Cannes-highlights dag 5: Få nu hovedet ud af din egen mås, Sean Penn

Sean Penn skuffer igen, mens spekulationerne om, hvorfor Wes Anderson og hans ’The French Dispatch’-hold skipper presseaktiviteter, tager til under årets Cannes-festival.
Cannes-highlights dag 5: Få nu hovedet ud af din egen mås, Sean Penn
Sean Penn med sin datter Dylan Penn samt Katheryn Winnick, der også er med i 'Flag Day'. (Foto: Kate Green/Getty Images)

1. Ikke igen, Sean Penn

Sean Penns seneste film som instruktør, ’The Last Face’ fra 2016, er den eneste, jeg har buhet af igennem mine otte år på Cannes, der har en særlig tradition for både hujen og buhråb. Jeg var ikke den eneste, der gav sin utilfredshed til kende. Filmen døde dybest set med den katastrofale verdenspremiere på festivalen.

Så galt går det ikke for den amerikanske skuespiller-instruktørs nyeste projekt, ’Flag Day’. Men nogen tilbagevenden til den form, han som instruktør viste med nyklassikerne ’The Pledge’ og ’Into the Wild’, er det så sandelig heller ikke.

Også den virkelighedsbaserede historie om en datters forsøg på at komme overens med, at hendes far gennem hele hendes liv har været en uforbederlig svindler, er så inderlig, at det kvarte kunne være nok. Penn spiller selv faren, John Vogel, mens hans egen datter Dylan Penn indtager rollen som datteren Jennifer, hvis voiceover i filmens flashbackstruktur, der bid for bid for bid opridser farens gentagende svigt, er lige så højtideligt irriterende som montagernes dybfølte americana, der føles som en klæg kopi af Eddie Vedders stemningsfulde score til ’Into the Wild’.

Dylan Penn i ‘Flag Day’. (Foto: PR)

På interessant vis forsøger Sean Penn at afromantisere den con man-myte, der ellers altid har været fremstillet med fascination i amerikansk kultur fra ’Catch Me If You Can’ til ’Lost’. John Vogel er et sølle væsen, og hvis der er genialitet at spore i hans humbug, får vi det aldrig at se på nært hold.

Men til sidst vender filmen så på en tallerken i en slags hyldest til den komplekse faderfigur, så man pludselig føler, at filmen mere handler om Sean og Dylan Penn end om John og Jennifer Vogel. Man forstår godt humlen i deres usunde forhold, men selvom Penn virkelig føler den, gør kan aldrig det samme nede i salen, hvor meget filmen end prøver med hænder i bølgende siv a la Malick, symbolske stars & stripes a la Eastwood og pseudo-poesi om forældre og børn.

Som kommentar på USA’s fallerede patriarkat har ’Flag Day’ mere at byde ind med end ’The Last Face’, men Sean Penn, der de seneste år har haft mere travlt med at hyggesnakke med mexicanske narkobosser end at lave film, virker til at være nået det stadie af overdreven tro på egen vigtighed, hvor berømtheder nogle gange ender efter årtiers uforbeholden bekræftelse fra deres omverden.

Jeg tror på, at Sean Penn stadig har noget på hjerte. Det er bare synd, at han leder efter det med hovedet oppe i sin egen mås.

‘Compartment no. 6’.

2. Klasseforsoning på Cannes

Hvor selvhøjtidelig Sean Penns nyeste filmiske bedrift fremstår, bliver endnu mere tydeligt, når man ser, hvordan andre af årets film formår at blande intime menneskelige relationer med tydelig interesse for samfundet og et befriende skvæt humor.

I finske Juho Kuosmanens ’Compartment No. 6’ må den unge arkæologistuderende Laura trækkes med en dumsmart fuldebøtte af en minearbejder, Ljoha, i den klaustrofobiske togkupé, da hun tager den lange rejse fra Moskva til Murmansk i Arktis for at se petroglyffer – nogle tusind år gamle bjergtegninger.

Som en frostkold, usentimental udgave af ’Before Sunrise’ bliver deres møde en lyslevende kommentar til klasseforholdene på Europas yderste kanter, og noget lignende er på spil i Catherine Corsinis ’La Fracture’, hvor en privilegeret kvinde fra den øvre middelklasse bliver indlagt på hospitalet med en brækket albue, samtidig med at De Gule Veste for første gang clasher frontalt med politiet, og de sårede vælter ind.

Uden at være naiv over for de forhold, der fører til arbejderklassens utilfredshed, finder man også her en øm og ofte meget morsom forsoning mellem mennesker fra meget forskellige klasser på hospitalet, der ellers intet har til fælles i deres daglige liv. Det er bemærkelsesværdigt, at der er håb om forståelse og samhørighed i begge de to Guldpalmekandidater frem for den mere beske klassekritik, filmkunsten ofte tyer til.

Og hvor er det dog velgørende at se, at virkelighedens store udfordringer sniger sig ind i adskillige af årets udvalgte, uden at de føles som belærende budskabsfilm.

Bill Murray og Wes Anderson under Cannes-festivalen i 2012. I år vender de tilbage med ‘The French Dispatch’. (Foto: Andrew H. Walker/Getty Images)

3. Hvad dukker Wes Andersons stjernehold sig for?

De seneste dage er rygterne om covid-tilfælde på festivalen taget til, og Variety skrev forleden, at den franske stjerne Leá Seydoux, der ellers er aktuel i to film i årets program, måske måtte melde afbud, da hun er testet positiv. Imens afviser festivalleder Thierry Fremaux, at der har været så meget som én corona-smittet under festivalen foreløbigt.

Men noget er i gærde. Forleden skrev selvsamme Variety, at holdet på årets i særklasse mest stjernespækkede film, Wes Andersons ’The French Dispatch’ med Bill Murray, Timothée Chalamet, Owen Wilson, Elisabeth Moss, Leá Seydoux og mange flere, ikke ville holde den ellers obligatoriske pressekonference i forbindelse med premieren. Samtidig er det stadig et åbent spørgsmål, om de giver interviews under deres ophold på Croisetten – hvilket, som Variety bemærker, vil være ganske ironisk, da filmen handler om livet på en avis.

Og hvorfor så denne presseskyhed? Det kan skyldes coronafrygt i forskellige afskygninger, selvom man skulle mene, at de amerikanske stjerner er fuldvaccinerede for længst. Et andet scenarie er, at filmen er så dårlig, at holdet ikke ønsker at møde pressen. Det har jeg dog meget svært ved at forestille mig.

Det kan også bare være, at stjernerne under covid-19 har vænnet sig så meget til at give bekvemme interviews gennem computerskærmen, at tanken om igen at skulle smides fra det ene rundbord til det andet, hvor horder af journalister stiller de samme spørgsmål, bare ikke huer dem.

Men lad os se, hvad der sker. Jeg håber stadig, at min planlagte date med en vis hr. Chalamet har en chance.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af