Sterling

Hvis man kender til tonen hos de to gale-matiaser, er det overraskende, at Sterling og pladeselskabet Crunchy Frog ikke for længst har indgået partnerskab. Men nu har frøen lagt anti-pop attituden på is, og giftermålet er sket. Det bliver fejret med en såkaldt mellemspiller af et minialbum, der byder på seks sange.

Var man glad for alsidigheden på den glimrende debut ‘ Solo Danser Mama Sjus’ kan man heller ikke klage her. Det er seks bolcher af den gode blandede slags. Først den rablende meta-coverversion af TV2/Brian Eno – nummeret ‘Ubesvaret opkald’, der er fokuseret powerpop uden omsvøb og med en tordnende energi.

Og så fluks til nummeret ‘Stereo’, som åbner op for et band, der i højere grad vil være store i slaget. For dem, der har oplevet det, er det lysende klart, at Sterling er et fantastisk liveband på de små, intime steder. Men nu lyder det som om, at de vil lege med på de større scener. Det smager lidt af TV2 med Beach Boys’ke vokalharmonier.

Om Sterling har været på slædetur med svenske Kent, skal være usagt, men ‘Koldbrand’ er helt frostklar, og det klæder dem egentlig godt med striksweater og melankolsk frost i skægstubbene. De matcher ikke svenskernes bedste øjeblikke, hvilket mest er vokalens skyld. Men Mads Nygaard skal alligevel have ros for at turde, og han lyder trods alt bedre i de stille passager end tidligere.

Flyvemaskinen har fået lagt nogle kilometer bag sig og viser nu, at den har overskud til at glide med på luftstrømmen og tage dybere åndedræt end førsteudspillets en-to-tre-sjov rock. Imens den store kulmination forhåbentlig bliver slået fast på det næste album, får Sterling et anerkendende nik for at have volumen nok til at holde sig højt i luften i slipstrømmen på den dansksprogede rockbølge.