’Supernova’: Blændende skuespilpræstationer er spildt på nyt demensdrama
Når en stjerne dør, eksploderer den og opsluger alt omkring sig. Flere milliarder år senere er dens atomer med til at skabe nyt liv, stjernens død føres videre i alt levende.
Metaforen for et liv, der trods døden stadig sætter sine spor, er ikke ligefrem subtil. Men at den passer som fod i hose på parret Sam (Colin Firth) og Tusker (Stanley Tucci), er der ingen tvivl om.
De to har været sammen i over 30 år og er taget på roadtrip i en gammel autocamper for at udforske det smukke britiske landskab (flot indfanget af ’Illusionisten’-fotografen Dick Pope), mens de nyder deres alderdom.
Sådan ser det i hvert fald ud for familie og venner, de møder på vejen. Men mellem de to ældre herrer hersker en tung stemning. Den flamboyante og distræte Tusker er nemlig diagnosticeret med demens. Og mens han med store armbevægelser og en smittende latter kæmper for ikke at tabe ansigt, afslører hverdagen med ægtefællen sygdommens hastige forværring.
Når Tucci med rystende overbevisning leder efter tabte vendinger, må Firth gang på gang afslutte sætninger for sin partner. Den stille Sam tager standhaftigt lidelsens konfrontationer med et overbærende spinkelt smil, der truer med at afsløre, hvor ulykkelig han er.
På alle måder er ’Supernova’ et klassisk sygdomsdrama, der skriver sig ind i en efterhånden lang række tragiske film, hvis realisme ikke er til at bære.
Beklageligt nok for filmen skal hukommelsen ikke strække sig længere end mod forårets ’The Father’ eller til 2017, hvor en Alzheimers-præget Donald Sutherland og Helen Mirren ligeledes tog på ’Vores livs ferie’ i en autocamper.
I den italienske instruktør Paolo Virzis film planlægger Sutherland og Mirren at tage deres liv, og hurtigt i ’Supernova’ sidder man med en snigende fornemmelse af, at den bevæger sig i samme dystre retning.
Samtidig breder der sig en lige så tydelig forudanelse om, at den tidligere skuespiller og nu instruktør og manuskriptforfatter, Harry Macqueen, holder fortællingen i kort snor. I længden bliver det en lang og nedslående omgang.
Sørgmodigheden i, at Tusker engang skrev prisvindende romaner og nu mister evnen til at formidle, udforskes aldrig. Og Sams status som verdensberømt pianist adskiller ikke ligefrem ’Supernova’ fra Michael Hanekes til sammenligning overlegne klaverspillende forglemmelsesdrama ’Amour’.
Men for to hovedkarakterer, der flere gange fremhæves som berømtheder inden for kunstens verden, er refleksionerne over sygdommen overraskende uimponerende.
Hvad der kunne have været lange, sprudlende intelligente sekvenser om livet, døden og stjernerne, som parret holder så meget af at kigge på sammen, overtages i stedet af halvsjove drillerier og ulidelige skænderier om dårlig vejvisning, som kunne løses med en GPS i bilen.
»Hvor var du dog i slutningen af 1970’erne?«, spørger Tusker frustreret, når han for en gangs skyld er den, der har forstanden i bedst behold. Hans gode humør og forkærlighed for popkultur sættes virkelig på prøve af Sam, der ikke genkender tidens største singler, når de brager ud af autocamperens radio.
Chancen for, at en homoseksuel mand, der i slut 1970’erne har været 20 år, ikke kan huske, præcis hvor han var, kort inden AIDS-pandemien gjorde sit indtog, er dog ret usandsynlig.
Og netop en anerkendelse af de skelsættende år, der tvang det homoseksuelle miljø ud en i dyb stigmatisering, kunne have klædt ’Supernova’ noget så voldsomt.
For burde to velreflekterede herre ikke netop drage dybe, hjerteskærende paralleller mellem det, de går igennem, og 1980’ernes traumer, der fortærede et hav af mænd, som visnede bort mellem hænderne på deres kære?
Kort sagt:
Håndværket fejler intet i demensdramaet ’Supernova’, men den tragiske historie er set før og bedre.