’Too Old to Die Young’: Nicolas Winding Refns 13 timer lange mastodontværk fiser ud i et ‘nå’
Hold kæft, hvor ville jeg gerne give ’Too Old To Die Young’ topkarakter med MESTERVÆRK stående i versaler. Nicolas Winding Refn udlever sine neondæmoner til fulde i sit mastodontiske bud på en serie. Og danskeren placerer sig filmæstetisk blandt de ypperste.
Refn pryder hver en scene med blå, røde, grønne og purpur neonindfald, der får enestående fylde af de fortættede sorte slagskygger fra fotografunikummet Darius Khondji (’Seven’). Alene i åbningssekvensen sidder man målløs tilbage, når et lys deler sig i to på en kølerhjelm. De uendelige spejlmotiver og stærke farvefiltre er en våd Olafur Eliasson-drøm.
Hofkomponisten Cliff Martinez bevæger sig i et Vangeli’sk himmerige af sfærisk skønhed med synth og Cristal Bachet-orgel og fører os ind i et mareridt af kalejdoskopisk pumpende flader og forbandede celloslag. Refn luller os ind i en dyster hypnose, der peger tilbage mod instruktørens første engelsksprogede filmforsøg, den glemte ’Fear X’.
’Too Old to Die Young’ er præget af uendelige, livløse strømme af dolly-skud, panoreringer og zooms. Refn tilføjer to ekstra o’er til slow cinema. Men hvor er han dog overrumplende i sine billeder, scener åbner sig konstant med nye perspektiver.
David Lean og Sergio Leone må lette på hatten fra efterlivet, når Refn benytter den brede linses dybdefokus til at vise to slagne mænd i forgrunden af et ørkenlandskab, mens en kvinde flygter langt ude i horisonten. Eller da en ufarlig strandscene med et isnende zoom ud afslører truslen i det fjerne.
Med andre ord kan der brygges utallige videoessays over ’Too Old To Die Young’. De vil sikkert positionere ideen om en surrealistisk milepæl og Refn som Kubricks sande arvtager. Det er for så vidt rigtigt. Det tegner bare ikke det fulde billede af en serie, hvis fortælling i takt med sine 13 timer ganske enkelt fiser ud i et »nå«.
Samarbejdet med tegneserieforfatteren Ed Brubaker var på papiret lovende, fordi hans hårdkogte univers og fatalistiske skæbnefortællinger lægger sig tæt op ad Refns boldgade tilbage fra ’Pusher’-dagene. Men intet tyder på, at hyperstiliseret voldscoolness (tænk ’Sin City’) er velgørende for Jang anno 2019.
For nu til plottet, der ligesom åbningssekvensens lys deler sig i to.
Vi starter med at møde den 30-årige politibetjent Martin (Miles Teller), der en nat bevidner sin makker blive skudt bagfra på åben gade i det nordlige Los Angeles. Meget belejligt var makkeren i dødsøjeblikket i gang med en videosamtale med sin kæreste og tog et billede, der viser morderen.
Som den moralsk dubiøse politimand Martin er, tager han beviset videre til den ska-elskende gangsterboss Damian (Babs Olusanmokun med de fascinerende udstukne kindbind). Damian presser Martin til at udføre en likvidering for oplysninger om morderen.
Samtidig kommer Martin på prøve som kriminalbetjent, hvilket leder ham hen til den dødssyge, enøjede tidligere betjent Viggo (John Hawkes), som nu rydder ud i Californiens bestand af pædofile og voldtægtsmænd med hjælp fra den synske bistandsadvokat Diana (Jena Malone). På arbejdspladsen observerer Martin distanceret kollegaernes inkompetence og flirten med det facistoide, mens han søger efter mening som vigilante i den kriminelle underverden.
Mening og motivation er til gengæld fraværende i hans forhold til den lidt for unge Janey (Nell Tiger Free) og hendes highclass-cokevrag af en far (William Baldwin er en opsnusende scenestjæler). Med skarpe spyt og glimtvise øjensmil inkarnerer Teller Refns sædvanlige mutte dræber overraskende godt, og hos Hawkes mærker man lidt af den sørgmodige tyngde, manuskriptet mangler, men generelt er skuespillerne instrueret til at levere deres replikker med bovlam højstemthed.
Henad vejen føles både Martin og Viggo endvidere som overflødige bifigurer, der overhales af den anden plottråd. Den følger Jesús (Augusto Aguilera), som skød Martins makker som hævn for mordet på sin elskede mor. Hele andet, spillefilmlange afsnit følger Jesús’ møde med sine mafiøse slægtninge i Mexico, mens han senere vender tilbage til L.A. i genfødt Adonis/Ronaldo-skikkelse for at overtage cokemarkedet sammen med sin mystiske nye hustru Yaritza (Cristina Rodlo).
Deres hjem er nærmest et stort mausoleum for Jesús’ mama med Yaritza som åndelig reinkarnation for kødelig freudiansk tilfredsstillelse. Interessant nok kredser meget af gazen om Jesús’ glatte og spændstige tyrekrop, mens Yaritza lægger tarotkort og fører et feministisk korstog i kulissen. Det er hende, der bogstavelig talt sidder med alle kortene på hånden.
Alle episoderne har navn efter tarotkort. Ypperstepræstinde-kortet er essentielt. Det fordrer til refleksion over ens femininitet. Foranlediget af sin læremester, kultinstruktøren og taroteksperten Alejandro Jodorowsky, synes Refn at fortsætte udviklingsprocessen fra ’The Neon Demon’.
I negativ forstand symboliserer ypperstepræstinden stilstand og blokade. Det er desværre også sigende for Refns ambitiøse serieudforskning. Refn og Brubaker fremtryller scener af absurd komisk guld, som en biljagt, der udvikler sig til en næsten homoerotisk musikvideo tilsat Barry Manilows ’Mandy’ i afsnit 5, eller en mexicansk likvideringsopgave, som flere gange sendes videre ned i systemet til den mest opportunistiske åndsbolle. Den dommedagsprægede satire over Trump-nationen er også allestedsnærværende og bliver for alvor spændende gennem Jesús’ (som dårligt taler spansk) vekslen mellem amerikansk nedladenhed og mexicansk oprørsidentitet.
Men i stedet for pauserne af stor øm skønhed og indlevelsen i den menneskelige forfaldstragedie, som plejer at løfte Refns blodrøde visioner, kammer det hele over i kitschede drengerøvsdestruktioner af white trash-nazi-America, endeløs liderlighed og badass girlpower, som var det et indslag i Tarantinos ’Grindhouse’-serie.
’Too Old To Die Young’ skulle ifølge instruktøren selv være det monumentale værk, der indvarslede fremtiden for serier og streaming. Resultatet er nogenlunde, som hvis Trier eller Kubrick fortolkede ’Pulp Fiction’, men i løbet af de mange måneders kronologiske optagelser mistede enhver retningssans.
Kort sagt:
Nicolas Winding Refn præsterer et stilistisk højdepunkt i serieverdenen, men ’Too Old to Die Young’ er desværre også hans mest ufokuserede og uinteressante fortælling.
Anmeldt på baggrund af hele serien.