert selv vil bifalde).
Lad os tage hans centrale udtalelser én efter én.
1. Man kan starte, hvor man vil
Refn siger: »Det er sådan, mine børn ser underholdning. De finder noget, og de dropper ind i det. Hvis det interesserer dem, så bliver de«. (Indiewire 13. juni) / »Det er en lang strøm, og det kan ikke koges ned til en episodisk struktur« (iNews 11. juni).
Det fremgår i de aktuelle interviews med danskeren, at han ikke nødvendigvis forventer, at seerne ser hele ’Too Old to Die Young’, eller at de starter fra begyndelsen. »Tretten timer er lang tid i nogens liv«, som han siger til Indiewire.
Der er da heller ingen tvivl om, at de velkomponerede billeder og den nærmest provokerende langsommelighed, der kendetegner serien, er lige så vigtig som historien i ’Too Old to Die Young’. Men hvorfor har Refn så insisteret på at optage serien kronologisk, hvilket er stærkt atypisk? Og hvorfor så overhovedet have en fortløbende historie, der kun for alvor giver mening, hvis man starter ved afsnit 1?
I første afsnit introduceres vi for den hændelse, der sender den formummede Martin ned i Los Angeles’ neonbelyste helvede. Vi introduceres for den gerningsmand, der skyder hans makker, og som er i centrum for afsnit 2. I afsnit tre lærer vi, hvordan Martin ledes ind i sin sidegesjæft som lejemorder – og her introduceres John Hawkes’ karakter – og i de første afsnit møder vi også Martins kæreste og hendes dumme svin af en far, som vi vender tilbage til i afsnit 4. Det vellykkede afsnit 5 kan sagtens opleves som en film i sig selv, men der er alligevel en forhistorie, som synes ret afgørende at få med.
Dertil kommer den lavpraktiske brugerflade: Når man møder serien på Amazon Prime, introduceres den med »Afsnit 1«, »Afsnit 2« og så fremdeles. Der er intet her, der lægger op til, at man springer ind et vilkårligt sted.
Skal man være venlig, kan man hævde, at Refn er forud for sin tid. Men lige nu og her opleves hans serie som hverken-eller: Hverken som ét langt associativt stemningsbillede, man kan drømme sig ind i og ud af efter forgodtbefindende, som antologifortælling med 10 enkeltstående fortællinger, eller som involverende fortælling over 13 timer.
2. Det er ligesom en bog
Refn siger: »Hvis du går ind i en boghandel og finder en bog, tager du ikke en bog og læser den første side. Du tager bogen, og du kigger igennem den, vælger et sted, og du læser et stykke af det. ’Det er interessant, jeg køber den her bog’. Hvis du køber noget, browser du igennem det, og meget sjældent starter man med side ét«. (Indiewire 13. juni)
Jeg vil også tillade mig at anfægte hans antagelse om, at fremtidens streamingoplevelse er fragmentarisk, som at hoppe ind et tilfældigt sted i strømmen og se, om man lader sig rive med. Er hele hemmeligheden i serieboomet, jævnfør også binge-fænomenet, ikke, at man bliver så indhyllet i fortællingen, at man ikke kan slippe den igen? Store successer som ’Game of Thrones’ og ’Skam’ synes i hvert fald ikke at understøtte ideen om den usammenhængende oplevelse, her har det mere handlet om at være sikker på at få det hele med.
Selvfølgelig er der en tendens til, at man secondscreener serier – eller secondscreener noget andet, mens man ser serier – hvilket giver en mere adspredt oplevelse. Men forestillingen om, at serierne vender tilbage til den funktion, de gamle daytime-soaps havde – at de blot kan køre i baggrunden, mens man laver mad og rydder op – har jeg svært ved at se for mig.
Og Refns boganalogi er da også helt til hest. For selvom man bladrer tilfældigt gennem en roman, før man køber den i butikken (i sig selv noget nær en anakronisme), hvad gør man så, når man kommer hjem? Man læser fra side 1.
3. Den er lavet til teenagere
Refn siger: »De her kritikere, der prøver at uddanne mig; alt, hvad jeg siger er: Bror eller søster, det er ikke for dig. Det er for teenagerne, fordi de ikke har den samme fucking besættelse af, hvad der er rigtigt og forkert ved kunst« (Men’s Health 13. juni)
Refn er ivrig efter at alliere sig med ungdomskulturen, et smart værn mod den kritik, han får fra forstokkede kritikere, der i hans øjne hænger fast i fortiden. Refn har selv været tæt forbundet med ungdomskulturen, allerede fra da han som teenager boede i New York og var fast knægt på klubberne, til hans debut som blot 26-årig med ’Pusher’, som fik stor betydning for en generation (min egen) og selv med ’Drive’, hvis soundtrack blev stilskabende.
Men når man som 48-årig forsøger at leeche på teenagernes verdensbillede og forbrugsmønstre, sker der hurtigt det, at man kommer til at se ekstra gammel ud.
Og helt ærligt: Jeg har endog rigtigt svært ved at se nogen teenagere udholde den tålmodighedsmanøvre, det er at komme igennem de to første afsnit af ’Too Old to Die Young’, som holder et så adstadigt tempo, at skildpadden ville ligne en racerbil til sammenligning, hvis Refns serie blev tilføjet som tredje kombattant i det gamle eventyr om skildpadden og haren.
Er der noget, de nye generationer er vokset op med, er det da tempo og indlevelse: At der sker noget, gerne noget vildt, eller at identifikationsfaktoren er høj. På den måde ligner ’Too Old to Die Young’ mere noget, der er lavet til den ældre generation af artfilmelskere, der blev flasket op med 60’ernes modernistiske eksperimenter og mener, at alt går for hurtigt nu til dags.Refn siger, at han laver film til teenagere, fordi de som regel er mere nysgerrige, reagerer mere, omfavner ekstremerne.
»Hvis mine børn ikke kan lide noget, så bruger de ikke timer på at fortælle mig, hvad der er forkert ved det. De siger bare, ’æh, det var ikke lige mig’. Fedt. Videre til noget andet større og bedre. Let’s go«, har Nicolas Winding Refn udtalt til Men’s Health. Her skal det indskydes, at instruktørens datter er 15 år, og man kan mene, at evnen til at reflektere dybere over det, man ser, måske også for de flestes vedkommende kommer med alderen.
Jeg hører meget gerne fra de 15-årige, der synes, at ’Too Old to Die Young’ er som skabt til dem.
4. ’Too Old to Die Young’ er en film
Refn siger: »Det her er en film, det er en 13 timer lang film. Det er streaming, ikke tv, som er reality og nogle nyhedskanaler. Det er fremtiden, som er streaming« (pressekonference på Cannes Film Festival 18. maj)
Når store instruktører går til tv, har de ofte travlt med at slå fast, at de ikke har lavet en serie, men en »XX timer lang film«. Det modsvarer sikkert meget godt oplevelsen af at lave en serie – man filmer og instruerer jo på samme måde – og Refn har da også fortalt, at han har optaget ’Too Old to Die Young’ som en lang film, som han så har brudt op efterfølgende.
Det ændrer dog ikke på, at det, der møder seeren, til forveksling ligner en serie, i 10 afsnit som alle mulige andre. Refn taler ivrigt streaming op, men hvorfor så opretholde det gammeldags hierarki, hvor film er finere end serier?
Og hvordan harmonerer idéen om ’Too Old to Die Young’ som en film – som man, unægteligt, som regel ser fra start til slut – med idéen om, at man bare kan falde ind i den, som man lyster?
Man kunne godt få mistanken om, at det også for Refn har været uklart, hvad han egentlig har haft gang i.
5. Målet er at underholde
Refn siger: »I sidste ende er jeg en entertainer – jeg er her for at give dig en forestilling (a spectacle, red.)« (Indiewire 13. juni)
Meget kan man sige om de første to afsnit og den generelle stil i ’Too Old to Die Young’. Det er kompromisløst, radikalt, smukt, anderledes, stedvist interessant. Men underholdende er det sandt for dyden ikke, når man kan nå at starte serien, gå ud og lave kaffe, tisse af, skifte til sweatpants, tjekke Instagram og vende tilbage til sofaen og stadig være midt i samme cirkelpanorering.
Der skal en mere end almindeligt hærdet slow cinema-fan til, hvis man ikke 1) kæmper med impulsen til at række ud efter sin telefon 2) slukker, 3) falder i søvn eller 4) trykker desperat på fjernbetjeningen for at sætte fjernsynsindstillingerne tilbage på normal hastighed.Nicolas Winding Refn ambition om at levere et spectable, harmonerer da også dårligt med en af hans andre missioner:
6. Han vil dyrke stilheden
Refn siger: »Vi lever i en meget stresset verden, og noget af det, kunst skal gøre, er at afstresse dig. Stilhed er, underligt nok, noget, mange mennesker finder meget ukomfortabelt, enten at være en del af eller bare at kigge på. Men hele designet var at lave en serie, som ville have en anderledes rytme (…). Jeg synes, det var mere interessant at gå helt modsat af, hvad de fleste traditionelle serier hele tiden gør, hvor seeren kan ikke få informationen hurtigt nok. Jeg har altid fundet denne binge-watching-realitet meget surrealistisk. Hvis du kan konsumere den mængde information, resonerer det i hvert fald ikke meget; det flyder bare igennem dig som væske«. (Cineuropa 20. maj)
Kald mig bare konformist: Men der er altså en påfaldende kontrast mellem at se sig selv som en entertainer og at se sig selv som en kunstner, der vil illustrere, hvor akavet et forhold vi i dag har til stilhed og stilstand. Måske er det også derfor, at serien falder mellem to stole, mellem håndgribeligt plot og hypnotisk stemning.
Når det så er sagt, har Refn faktisk en væsentlig pointe, som understøtter det mest spændende i hans aktuelle maratonprojekt: At det føles som en så markant afstikker fra, hvad man normalt oplever i serieregi. Det samme var tilfældet med ’Twin Peaks: The Return’, der også var hård at komme igennem, men som ikke desto mindre havde nogle forsonende træk af humor og surrealisme, som i Refns tilfælde primært er erstattet af højtidelighed og lavmælte mænd, der responderer i samme monotone toneleje, uanset om de får penge tilbage i kiosken eller får at vide, at deres mor er død.
Det saliggørende i ’Too Old to Die Young’ er således mest, at den slags overhovedet kan blive lavet. Man kan håbe, at andre producenter, kanaler og streamingtjenester vil bruge den til at få øjnene op for, at der også er en anden og mere billedbåren måde at skrue seriefortællinger sammen på. Desværre tror jeg, sandsynligheden er større for, at gatekeeperne med et febrilsk blik i øjnene sørger for at have mere styring med deres kommende auteur-drevne projekter efter at have set, hvor seer-fremmedgørende resultatet kan blive. Jeg tvivler i hvert fald på, at Netflix eller HBO kimer Nicolas Winding Refn ned i disse dage.
7. Det er lige meget, om folk kan lide det
Refn siger: »Hvis du ikke polariserer, har du ikke rørt sjælen. Vi lever i en kultur, hvor vi begærer tilfredsstillelse. Men tilfredsstillelse kan også blive farligt, fordi vi vender os væk fra smerten, og smerten er en del af livet. Så vi skal bruge kreativiteten som en operationskniv ind i os selv, og alle de muligheder kom med streamingens kunst (…) (iNews 11. juni).
Nicolas Winding Refn har mange gange sagt, at han udmærket ved, at nogle elsker hans stil, mens andre hader den. Og at det er lige sådan, han foretrækker det. Hvis alle er glade, har han fejlet – og det er netop derfor, han i bakspejlet har taget afstand fra sin ellers fremragende ’Pusher 2’: Alle kunne lide den. Noget måtte være galt.
I så henseende er ’Too Old to Die Young’ en bragende succes. Det kan dog godt være, serien er en operationskniv vendt mod Refns egne organer – for seeren føles den mere som en vuggevise afspillet i halvt tempo. Men det kan selvfølgelig også være smertefuldt nok.
Læs også: Anmeldelse af hele ‘Too Old to Die Young’
Læs også: Ind i hovedet på den kontroversielle dansker – at være Nicolas Winding Refn