Mick Harvey
Selv om han siden de yngste år har været både ven med Nick Cave og ‘usynlig’ ankermand for hans backingband The Bad Seeds, har guitaristen Mick Harvey ikke haft problemer med at træde frem på scenekanten, op foran mikrofonen. Lyt blot til hans mesterlige fortolkninger af Serge Gainsburg på ‘Intoxicated Man’ fra 1995.
På ‘One Man’s Treasure’ står Harvey igen i gæld til andre store sangskrivere. Lee Hazlewood, Scott Walker og selvfølgelig også sin gamle ven, Nick. Mick kan nu også selv og har komponeret et par sange til lejligheden. Det er derfor ikke kun andre mænds sangskatte, han har haft fingerne i.
Harvey er ligesom sin generations store talsmænd stadig velklædt i mørk habit, tankerne er stadig intellektuelle og bagved rumsterer stadig vrede og dybsindige tanker sammen med en melodisk kælen. Jo, 80’er-generationen er blevet gråsprængt, men det særlige drive er endnu intakt hos mange.
Det gør ‘One Man’s Treasure’ til en album, hvor en direkte intensitet er omdrejningspunktet. Udvalget af sange er godt, Mick’ stemme lille, men fængende, og arrangeringen ‘klassisk’ i en lyd, der har en typisk Bad Seeds-glød over sig. En skattekiste af sange, det føles intenst og spændende at åbne lågen på.