Selvom Neil Young i første omgang tabte til Spotify og Joe Rogan, lader hans protest og efterfølgende boykot af streamingtjenesten på grund af spredning af misinformation til at have fået varig betydning for Spotify.
Søndag aften udsendte Spotifys grundlægger og direktør Daniel Ek en pressemeddelelse, hvor han varslede, at streamingtjenesten vil tilføje corona-mærkning på alle podcastepisoder omhandlende pandemien.
Her vil lytterne have mulighed for at finde fakta om sygdommen fra »pålidelige kilder«. Noget lignende har man set på sociale medier, der tilføjede en tilsvarende funktion for lang tid siden.
Spotify har været i strid modvind, siden Neil Young i sidste uge anklagede den kontroversielle podcastvært Joe Rogan for at sprede misinformation om covid-19 til Spotifys lyttere.
Han gav streamingtjenesten et ultimatum: Enten skulle de fyre Rogan, der står bag en af verdens mest populære podcast, ellers ville han trække sit musikkatalog fra streamingtjenesten.
Spotify tog Rogans parti, men flere andre musikere tilsluttede sig Youngs boykot i solidaritet, blandt andet legenden Joni Mitchell, mens hashtagget #cancelspotify begyndte at trende på Twitter.
Youngs kritik kom, efter at 270 personer –blandt andet læger, professorer og folk fra sundhedssektoren – havde underskrevet et åbent klagebrev, hvor de kritiserede ‘The Joe Rogan Experience’ for gentagne gange at sprede misinformation om covid-19.