‘Dopamin’: Josefine Frida er det eneste, der redder dansk serie fra katastrofen
Det danske hospitalsdrama ’Dopamin’ har et es i ærmet: norske Josefine Frida, kendt fra rollen som Noora i ’Skam.’
Her spiller hun den nye sygeplejerske på afdelingen, Ida, hvis ankomst sætter gang i et professionelt og personligt drama.
Vores hovedperson, Maiken (Amalie Dollerup), er forlovet på tredje år med sin smukke lægekæreste, Jacob (Jonathan Harboe), der med kirurgambitioner prioriterer arbejdet over alt andet, også deres parforhold. Maiken er en stabil og regelret sygeplejerske uden særegne karakteristika. Hun passer pligtskyldigt sin demenssyge far og spiser sushi med sin lige så ufarlige kollega, Anette (Ellen Hillingsøe).
Ida er Maikens modsætning. Ved deres første møde smider hun frit trøjen i lagerrummet for at prøve sin uniform og blotter sin knaldrøde blonde-bh, upåvirket af Maikens paniske blufærdighed og Jacob, som kommer ind i rummet. Lige så hurtigt får Ida imponeret hele hjerteafdelingen, da hun på en af sine første arbejdsdage genopliver en patient med hjertestop.
Ovenikøbet viser Ida sig at være en festabe uden lige, der gerne drikker igennem på hverdage.
Maiken bliver opslugt af Idas karismatiske væsen, og hun får snart smag for at prøve grænser af. Pludselig møder hun på arbejde med tømmermænd, fniser i krogene med Ida og snaver med kæresten i taxaen. Der sker mystiske dødsfald på hospitalet, men i lang tid er det primære fokus på Maikens udvikling med Ida som slyngveninde, selvom det ikke for Maikens del bliver vildere, end den mest vanilla-trekant jeg har bevidnet.
Undertiden opbygges en mistanke mod Ida, som viser sig manipulerende og intrigant som tredjehjul til Maiken og Jacobs parforhold. Den samme seance gentager sig flere gange, med en mikroskopisk udvikling.
Samtidig pensles alle intriger så meget ud, at ingen kan være det mindste i tvivl om, hvad alle gør og tænker, og allerede fra starten er man bevidst om, hvad det er for et ’vildt twist’, der venter.
Plottet halter mildest talt, ikke mindst krimidelen, hvor hjerteafdelingen ikke for alvor gider følge op på sagerne om den åbenlyse stigning af hjertestop. Den eneste, der handler, er Anette, der fremstilles som en irriterende fluekneppende hystade i stedet for et sympatisk og helt menneske. Alle andre er som bedøvede af apati.
Man kommer aldrig til at holde af nogen af hovedpersonerne. Amalie Dollerups og Jonathan Harboes skuespil er uengageret. Der er ingen kemi mellem dem, og det er svært at tro på, at de to mennesker nogensinde har været forelsket.
Men mest bebrejder jeg serieskabernes komplet manglende interesse for de kvindelige karakterer. Ida er hyperseksualiseret på en ubehageligt male gaze-agtig måde. Maiken er sød og dygtig som sygeplejerske, men med smerteligt ringe dømmekraft privat. Man bliver aldrig tilbudt en mulighed for at forstå, hvorfor en ambitiøs mand som Jacob skulle være interesseret i hende. Som var hun en lænke om foden, har man ikke ondt af hende, når han flirter med andre kvinder.
I en serie, der kalder sig selv et »psykologisk drama«, er det ikke okay med så bevidstløst et karakterarbejde. Og naturligvis er de fremtrædende mandlige roller lægen, chefen og politimanden.
Jeg kan ikke finde noget godt svar på, hvorfor Martin Winther, Malthe Koch, Christian Vangsgaard har lyst til at fortælle denne historie, eller hvorfor de har følt, at de var i stand til det.
Josefine Frida formår helt mirakuløst at beholde et glimt i øjet og en vis energi. Det gør det muligt at udholde serien, men er ikke nok til at forsvare den.
Kort sagt:
Josefine Frida er den eneste, der redder det dovne og problematiske hospitalsdrama ’Dopamin’ fra at være en total katastrofe.