Dristigheden i Tom Cruises stunts er et af de førende markedsføringsværktøjer i forbindelse med enhver ‘Mission: Impossible’-film, om han så hænger på siden af et fly eller kravler op af et højhus.
Og den kommende, ‘Mission: Impossible 7’, bliver ingen undtagelse. Filmen er netop blevet præsenteret ved det store CinemaCon-event i USA, og herfra forlød rapporterne hurtigt om, hvad Tom Cruise nu har bedrevet.
I et af filmens største stunts kører Tom Cruise efter sigende på en motorcykel ud over en klippe. Og det har krævet utrolige forberedelser.
Over et år lavede skuespilleren således 13.000 motorcykelhop og 500 skydives for at træne op til scenen.
Under CinemaCon viste filmstudiet bag, Paramount, en video, hvor Tom Cruise rent faktisk kører ud over klippen i Norge, hvor optagelserne fandt sted. Det var dag ét på optagelserne, og han gjorde det mindst seks gange.
I en videohilsen sagde Cruise selv:
»Det er med længder det farligste, jeg har lavet. Vi har arbejdet på det i årevis«.
‘Mission: Impossible 7’ er sat til premiere 27. maj næste år.