XXXTentacion vipper Drake af pinden med ny Spotify-rekord

XXXTentacion vipper Drake af pinden med ny Spotify-rekord
XXXTentacion. (Foto: PR)

Knap fire år efter sin alt for tidlige død fortsætter XXXTentacion med at skrive historie.

Ifølge Chart Data har den afdøde rapper netop vippet Drake af pinden i kampen om pladsen som det meste streamede hiphop-album i Spotifys historie.

XXXTentacions andet studiealbum ‘?’ er nu det mest streamede hiphop-album nogensinde på platformen, mens Drakes ‘Scorpion’ følger lige i hælene. Ifølge Chart Masters er de to album blevet hørt henholdsvis 7,884 milliarder gange og 7,883 milliarder gange, så det er marginalerne, der adskiller dem.

Der er en vis ironi i, at det er XXXTentacion, som overgår Drakes storhittende album. I 2017 beskyldte Soundcloud-rapikonet nemlig Drake for at stjæle hans flow fra ‘Look At Me!’ på sangen ‘KMT’.

Der er stadig lang vej mod toppen af listen over de mest afspillede album på tværs af genrer. ‘?’ indtager i øjeblikket en ottendeplads på den samlede liste, mens Ed Sheerans ‘÷’ troner på førstepladsen med 11,5 milliarder afspilninger.

‘?’ blev udgivet i marts 2018 og endte med at blive XXXTentacions sidste album, da han blev dræbt juni samme år i et røveri foran en motorsportsbutik i Florida. Han blev 20 år gammel.

Vores anmelder skrev om albummet, at XXXTentacion »sprænger hiphopgenren i tusind stykker« og at ‘?’ stadfæstede hans status som sin generations vigtigste stemme.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af