’High-Rise’: Tom Hiddleston er fantastisk i forbandet smuk sci-fi-film

CPH PIX: »På trods af alle dets ulemper var Laing tilfreds med livet i højhuset«. Beretningen kommer fra Laing selv i en voice-over. Billedsiden viser ham beskidt og udtæret, i færd med eftertænksomt og til klassisk musik at tilberede en barbecuemarineret hund, som han netop har parteret med en bajonetsav.

Scenen er grotesk, absurd og illustrerer moralsk forfald – eller måske nærmere frit fald.

Og den bringer mindelser om ’Fluernes herre’, men modsat den befinder vores hovedperson, Laing, sig ikke på en øde ø. Han er ikke afskåret fra resten af verden. Nej, hunden roterer på et spyd over et bål på Laings egen altan. Resten af hans lejlighed og den øvrige bygning ligner resultatet af et bombeangreb i en borgerkrig.

Opgangene er mørke, og kun lyskeglen fra lommelygter afslører, at gulvene flyder med skraldesække og lig. Herfra springer filmen tre måneder tilbage i tiden, hvor vi introduceres til et storstilet retro-futuristisk og nybygget højhus. The High-Rise.

Bygningen er forsynet med alt, hvad hjertet begærer: Der er swimmingpools, et stort supermarked, en skole, squashbaner og hurtige elevatorer til at transportere beboerne, hvorhen de vil. Alt sammen i glamourøse og polerede omgivelser. Det er i dette luksuskompleks, Dr. Laing (spillet af Tom Hiddleston) flytter ind,og hurtigt lærer, at når alt det nødvendige kan findes isoleret i én bygning, er der ikke længere nogen grund til at bevæge sig udenfor.

Filmen lægger ikke skjul på, at højhuset er en metafor for det vestlige samfund, med alt hvad det indebærer af konsumerisme og klassekampe. Lejlighederne på de laveste etager er således de billigste, og jo højere man bor, desto dyrere bliver det – indtil man ender oppe i toppen af bygningen. Her ligger en tagterrasse, der er Paradisets have værdig. Det er også her bygningens arkitekt (Jeremy Irons) gemmer sig med sine tegninger og spekulationer over sit mesterværk.

I begyndelsen ånder alt fred og ro. På de nederste etager holder de lavere klasser vilde hippiefester, mens aristokratiet højere oppe skåler i dyre drinks til barokmusik. Filmen bygger på en roman af J. G. Ballard, der også har skrevet oplægget til David Cronenbergs ’Crash’ fra 1996. Hos Ballard er mennesket altid i drifternes vold. Den pæne overflade er en trykkoger, der til enhver tid kan eksplodere og afsløre menneskets dekadence, forfald og undergang.

Græsset er som bekendt altid grønnere på den anden side. Klasseskellene resulterer i misundelse og siden hen sabotage på nogle af bygningens livsnerver – elevatorerne og klimaanlægget. Situationen eskalerer i rasende fart og ender i direkte stammekrig mellem etagerne.

Allerede fra filmens åbningsscene ved vi, hvor historien ender. Det interessante ved filmen er derfor ikke uventede M. Night Shyamalan-twists eller overraskende karakterudviklinger. Nej, det fængslende består i instruktør Ben Wheatleys evne til at indfange bogens surrealistiske uforudsigeligheder.

Det er en film, hvor en kvinde i stor pelsfrakke pludseligt rider ind i en lejlighed og spørger »Which one of you is gonna fuck me up the arse?«, hvor en ged vandrer rundt på gangene med balloner bundet om halsen, og hvor Laing bekymrer sig mere om, hvilken farve han skal male sine vægge, end om at resten af bygningen er ved at falde fra hinanden.

Filmen er et møde mellem Stanley Kubrick, Luis Buñuel og David Cronenberg, hvor hver eneste stillbillede er så iscenesat, så absurd og så forbandet æstetisk smukt, at man ville kunne hænge det op på væggen. Dog bliver filmens force også dens akilleshæl. For selvom den hjælpes på vej af teknisk snilde, et uovertruffent visuelt udtryk og fantastisk skuespil fra Tom Hiddleston, Elisabeth Moss og Jeremy Irons, bliver filmen så overdrevet konceptuel, at karaktererne sjældent handler rationelt. I stedet repræsenterer de hver især en følelse og et trin i den hierarkiske klassekamp.

Kan man se igennem dette og anskue ’High-Rise’ som en metafor mere end en allegori, venter en sjælden og indtagende film, hvis stærke billeder er svære at glemme.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted