De sidste par dage har man kunnet møde en af Danmarks største popstjerner, Christopher, på Croisetten, hvilket på overfladen har kunnet ligne et overraskende match.
Men faktisk står Christopher over for at skulle indtage sin første hovedrolle i en film – instrueret af Mehdi Avaz, der slog igennem med ‘Mens vi lever’ i 2016 og fulgte op med ‘Kollision’ i 2019.
I filmen skal Christopher ifølge Ritzau spille en underdog-musiker, der kæmper for sit store globale gennembrud. Den bliver beskrevet som en kærlighedshistorie optaget på den jyske vestkyst.
»For to år siden tog Mehdi fat i mig og sagde, at han mente, jeg ville kunne spille en hovedrolle. Og jeg var bare klar«, siger Christopher til Ritzau og fortæller, at han har skrevet et helt album til filmen, og at han naturligvis skal synge selv.
Ifølge Soundvenues oplysninger er det kommende projekt inspireret af en film som ‘A Star Is Born’, der i sin seneste udgave havde Lady Gaga og Bradley Cooper i hovedrollerne som musikere på hver deres raketfart mod og ned fra stjernerne.
Christopher og Mehdi Avaz er rejst til Cannes for at tilbringe tid sammen og lære hinanden bedre at kende. Avaz har i Cannes også præsenteret et andet projekt, nemlig den engelsksprogede Anden Verdenskrigsfilm ‘Ellen’, som han skal instruere.
Christopher og Avaz har allerede samarbejdet på instruktørens kommende feelgood-film ‘Toscana’, hvor musikeren har en lille rolle som kokkeelev.