10. Frank / Karl
De to veteraner fremviste deres fremmeste egenskaber ved aktionærmødet, hvor Frank mestrede kunsten at træde vande, og Karl elegant løb fra regningen (læs: scenelyset) som den kujon, han er – indtil der var gode nyheder at berette.
Som højtstående chefer tror de begge på, at CEO-titlen er inden for rækkevidde, men set udefra er det et dybt naivt håb. Selv Logan kan vel for pokker se, at to gamle, hvide mænd ikke er de mest oplagte frontfigurer for en virksomhed med overgreb på samvittigheden.
9. Connor
Connor stopper aldrig med at brillere ved sin idioti. Alligevel er han overbevist om, at han har en plads i familievirksomheden, senest med sit forsøg på at overtage ansvaret for kabel-tv i Europa – en prestigefuld chefstilling, som næppe tilfalder den mindst erfarne Roy-slægtning, der stadig lever i sin egen fantasiverden af præsidentdrømme.
Til gengæld formår Connor at presse sin familie så langt som muligt i forsøget på at få, hvad han vil have. En CEO-post bliver det nok ikke til. Men nu er Det Hvide Hus jo også snart up for grabs, så mon ikke han begynder at se mod grønnere græsgange …
8. Greg
Med omtrent lige så meget rygrad som en vandmand har Greg forsøgt at krabbe sig op ad magtstien – en kamp mod succes, der nu lader til at kulminere (nok rettere kuldsejle) med et søgsmål mod Greenpeace!
Greg har vist, at han formår at spille spillet, når det virkelig gælder, med sin skarpsindige opsnapning af bevismateriale mod sine familiemedlemmer – også selvom han gemte de tophemmelige dokumenter i en mappe rubriceret »kvitteringer« med en undermappe med titlen »hemmeligheder«.
Den ukuelige opportunist ramte bunden i ugens episode, hvor både bedstefaren og Kendall slog hånden af ham. Men hvis der er nogen, der kan krabbe sig tilbage fra ingenting, er det Greg.
7. Tom
Kan den mest tragiske figur i ’Succession’ vende skuden, eller vil han synke til bunds med krydstogtsafdelingen? Tom ser lukt ind i helvedes flammer med udsigten til fængselsstraf og tager i stigende grad desperate beslutninger for at holde sig oven vande – hans perverterede overvågning af Shivs cyklus står som seneste psykotiske påfund.
Han lader til at have droppet alle karriereambitioner, men det skulle ikke undre, hvis lykken alligevel ender med at tilsmile ham, når Logan på et tidspunkt skal honorere loyalitet. Tom har trods alt gjort et hæderligt stykke arbejde som formand for nyhedsflagskibet ATN.
En CEO-plads vil nok være et lidt for stort sats, men Tom har spillet på to fine heste i form af Logan – hvis »scepter« han var umådeligt tæt på i seneste afsnit – og Shiv, som begge godt kunne finde på at se hans vej, når forfremmelserne skal uddeles.
6. Kendall
Hvad foregik der mellem Stewy og Kendall, i timerne umiddelbart inden den fjendtlige virksomhedsovertagelse blev lagt på is under aktionærmødet? Indgik de en form for pagt uden om Sandy (og Sandi), som vi ikke blev indviet i?
Kendall virkede skråsikker på, at han havde en chance for at påvirke aktionærmødet, selvom han umiddelbart ikke formåede at gøre sig gældende – udover sit tåkrummende forsøg på at stjæle spotlightet med et hult øjebliks stilhed for ofrene for firmaets overgrebskultur.
Ser man forbi hans fejl og bragende daddy issues, er Kendall på papiret den mest oplagte af arvingerne – den eneste med reel erfaring med at styre et globalt mediekonglomerat. Skal han lykkes, er han dog nødt til at få sig nogle allierede, inden hans oprør løber ud i sandet.
Og så er det bare svært at tro på, at Kendall kan stå distancen, efter han gang på gang har ladet sit ego, sin arrogance og sit misbrug spænde ben for egne ambitioner og overtagelsesforsøg. Hvor selvsikker og smart-i-en-fart han ellers prøver at fremstå, er han let at aflæse som svag og vægelsindet.
Lad os heller ikke glemme, at han har en mands liv på samvittigheden. En episode, der næppe er færdig med at hjemsøge ham.
5. Sandy, Sandi & Stewy
Har den dynamiske udfordrertrio udspillet deres hånd, nu hvor en afstemning blandt aktionærerne er ude af billedet? Sandy tilbragte det meste af seneste afsnit som en hævngerrig, savlende »zucchini« i kørestol – ikke just det billede på en ny leder for en milliardvirksomhed, verden har lyst til at se.
Der er dog næppe tvivl om, at Sandi og Stewy stadig har et par kort på hænderne som henholdsvis Shiv og Kendalls potentielle allierede. Kan de mon finde fælles fodslag, hvis de får skilt sig af med Sandy, som mest af alt er ude på at ydmyge Logan?
4. Gerri
Selvom hun ikke har fået lov at skinne som midlertidig CEO, er Gerri uden tvivl den mest kvalificerede til topposten med sine mere end 30 år hos Waystar Royco. Vi ved det, hun ved det, Roman ved det. Alligevel er hun i øjeblikket hensat til lige dele marionetdukke for Logan og Shivs mest indædte konkurrent (forargelsen over at være blevet forbigået lægger sig nok ikke lige foreløbig).
Finder den kyndige forretningskvinde dræberinstinktet frem og udnytter Romans perverterede skoledrengsfantasi om hende til egen vinding i en uhellig alliance, ville hun muligvis kunne få lov at udøve den magt, der ret beset burde være hendes som CEO.
3. Rosinen
Vi ved det godt: Her er vi ude i et absolut sats. Men presset af, at ingen af de bærende karakterer lige nu virker som specielt ideelle eller sågar realistiske arvtagere til Waystar-tronen, er vi tvunget til at tænke i alternative baner.
Og er det ikke værd at overveje, at Logan Roy lige netop har gjort verdens mest mægtige mand arbejdsløs?
Det kan godt være, Logan har en indædt arvefjende i Sandy, men det må være vand mod en ekspræsident, der er tvunget ud af Det Hvide Hus som følge af en tv-moguls skamløse smædekampagne. Den runkne rosin må have hævn skrevet ud over folderne, og efter en tjans i det ovale værelse må man jo kigge sig om efter et andet magtfuldt job.
For out there? Næh, vi lægger bare to og to sammen.
2. Roman
Roman ’Slime Puppy’ Roy er nok den mest umodne af alle karaktererne i ’Succession’, hvilket ikke siger så lidt, når han mandsopdækkes af vægelsindede Greg the Egg. Alligevel har han på det seneste vist et talent for at levere, når han sættes under pres: Han formåede trods alt at tale med ’Rosinen’ i op til flere minutter uden at sige »fuck« en eneste gang!
Roman er uden tvivl familiemedlemmet med højest agtelse hos Logan i øjeblikket – måske fordi han gør alt for at prøve at tænke som sin far (»fuck ’em!« er stadig hans yndlingsfrase). Men Roman har faktisk også vist, at han har et moralsk kompas, når han – modsat Siobhan og Kendall – sætter foden ned, hvis intrigerne løber løbsk.
Det kan muligvis blive en hindring, særligt hvis man kobler det med hans generelle modvilje mod at lede firmaet, som han i virkeligheden er fint tilfreds med at lade Gerri bestyre. Og at egospillende Roman i sidste ende er komplet uegnet til at lede tusindvis af ansatte i en kompleks international organisation, er nok hævet over enhver tvivl.
Men skulle Logan pege på sin efterfølger i dag, ville Roman nok være familiens spidskandidat.
1. Shiv
Med nådesløs opportunisme og et stærkt forhandlergen fik Shiv lukket en afgørende aftale med Sandi (den talende udgave) ved det hæsblæsende aktionærmøde i Waystar Royco. Dermed fik hun en vigtig allieret i kampen om tronen i tilgift til en plads i bestyrelsen – ganske vist til Logans store utilfredshed.
Shiv fremstod i sæson 1 som den mest kompetente og mindst kyniske af Roy-arvingerne, men blev spillet ud på sidelinjen i sæson 2, så man næsten tænkte, at manusforfatterne sjoflede hende for meget. Men måske er det en del af deres større plan og udviklingshistorie for den næste Roy-generations eneste kvinde?
Selvom hun stadig viser svaghedstegn og måske mangler farens dræberinstinkt, tyder det mere og mere på, at hun er klar til at træde ud af sin fars skygge og forfølge sin egen dagsorden under dække af loyalitet.
Lige nu står Shiv med de bedste kort på hånden som potentiel arvtager, men hvis hun skal udfordre Logan (og tør hun overhovedet det?), kræver det, at hun får opbygget relationen til Sandi og vinder en majoritet i bestyrelsen.