Cannes-highlights dag 2: Hvad blev der egentlig af Val Kilmer? Ny film giver et dybt fascinerende svar

Dokumentarfilmen ’Val’ giver et enestående indblik i en excentrisk skuespillers liv og karriere, så man mindes om, hvor renskurede og kedelige de fleste Hollywood-stjerner er i dag.
Cannes-highlights dag 2: Hvad blev der egentlig af Val Kilmer? Ny film giver et dybt fascinerende svar
Val Kilmer som Iceman i 'Top Gun'. (Foto: Paramount Pictures)

1. Hvad der gemte sig bag Iceman og Batman-dragten

»Mere sex. Mere alkohol. Mere tobak. Mindre Tom Cruise«.

En ung og kåd Val Kilmer sidder i en trailer på optagelserne til ’Top Gun’ med et lille hold af medskuespillere i de første hjemmevideooptagelser i den fremragende nye dokumentarfilm ’Val’. Og det er ham, der leverer denne kærlige sviner af medstjernen, som med det samme understreger, at der her venter en oplevelse, hvor man kommer ind bag facaden af et Hollywood-stjerneliv, som man ellers næsten aldrig gør.

Val Kilmer var en af de helt store unge stjerner i 90’ernes Hollywood med sit indtagende ydre og charmerende glimt i øjet. Foruden gennembruddet som jagerpiloten Iceman fik han gode roller i ’Tombstone’, som Jim Morrison i ’The Doors’ og i Michael Manns ’Heat’, men han fik også ry af at være svær at arbejde sammen med, og da han dukkede markant ældet op i ’Kiss Kiss Bang Bang’ i 2005, føltes det som et comeback.

Siden forsvandt han igen fra søgelyset, og man har ikke kunnet undgå at se hans karriere som delvist spildt potentiale. Og når man holder billeder af ham i dag op mod den blot tre år yngre ’Top Gun’-rival Cruise, som laver film i rummet og selv flyver jagerfly, ligner det en deroute.

Val Kilmer i 2019 – sammen med Al Pacino. (Foto: Amanda Edwards/Getty Images)

Men Leo Scott og Ting Poos dokumentarfilm giver en dybt fascinerende afmaskering af gåden Val Kilmer. Først og fremmest takket være det sande mirakel, at Kilmer selv har dokumenteret sit liv på video, siden han var helt ung – resulterende i flere tusinde timers optagelser, som instruktørerne har trawlet igennem. I nogle herlige optagelser med purunge Sean Penn og Kevin Bacon fra sminkerummet under et teaterstykke i New York udbryder Bacon nærmest benovet, da han ser kollegaen filme: »Wow, Val, er det et rigtigt videokamera?«. Lidt efter mooner Bacon og Penn i øvrigt til ære for kameraet.

I et intimt vue over Val Kilmers karriere ser vi en skuespiller, der har store ærværdige ambitioner om transformative roller, men som føler sig fanget i kommercielle Hollywood-produktioner som ’Batman Forever’. Kilmer var meget andet end den lidt farlige pretty boy, han blev fremstillet som.

Mødet med Val Kilmer af i dag er rørende. Han har haft kræft i halsen og taler med stort besvær. Derfor læser hans søn Jack Kilmer hans voiceover op, der komplekst reflekterer over at være en falleret hasbeen og et taknemmeligt menneske på én og samme tid.

Filmen affejer lovlig let Kilmers egen skyld i ungdommens konflikter, men man mindes samtidig om, hvor renskurede og kedelige mange Hollywood-stjerner er i dag. Det er nok ikke mange af dem, man om nogle årtier ville kunne lave en så fascinerende og bevægende dokumentar om, som Leo Scott og Ting Poo har gjort med ’Val’. Den bør blive mustsee for alle med interesse for skuespil og film i det hele taget.

‘Ahed’s Knee’.

2. Selvretfærdigt navlepilleri

Jeg har en aversion mod film, der handler om filminstruktører. Der er da gennem historien kommet udødelig kunst ud af filmskaberes metafortællinger, fra Fellini i ’8 ½’  til Charlie Kaufman i ’Adaptation’, men som udgangspunkt mener jeg, at instruktører skal vende kameraet ud mod verden og ikke ind i deres egen navle.

Derfor er den ellers talentfulde israelske instruktør Nadav Lapids Guldpalme-aspirant ’Ahed’s Knee’ i mine øjne en ulidelig affære. Lapid vandt en Guldbjørn for den originale ’Synonymes’ om en israelsk mand, der forsøgte at starte et nyt liv fra bunden i Paris.

Til sammenligning er ’Ahed’s Knee’ en bagatel om en instruktør, Y, der rejser ud til en landsby i Israel for at præsentere en af sine film på et bibliotek. Her møder han en kvindelig udsendt fra det israelske kulturministerium, som han flirter med, men også konfronterer med landets problematiske censurpolitik.

Der er ingen tvivl om, at der i filmens mange lange dialogscener ligger en kras kritik af Lapids hjemland, som er både betændt og modig, men som hovedkarakter fremstår Y som et selvretfærdigt og selvsmagende selvportræt. Lapid kunne lige så godt have skrevet et debatindlæg.

‘Everything Went Fine’.

3. Bør man hjælpe sin far med at dø?

Der ligger muligvis også et debatindlæg til forsvar for aktiv dødshjælp i den alsidige og produktive franskmand Francois Ozons nye film ’Everything Went Fine’, men her er emnet forløst med langt større fortællemæssig finesse.

85-årige André får et hjertetilfælde, der efterlader den stolte kunsthandler som en skygge af den mand, han engang var. Og han fortæller derfor sin voksne datter Emmanuele, at hun skal hjælpe ham med at dø.

Emmanuele sætter i værk, selvom hun er imod idéen – for man kan ikke sige nej til hendes far, som hun siger. Det er udgangspunktet for en nøgtern historie om at sige farvel til en mand, der ud fra alle konventionelle standarder var en elendig far, men som Emmanuele stadig elsker. »Jeg ville ønske, han havde været min ven«, som hun siger.

André er stadig lidt af et røvhul, men filmen er fuld af forsonende underspillet tragikomik, som når den aldrende mand hører prisen på aktiv dødshjælp i Schweiz og spørger, hvad de fattige dog så gør, når de gerne vil dø.

Filmen er baseret på den franske forfatter Emmanuele Bernheims bog om sin fars død og er mindre æstetisk interessant end Michael Hanekes beslægtede ’Amour’, men til gengæld en nuanceret skildring af, hvordan mondæn praktik konkurrerer med eksistentiel refleksion, når man tager afsked med en af sine nærmeste.

Og taler filmen for aktiv dødshjælp, føler man aldrig, at det er et budskab, man bliver slået oveni hovedet med.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af