Søndag aften fik den fjerde sæson af ‘Borgen’ premiere hos DR, og med Sidse Babett Knudsen og co.’s nye strabadser følger også en frisk titelmelodi, som August Fenger Janson har lavet.
Du kender måske bedst August under kunstnernavnet Eloq, men i sit virke som film- og seriekomponist arbejder han altså under sit fødenavn.
August Fenger Janson har faktisk lavet hele soundtracket til det nye ‘Borgen’ – musikken bliver udgivet samlet til april, når hele sæsonen har været vist på tv.
Titelmelodien ‘Power & Glory’ er dog kommet på streaming nu, og der er tale om et yderst velkomponeret og dramatisk stykke musik, der kombinerer ‘Squid Game’-åndedræt og dystre korstemmer med klaver og nogle dybe strygere, der vækker minder om Ramin Djawadis arbejde på både ‘Game of Thrones’ og ‘Westworld’.
August Fenger Janson har tidligere lavet musik til Netflix-serien ‘The Rain’ som en del af AV AV AV, mens han i eget navn har lavet musikken til serien ‘Chosen’, som for nylig havde premiere – også på Netflix.