Sexbåndets historie er lang og indbringende – for nogle

’Pam & Tommy’-serien skildrer fortællingen omkring et af de mest omtalte sextapes. Men sexbåndets historie er større and Pamela Anderson og Tommy Lee. Og har udviklet sig en del gennem årene, fra det fuldbyrdede overgreb til en frivillig vej mod penge og berømmelse.
Sexbåndets historie er lang og indbringende – for nogle
Lily James og Sebastian Stan i 'Pam & Tommy' (Foto: PR)

Pamela Anderson og husbonden Tommy Lees romantiske samkvem var den mest omtalte omgang videosex i slutningen af 1990’erne. Her kunne sexikonet, der prydede utallige teenageværelser, ses på den måde, som det hidtil kun havde været fantasien, der kunne facilitere.

Og med det spirende internets hastige udvikling i 90’erne endte det hurtigt med, at alle, der ville se det kendte par have sex, havde gjort det.

Men de færreste celebtrity sex tapes er lavet, så hele verden kan sidde og glo med. De indfanger et intimt øjeblik, der som regel kun skal deles med de(n) udvalgte.

I den nye serie ’Pam & Tommy’ på Disney+ får vi historien bag Anderson og Lees sexbånd – og hvordan det blev lækket til offentligheden.

Serien prøver i høj grad at vende blikket mod Pamela Anderson som offer for forbrydelsen og for offentlighedens sexistiske blik.

Og dermed indtager sextapet som fænomen igen dagsordenen – som det har gjort adskillige gange over de seneste årtier.

Men hvad er de væsentligste konturer i er sexbåndets historie?

Rob Lowe ud i kulden

De tidligste sexlæk var de pure rygter.

I 1952 afgav skuespiller og sexikon Marilyn Monroe forklaring ved en domstol i L.A., hvor to mænd var tiltalt for forsøg på at sælge usømmelige billeder af Monroe og to andre kvinder. Selvom der ikke var noget hold i sagen, skabte det alligevel grobund for rygter, og nogle insisterer da også på, at der i et pengeskab et ukendt sted findes en strimmel, hvor man ser Monroe udøve oralsex på en anonym mand.

Teorierne på nettet spænder fra, at det alt sammen er fup, til at Monroe er sammen med en af Kennedy-brødrene på billederne.

Sexbånd blev dog først et reelt fænomen i 1980’erne, for det kunne simpelthen ikke lade sig gøre at lave nemme og hurtige kopier af de eskapader, der måtte være blevet foreviget på Super 8mm-kamera inden da.

Men med 80’ernes teknologiske fremskridt indtræf også de første rigtige kendte sexbåndsskandaler.

Rob Lowe i 1992 (Foto: Paul Harris/Getty Images)

Før Rob Lowe vandrede gangene tynde i ’The West Wing’, var han en af de hotteste nye gutter i Hollywood i 80’erne. Lige indtil han i 1988 havde sex med to kvinder på et hotelværelse – og optog det.

Kvinderne smuttede med 200 dollars, nogle piller og båndet, mens Lowe var i bad. Den ene kvinde var 16 år gammel. Og selvom den seksuelle lavalder var 14 i staten Georgia på det tidspunkt, måtte den dengang 24-årige skuepiller i hvert fald ikke filme sex med en person under 18. Da offentligheden fik nys om og syn for sagen, røg den ellers fremadstormende stjerne i Hollywoods skammekrog de næste år.

Forløbet minder en del om, hvad der sker for Pamela Anderson i 1996, som man kan se i ’Pam & Tommy’, om end ikke på samme niveau.

For der var i lang tid en ublu udskamning af de kvindelige medvirkende i sextapes, en tendens, der fortsætter ind i det nye årtusinde.

Reality-stjernernes indtog

Ved de tidlige sexbånd gjaldt det oftest, at det var tilfældigheder eller tyveri, der var skyld i, at de røg ud i offentligheden.

Men meget skulle ændre sig de kommende årtier.

Og hvor Pamela Andersons var 90’ernes ikon, overtog Paris Hilton og Kim Kardashian batonen i henholdsvis 00’erne og 10’erne.

’One Night in Hilton’ udkom i juni 2004, umiddelbart efter Hiltons gennembrudsreality-serie ’The Simple Life’ havde premiere i december 2003. Til sammen katapulterede det hotelarvingen til verdensstjernestatus og var i høj grad med til at lægge fundamentet for hendes forretningsimperium.

Det gav hende dog også et stigma som »hende den kendte, der lavede porno« – et stigma, som også hang ved Anderson og Kim Kardashian, der fik sit sexbånd med musikeren Ray J udgivet i 2007.

’Kim Kardashian Superstar’ var vitterligt fødslen af en stjerne. Og præcis som sin tidligere arbejdsgiver Paris Hilton formåede Kardashian – og hele klanen med mama Kris som superagent – at skabe et brand, der er vokset større, end nogen havde troet muligt tilbage i ’07.

Kim Kardashian. (Foto: Roy Rochlin/Getty Images)

Men at sexbåndet samtidig er et prædikat, som ikke går væk lige med et samme, reflekterede Kardashian over i et interview med Oprah Winfrey i 2012.

»Jeg er ikke naiv. Det er jo mere eller mindre sådan, jeg blev introduceret til verden. Men det var på en negativ måde, så jeg følte, at jeg var nødt til at arbejde så meget hårdere for at få folk til at se den rigtige mig. Jeg følte mig ydmyget«.

Lykkeknepperne

Der er dog en vigtig forskel fra Kardashian til Lee/Anderson-lækket. Kardashians bånd blev udgivet af det prominente pornoselskab Vivid og ikke gennem suspekte bootlegvirksomheder.

Vivid er et legitimt firma, som også fik forhandlet frigivelseskontraker på plads med de medvirkende. Kardashian fik et millionbeløb, for at selskabet måtte udgive videoen og modtager stadig den dag i dag royalties – dog peanuts i det samlede regnskab for hele hendes milliardimperium.

Perioden 2005-2015 er på sin vis ’den gyldne æra’ for celebrity sextapes.

Colin Farrell, den malaysiske sundhedsminister Chua Soi Lek og countrysangeren Mindy McCready er bare nogle af de kendte mennesker, hvis lagengymnastik blev stillet til offentligt skue.

Og så var der dem, der blev inspireret af den berømmelse og de pengebeløb, som især Kardashian fik for sit. C- og D-liste-kendte udgav i en lind strøm sextapes i håb om hurtige penge. Som realitystjernen Farrah Abraham, der lavede et falsk sextape med pornostjernen James Deen, men prøvede at få det til at se ud, som om det var et uheld, seancen var røget ud til offentligheden.

Den manglende kendisfaktor og et overmættet marked qua det stigende udbud af internetporno gjorde dog, at der ikke længere var så meget at hente.

Hulk Hogan. (Foto: Dimitrios Kambouris/Getty Images))

Det mest nævneværdige bånd i denne periode handler om pro-wrestleren Hulk Hogan. Et overvågningsbånd, hvor han har sex med sin vens kone (vennen siger på båndet, at de må hygge sig, og forlader soveværelset, blev genstand for et massivt søgsmål. Sladdersitet Gawker havde postet flere klip fra videoen og, ifølge Hogan, lækket fortrolige retsdokumenter, hvor wrestleren udtaler sig racistisk.

Gawker blev kendt skyldig og gik kort tid efter konkurs. Dommen fungerede som en reminder til andre gossipsites om, at det ikke er uden konsekvenser at snage (for) dybt i kendtes privatliv.

Samtidig var der sket to andre markante hændelser, som tog al opmærksomheden fra de gammeldags sextapes.

Nu på OnlyFans

31. august 2014 blev en række billeder og videoer frigivet på imageboardet 4chan.

The Fappening eller Celebgate, som det blev kaldt, var et hack af en række kendtes iCloud-kontoer, og hvad end deres mobiler havde syncet op med skyen, var nu hele internettets eje.

Jennifer Lawrence, Kirsten Dunst, Emma Watson, Kylie Jenner, Anna Kendrick og Amanda Seyfried var blandt de skuespilstjerner, der blev ramt.

Nu ryger både nye og gamle sextapes på internettet. Og i dag er de lange videoer sjældne. Folk er blevet tvunget til at tage deres forholdsregler. Kevin Hart blev for et par år siden forsøgt afpresset, men det løb ud i ingenting, og så sent som i januar føj det rundt med rygter om, at der var en nyt sextape med Kim Kardashian undervejs – eller rettere nye optagelser fra det gamle. Men om det havde noget på sig eller bare var endnu en del af det tiltagende grimme brud mellem Kardashian og Kanye West, står stadig hen i det uvisse.

Der er heller ikke den store risiko for, at Jennifer Lopez’ sagnomspundne sexbånd med eksmanden Ojani Noa finder vej til nettet, da det amerikanske retssystem har slået hårdt ned på hans forsøg på at tjene en skilling på deres tidligere forhold.

Og med OnlyFans og lignende tjenester er der nu kommet en platform, hvor celebs af forskellige grader kan servicere deres fanskare med diverse former for billede eller videomateriale – helt selvvalgt.

Men vi har nu alligevel nok ikke for sidste gang set en alt for intim video stjæle internettets opmærksomhed.

’Pam & Tommy’ kan ses på Disney+.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af