Foals

Det har altid passet som hånd i handske, at den britiske kvintet Foals har geografiske rødder i den stolte universitetsby Oxford. Siden de debuterede i 2008 med det stærke album ‘Antidotes’ har der nemlig været et umiskendeligt intellektuelt præg over deres kringlede og math-influerede guitarrock.

På 2010-opfølgeren ‘Total Life Forever’ blev der dog skruet op for popelementerne, og gruppen famlede lidt rundt mellem to musikalske stole, hvor de ikke til fulde formåede at få summerne af enkeltdelene til at gå i vellykket dialog. Efter en tiltrængt pause har bandet nu atter fundet formen.

Læs anmeldelse: Foals ‘Total Life Forever’

Deres musikalske overskud og spilleglæde brænder igennem, og den snurrige mathrock og de mere poppede indslag synes at være mere i synk, end tilfældet var på forgængeren. Lyt bare til den sprælske førstesingle ‘Inhaler’, hvor gruppen i versene rytmisk slingrer adstadigt derudaf med boblende guitarlinjer tilsat et amputeret discobeat, inden de eksploderer i sønderrivende guitarsmadder i det hidsige omkvæd. Det er sgu rimelig tjekket at få to så aparte udtryk til at komplementere hinanden så fedt, som tilfældet er her.

På ‘Everytime’ leder versets afdæmpede inderlighed over i et iørefaldende omkvæd på smukkeste vis, mens kvintetten på den sugende ‘Milk & Black Spiders’ slipper fornemt fra at sovse omkvædet ind i tung udflydende synthflader.

Få indslag på albummet virker mindre interessante og endnu færre decideret mislykkede, så Oxford-drengene kan med ro i sindet lægge lommeregnerne tilbage i skoletaskerne. De musikalske regnestykker går mestendels op i en højere enhed.