Tirzah mediterer over familielivets intimitet på det smukke ‘Colourgrade’
Tirzahs kærlighedshistorier har altid været ordknappe. På debutalbummet ‘Devotion’ fra 2018 sang hun om varme følelser i kølige, henslængte r’n’b-produktioner domineret af statiske passager og repetitive samples. Hos den 33-årige brite synes tomrummet imellem to beats at være ladet med lige så meget udtryk og betydning som selve beatet.
Og halvvejs på sit andet album, ‘Colourgrade’, tager Tirzah skridtet videre og sløjfer ordene helt fra sin stilsikre ligning.
Det sker på den seks og et halvt minut lange ‘Crepuscular Rays’, hvor en forvrænget stemme udtrykker noget, der lyder som en langstrakt gaben, over afdæmpet, småpsykedelisk guitarspil.
Sangen lyder lidt, som hvis Frank Ocean havde røget en ekstra bønne under ‘Blonde’-indspilningerne. For den introverte er livskvalitet lavthængende frugter, og det synes i dén grad at gælde for Tirzah, der indspillede ‘Colourgrade’ et år efter fødslen af sit første barn og på albummet mediterer over alt fra solopgangens vinkelrette lysstråler til energierne imellem to kroppe.
Ligesom på ‘Devotion’ er der på ‘Colourgrade’ således stor musikalsk og poetisk skønhed at høste for den opmærksomme lytter. Tirzah har atter samarbejdet med vennerne Mica Levi og Coby Sey, og resultatet lyder mindre kontrolleret og mere intuitivt end debuten.
Optagetheden af kropslig og følelsesmæssig intimitet kommer til udtryk i en række meget varierede produktioner, der flyder egenrådigt imellem triphop, r’n’b, noise og elektronisk musik. Tirzah kan lyde kold og næsten programmeret som på den monotont stødende ‘Tectonic’, hvor naturfænomener kædes sammen med fysiske instinkter: »Pursued as a rhythm / magnetise our hips / techno to tectonic plates / when you touch me / I’m out my body«.
Omvendt lyder ‘Sink In’ med sit dominerende keyboardtema og de tunge trommeslag som en Whitney Houston-ballade fra midt-80’erne, men hele tiden synes konstruktionen at skride lidt under Tirzahs sensuelle, let manipulerede stemmeføring.
Foreningen af det fremmedgjorte og det menneskelige i samme sang er Tirzahs signatur og er perfekt forløst på ‘Beating’, der er inderlig r’n’b-ballade og døsig triphoppulser på én og samme tid.
»You got me / I got you / we made life / it’s beating«, synger musikeren ømt om kærligheden i familiens skød, men det er de små, knækkede detaljer som hostet under første vers og det susende lydspor, der tilfører sangen sit unikt intime Tirzah-præg.
På samme vis er ‘Sleeping’ en både rå og blid vuggevise med distortionguitar, studieskramlen og følelsesfulde fraseringer i modsætningsfyldt harmoni. Tirzahs porøst kontrollerede kærlighedssange har aldrig lydt smukkere end på ‘Colourgrade’.
Kort sagt:
Ligesom på Tirzahs debutalbum er der på ‘Colourgrade’ stor musikalsk og poetisk skønhed at høste for den opmærksomme lytter. Produktionerne flyder egenrådigt imellem triphop, r’n’b, noise og elektronisk musik og bindes sammen af Tirzahs intime tekster om kærligheden til familien.