KOMMENTAR: »Ordet ’film’, lader det til, er i fare for at føles arkaisk«, skrev det anerkendte amerikanske filmmedie Indiewire i juni som reaktion på, at den store New York-filmfestival Tribeca havde foretaget en lille, men signifikant ændring forud for deres ventede næsten-post-corona-udgave i sidste måned:
De havde smidt ordet »film« ud af deres navn. Før Tribeca Film Festival. Nu blot Tribeca Festival.
Er filmmediet simpelthen med små skridt på vej mod en sekundaplads i den offentlige bevidsthed, hvor serier og streamingindhold sidder på dagsordenen, kun acceleret af et år i isolation?
Det er unægteligt svært at forestille sig, at filmen ender som nichekultur, men der var også engang, hvor ingen kunne forestille sig, at teateret skulle være andet end den dominerende underholdningsform.
Filmkunsten er under pres af alt fra serier til gaming og TikTok-videoer. Men nekrologen over filmen skal ikke skrives endnu, hvis det står til Cannes Film Festival, der tirsdag gør et meget imødeset comeback. Efter den pandemibetonede aflysning i 2020 og en udskydelse fra den almindelige maj-periode er festivalen tilbage i fuld vigør med et bugnende program af spændende titler.
Fra Wes Andersons stjernespækkede ’The French Dispatch’ til nye film af nogle af klodens førende instruktører som Jacques Audiard, Sean Baker, Joachim Trier, Mia Hansen-Løve, Asghar Farhadi og Leos Carax. Som filmelsker er det svært ikke at få kriller i maven over for igen at skulle samles med hundredvis af ligesindede som første publikum til de nyeste potentielle mesterværker.
Cinéma eller bare film
Festivalen er ikke sen til at positionere årets udgave som det store comeback på verdensscenen for filmen som sådan. Som den levende inkarnation af, at kunstarten lever og ånder og udvikler sig – også efter et års biografstilstand.
Cannes Film Festival gør, som den altid har gjort: Insisterer på filmmediet som kunst. Insisterer på instruktøren som Den Store Auteur. Og insisterer på, at film først er film, når de bliver vist i biografen.
Netflix-titler er fortsat forment adgang til konkurrenceprogrammet, da reglerne foreskriver, at filmene skal få ordinær premiere i de franske biografer – hvilket selvfølgelig stritter direkte mod Netflix’ foretrukne model. Mens man kan mene, at en film er en film, uanset hvor den bliver vist, er det ikke for sjov, at det udbredte franske ord for filmkunst bare er … cinéma.
På den måde er festivalen en konstant i en filmbranche, der lige nu er i krig med sig selv. Herhjemme strides biograferne med distributører som Disney+ og Warner, der sender deres film på streaming samtidig med eller kort efter premieren, med det resultat at storfilm som ’In the Heights’ og ’Black Widow’ kun kan ses i et par få snoldede biografer.
Lignende konflikter ses både i USA og andre steder i verden. Oscar-showets seertal styrtdykker. Og man skal ikke tale med mange filmanmeldere og -eksperter med et par år på bagen, før det står klart, at samtalen om den instruktørdrevne filmkunst de seneste årtier er blevet skubbet ud i marginerne til fordel for watercooler-snak om de nyeste serier eller andet godt fra tv-havet.
Øretæveindbydende selvtillid
Selvom man har haft det samme standpunkt hele livet, og det standpunkt var mainstream, da man indtog det, kan man godt med årene ende med at tilhøre en yderpol, der af mere progressive kræfter vil blive anset som ekstrem eller endog fanatisk.
Det er lidt den situation, verdens førende filmfestival befinder sig i. I en mere og mere polariseret filmverden – adskilt af et verdenshav mellem streaming og biografer og mellem filmkunst og populærkultur – befinder konservative Cannes sig mere og mere på den fløj, der stædigt holder fast i de oldschool værdier. På biografen som filmens tempel. På at verdenspremieren på kompromisløse film fra Rumænien og Finland er mindst lige så store begivenheder som en ny Marvel-serie på Disney+.
Festivalledelsens selvtillid er næsten øretæveindbydende intakt. I Cannes tager man med ægte fransk skråsikkerhed stadig for givet, at selv de største, mest profitdrevne amerikanske tech- og medievirksomheder ommøblerer deres kalender efter sydfranske behov.
Nogle gange får de ret. Man kan nemlig ikke undervurdere Cannes’ betydning for de film, der får æren af at bruge festivalen som affyringsrampe til deres liv ude i verden.
Flere af årets film har – som et bevis på festivalens status – samlet støv i skuffen siden 2020 for at vente på en verdenspremiere på Croisetten. Det bliver simpelthen ikke større for en artfilm end at få verdenspremiere her. Og der er noget befriende i, at vi i 10-11 dage kan lade, som om værker fra Marokko, Rusland og Chad er det vigtigste, der sker på kloden lige nu (næst efter fodbold, selvfølgelig).
Måske kan man argumentere for, at Cannes-festivalens position i dag blot er mere tydelig end tidligere. Den har altid stået i opposition til de allermest pengegriske amerikanske blockbustere, men netop fordi filmkunsten er under pres, er vigtigheden af Cannes som dens fremmeste fortaler desto mere markant.
Og ved seneste udgave tog festivalen da også et opsigtsvækkende stik hjem i tidens polariserede filmepoke.
I 2019 launchede Cannes-festivalen Quentin Tarantinos populære epos ’Once Upon a Time in Hollywood’, men endnu vigtigere Bong Joon-hos ’Parasite’, der blev et verdensomspændende fænomen og vandt Oscar’en for Bedste Film.
Den slags er med til at rykke Cannes tættere på filmverdens centrum igen, og fortsætter tendensen til, at ikke-amerikanske film bliver taget mere seriøst i eksempelvis Oscar-regi, vil Cannes igen få en større rolle at spille.
Der er ingen tvivl om, at festivalen håber, at én af årets film har et lignende potentiale. Og det er netop det håb, man også selv sætter sig til rette i sædet med før hver eneste film undervejs.
Cannes Film Festival 2021 løber 6.-17. juli, og Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen er på pletten.