Cannes-highlights dag 4: Ny film vil pisse den katolske kirke noget så grundigt af

Kontroversiel instruktør satte lesbisk nonnesex med Jesus-dildo på dagsordenen, Matt Damon er nærmest uigenkendelig i ny film, og en dansk popstjerne indtog Croisetten.
Cannes-highlights dag 4: Ny film vil pisse den katolske kirke noget så grundigt af
'Benedetta'.

1. Festivalens største provokation

Paul Verhoevens ’Benedetta’ var allerede på forhånd udset til at være Cannes-festivalens mest provokerende film – og jeg kan hermed berette, at den lever op til sit rygte.

Filmen, som dyster om Guldpalmen, er baseret på en autentisk historie om en retssag mod to nonner for usømmelig adfærd i 1600-tallet og handler om Benedetta, der fra barnsben føler en nærmest fysisk tilknytning til Gud og bliver indskrevet på et kloster.

Da hun som voksen tager en forslået ung kvinde, Bartolomea, ind på klosteret, udvikler det sig til en hed hemmelig kærlighedsaffære, mens Benedetta samtidig stiger i rækkerne – udråbt til helgen med direkte forbindelse til herren af nogle (især sig selv), anklaget for at være svindler af andre.

Den hollandske instruktør Verhoeven er kendt for sin blanding af camp og systemkritik i film som ’Robocop’ og ’Starship Troopers’, og også ’Benedetta’ er en særpræget blanding af erotisk nonne-exploitation og oprigtig hudfletning af den katolske kirkes magtudøvelse og -manipulation.

Ingen af delene vil næppe falde i god jord i Vatikanet og omegn – ja, faktisk vil kirken nok få altervinen galt i halsen, når de læser om ’Benedetta’. En Jesus-træfigur, der snittes til at blive en effektiv dildo, er blot toppen af isbjerget.

En sine steder fjollet, men aldrig mindre end underholdende film.

Matt Damon i ‘Stillwater’. (Foto: Jessica Forde / Focus Features)

2. Under skægget brummer Matt Damon

Matt Damon er en glimrende skuespiller, men ikke just kendt for at være en kamæleon. Han har vel dårligt afleveret en rolle, hvor man ikke øjeblikkeligt tænker: Nå, det er sgu da Matt Damon.

Men så kommer ’Stillwater’, den nye film fra Tom McCarthy, som vandt en Oscar for ’Spotlight’, og som vises uden for konkurrence på årets Cannes-festival. Med robust korpus, skæg, kronisk kasket, arbejderklasseskovmandsskjorte og brummende replikker er det Damon i sin til dato mest uigenkendelige og underspillede rolle, om end han i sidste ende selvfølgelig stadig spiller på sit klassiske apparatur af empatisk drivkraft.

I en historie tydeligt inspireret af sagen om Amanda Knox – den amerikanske pige, der (måske uretfærdigt?) blev dømt og fængslet i Italien for mordet på en udvekslingsstuderende – spiller Damon borebissen Bill Baker, der jævnligt rejser til Marseilles i Frankrig for at besøge sin datter, der nu på fjerde år sidder bag tremmer for drabet på sin kvindelige kæreste.

Man forstår, at medierne – ligesom i Amanda Knox-sagen – kørte en frådende hetz på den amerikanske pige, som ikke selv har opgivet at bevise sin uskyld. Hun overlader dog ikke meget mere end sit vasketøj til sin far, der altid har været en fraværende fuckup med misbrugsproblemer, men da et rygte om en potentiel gerningsmand cirkulerer, forfølger Bill alligevel sagen.

Matt Damon møder pressen i Cannes i anledning af ‘Stillwater’-premieren. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

Han får hjælp af en hjælpsom fransk kvinde, Virginie (Camille Cottin fra ’Call My Agent’), og bliver efterhånden surrogatfar for dennes søde datter og en fast bestanddel af familien.

Derigennem bliver ’Stillwater’ mere en lavmælt fortælling om en skadet mands omvej mod en ny chance i livet end den Liam Neeson-thriller om en fars forsøg på at redde sin datter, som det lugtede af ud fra plotbeskrivelsen. Men Tom McCarthys styrke ligger netop i det menneskelige nærvær og den underspillede intensitet, som også bærer ’Stillwater’ frem.

En spirende kærlighedshistorie bliver lige cute nok, og allegorien om amerikanernes tendens til at ødelægge mere, end de redder, når de tilsidesætter god moral for at spille hele klodens cowboy, er lige dele bastant og interessant.

Men Bills desperation og følelsesliv stråler klart gennem Damons fortræffelige spil, og det er svært ikke at lade sig rive med ud fra præmissen: Hvad ville man egentlig selv have gjort?

3. Christopher i Cannes

Hvilke vilde fester skal du så til, lyder et typisk spørgsmål hjemmefra til en udsendt dansk Cannes-journalist, mens svaret som regel handler skuffende mere om film fra Finland og Georgien og skrivetid foran computeren end om kulørte drinks og smalltalk langs rivieraen.

Og særligt holdt op mod de amerikanske journalister, der ivrigt fraterniserer med Hollywoods magtspillere over pindemad og kølig hvidvin, er en dansk reporters Cannes-liv noget mindre glamourøst.

Men i går var der alligevel en smag af det Cannes, som ikke blot handler om eksotiske kunstfilm, da den danske instruktør Mehdi Avaz og stjernen i hans kommende film, Christopher, holdt uformelt hof for en lille skare på Grand Hotels luksuriøse terrasse på Croisetten (på billedet herunder poserer de med TV 2’s filmanmelder Ann Lind Andersen).

Avaz var blandt andet i byen for at præsentere sin kommende Anden Verdenskrigsfilm og lægge grobund for nye projekter og så altså bonde lidt med den danske popstjerne før deres samarbejde.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ved bordet kunne man falde i snak med såvel en tidligere Obama-rådgiver og en amerikansk producer, der arbejdede på en kommende film med Al Pacino og fik sved på panden over de mere og mere svimlende krav fra legendens agent – heriblandt en klækkelig bonus for hver prisnominering, rollen ville give!

Hvem der var blålys, og hvem der var the real deal rundt om bordet, kunne være svært at gennemskue, hvilket i sig selv en essentiel beskrivelse af Hollywood.

»Ved I godt, at ham dernede er sanger i Danmark?«, spurgte en af amerikanerne os og pegede mod en afslappet Christopher i den anden ende af bordet.

Det vidste vi godt.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af