Autolux

Retro og støj. Det er så betryggende at lade musikken bevæge sig rundt mellem genbrugets faste rammer. Og pakkes det hele elegant ind i guitarens overlyds-toner, kan det endda gøres med kunstnerisk autoritet i behold.

Godt ord igen. Man rammes blot let af irritation, når den fremadstormende amerikanske trio Autolux’ debutalbum ‘Future Perfect’ omfavner rummet med kontante, overstyrede trommer og guitarer med forvrængningen helt i bund. Støjende rock med livs-ligeglade vokaler kender vi så godt. Til bevidstløshed. Autolux er Sonic Youth og My Bloody Valentine i genbrugets lidt falmende genskær.

Men alligevel, uanset om Autolux med ‘Future Perfect’ nok aldrig kommer til at skrive sig ind i nogen nævneværdig historisk sammenhæng, så har de tre amerikanere gjort det ganske godt. Trods alt.

De forstår fængende at bruge støj til at omfavne de melodiske sange ved at bruge coolness på den helt rigtige måde. Præcist som forbillederne. Det har resulteret i skærende sange som ‘Turnstile Blues’ og ‘Here Comes Everybody’, der begge rykker dejligt i mellemgulvet og hyler i øregangene, selv om erfarne ører nok mest vil opfange en form for ekko. Eller bare retro af en genkendelig musikstil. Støj og retro.