’Pam & Tommy’: Hvem spurgte Pamela Anderson? Ny serie om famøst sextape er forbløffende
»Pamela Anderson – den mest downloadede person i verden«.
Jeg sad med Guinness Rekordbog 2000. Blandt mennesker med usædvanligt lange negle og slangehud lyste Pamela op som en mytisk figur. Selv – eller måske særligt – for en otte-niårig dreng. Hvad, der lå bag titlen »den mest downloadede person«, var underordnet.
Men den titel er isbjerget, som miniserien ’Pam & Tommy’ dykker ned under til både underholdende og tankevækkende effekt.
Serien starter ved det mytologiserende mandlige blik på Pamela. Rand Gauthier (Seth Rogen) hedder elektrikeren, hvis underkuede og irriterede gaze vi følger i første afsnit. Rand arbejder i 1995 på at renovere Pamela Anderson (Lily James) og Tommy Lees (Sebastian Stan) excessive kærlighedsrede i LA. ’Baywatch’-stjernen er begrænset til en sfærisk skikkelse i baggrunden. Tommy fylder alt som Rands onde ånd.
Ét er, at Tommy er sløv til at udbetale løn. Noget andet er, at den overtatoverede Mötley Crüe-trommeslager med sin bøvede bøllementalitet tryner og truer Rand. Et gevær for panden er dråben for Rand. Rand beslutter sig for at stjæle stjerneparrets pengeskab. Blandt våben og smykker opdager Rand videokamerabåndet med de eksplicitte optagelser fra parrets bryllupsrejse.
Rand har en fortid i pornobranchen og viser båndet til den lumske producent Uncle Miltie (Nick Offerman). I stedet for at føre denne farlige ring til Mordor eller gøre andre noble gerninger sætter de sig for at få Pam og Tommys private favntag ud til masserne og score den store gevinst. Men hvordan gør man det, når ingen selskaber vil distribuere filmen?
Perspektivet flyttes nu, og vi er med, da Pam og Tommy første gang møder hinanden. Veninderne advarer om, at »he’s trouble«. Pam med en fortid med voldelige mænd lader sig drive af sin romantiske motor. Skabelonen fra ’West Side Story’ og ’Grease’ og den varme lyd fra Motown vikles ind i kitsch og dårlig eurodance på dansegulvet. Og en fremstilling af, at Tommy drugger Pam.
Pludselig er musikken væk. Det ellers så dynamiske kamera stopper op. Pam og Tommy fremviser på skift deres største ’aktiver’ til gensidig beundring. »He’s beautiful«, udstøder Pam, mens kameraet tilter ned på Tommys imponerende javert. De kæler hinanden i jacuzzien til Donavans kuldegysende ’Hurdy Gurdy Man’. Det her er forkert eller i hvert fald aparte. Den campede groteskhed peaker, da Tommy efterfølgende bedyrer forelskelsen i Pam over for sin selvstændige dæmon mellem benene (med stemme af Jason Mantzoukas).
Penisdialogen og scenerne forinden danner en nøglesekvens for tonen i første del af ’Pam & Tommy’. Instruktøren Craig Gillespie er en mester i at balancere på det karikerede meta-overdrev. For som i hans glimrende ’I, Tonya’ overskygger de lækre Scorsese-imiterende kamerature og hurtige panoreringer og den tidstypiske playliste kun sjældent for seriens egentlige kerne, tragedien om et kvindeligt karaktermord i offentligheden.
Seriens Pamela ligner på mange måder filmens Tonya Harding. Et stærkt drømmende og optimistisk sind, der gang på gang bliver dikteret og holdt nede af sin mand og af medierne og samfundets (mandestyrede) blik på rammerne for en kvinde med en bestemt social baggrund eller store silikonebryster.
Sammen står de to celebre skandaleværker som flashy og alligevel rammende kapitler i fortællingen om mediernes og den digitale udvikling i 90’ernes USA. Om hvordan vi pludselig skulle omstille os til at leve i et globalt informationsfællesskab, hvor spillereglerne og privatlivets grænser først skulle prøves frem. ’Pam & Tommy’ strækker sig over årene 1995-1998. Efterspørgslen på sexvideoen bliver således sin egen udviklingshistorie over internettets eksplosive vokseværk i de år.
Britiske Lily James er uigenkendelig i titelrollen. Bag den imponerende maske og de kunstige attributter skaber hun i specielt seriens anden halvdel et levende og komplekst karakterportræt. Pam drømmer sig væk i ’Sleepless in Seattle’, men ser uheldigvis ridderen på den hvide hest i rodløse rockstjerner. Forbilledet er Jane Fonda, der gik fra ’Barbarella’ til politisk aktivist og fitness-ikon.
Pam er ikke perfekt. Hun har måske endda lidt dårlig smag. Hun er et menneske med ret til at blive taget seriøst og respekteret. Men vi føler virkelig med hende, hver gang hun forsøger at forklare Tommy og andre mænd, hvorfor videoens virale spredning skader hende som kvinde langt mere end Tommy.
»People will think you are cool. They will be high-fiving you in the street. Me, I’m gonna be looked at like a slut«, understreger Pam på et tidspunkt, mens Tommy symptomatisk svarer, at mændene ikke ser noget, de ikke har set før med reference til Pams poseringer i Playboy. Blikkene fra det mandlige hold bag ’Baywatch’ og de perfide jokes fra talkshow-værten Jay Leno vidner om, at Tommy ikke fatter en dyt.
Tommy er i Sebastian Stans gestaltning en umoden og uforbederlig idiot. Hans druk og destruktive handlinger bliver aldrig undskyldt. Serien sørger dog for at give ham psykologisk motiv som en frustreret hasbeen med et såret hjerte, hvis glorværdige glam metal-80’ere er en joke i øjnene på tidens grunge- og riot grrrl-ungdom. Ynkelig, men aldrig ufarlig, når han gang på gang overbeviser Pam om, at det er dem mod resten af verden.
Serien tredje hovedfigur, Rand, blev i virkeligheden en taber i det samlede spil, og trods en fin desperat undermålerpræstation fra Seth Rogen går karakteren også i glemslen flere gange for pludselig at kræve opmærksomhed. Manuskriptforfatter Robert Siegel har formentlig stirret sig blind på strukturen i Amanda Chicago Lewis’ Rolling Stone-artikel, der danner forlæg. Her fungerede konspirationsteoretikeren Rand med pornoaliasset Austin Moore som bizar indgangsvinkel til den famøse sag.
Til gengæld er det forbløffende, hvordan Siegel får klemt pornoindustrien og nyhedsmediernes digitale formskifte, et juridisk forløb om privatret og it-boblen ind i seriens godt seks timer i parallelle og krydsende spor med Pam og Tommys eskapader og rutsjende kærlighedsforhold.
’Pam & Tommy’ er et rasende underholdende tidsbillede om 90’erne, der umiddelbart glider let ned for så at ramme tungt i ekkoet fra Pamelas enkelte magtesløse udbrud og desillusionerede blikke. Det er historien om mennesket, man gjorde fortræd. Indtil da stod hjemmevideoen blot som symbolsk kim til 00’ernes dominerende drengerøvskultur med mandeblade, ’American Pie’-kloner, celebrity sex tapes, downloadet porno på Limewire, komikere med misogyne jokes med mere.
Der var formentlig ingen, som spurgte Pamela Anderson, om hun havde lyst til at blive kåret som den mest downloadede person i 2000. Dengang gjorde man det bare.
Kort sagt:
Miniserien ’Pam & Tommy’ starter som kulørt rundfart gennem sagaen om kendis-sexvideoen, der bragte os ind i den digitale tidsalder. Men gradvist tegner serien et tragisk skær over Pamela Anderson som symbolsk offerlam for et skævvredet blik på kvinder, vi som små og store samfund først nu er begyndt at få øjnene op for.
Anmeldt på baggrund af hele serien.