King Britt presents Sister Gertrude Morgan
King Britt har arbejdet sammen med kunstnere så forskellige som De La Soul og Yoko Ono, og han har vendt plader over alt på kloden. Men aldrig har han arbejdet sammen med en død kvinde. Ikke før nu i hvert fald.
Kvinden, der er tale om, er Sister Gertrude Morgan. Søster hvem? Ja du er tilgivet, når du stiller det spørgsmål, for ikke engang King Britt vidste, hvem hun var, da han blev tilbudt at lave et remix af hendes eneste indspillede album.
Sister Gertrudes kompetencer spændte bredt, og hun beskæftigede sig med alt fra kunst til et arbejde som sygeplejske. Hendes største mission i livet var dog at heale syndere, og det gjorde hun så på et gadehjørne i New Orleans ved hjælp af en tamburin og guds ord. Det udmøntede sig i et enkelt a cappella-album tilbage i 1970 og netop dette album er udgangspunktet for King Britts remix.
King Britt har på dette album blandet en masse live-instrumenter med det felt, han er bedst indenfor, nemlig det elektroniske, og ud af det skabt en en form for elektronisk folk/rock/funk. Sister Gertrudes tekster handler om gud og forløsning, men lige så meget om kampen for at mennesker skal være lige.
King Britt har gjort et rigtig godt arbejde med at sammensætte musik og sang, og han har formået at lave et album, der er lige så spændende og mystisk som voodoo-mekkaet New Orleans. Og når vi nu er ved voodoo’en, så havde Sister Gertrude faktisk allerede i sin tid spået, at en ulykke ville ramme New Orleans. Mystisk?