‘The Void In Us’: Din minimalisme bør du finde andre steder end hos Senso, Danmarks nye supergruppe
»Fly like Howard Hughes«, lyder opfordringen i omkvædet på ‘Angel View’, det storladne åbningsnummer på Sensos debutalbum ’The Void In Us’. Hvis der er noget, den danske supergruppe gør, så er det at løfte sin lytter op i de helt høje musikalske luftlag med en selvtillid, der kunne sidde i brystet på den excentriske amerikanske flypioner.
‘The Void In Us’ besynger det eksistentielle tomrum efter et tab med en lyd, der slår hul i loftet ved at kombinere atmosfæriske beats og lysende keyboardtoner med stejle guitarflader og en frygtløst himmelstræbende vokal. Alene den velvilje over for det storladne udløser point i min bog. At Senso så også forløser de høje ambitioner med en stribe virkelig stærke popsange, er naturligvis et ekstra plus.
Senso kiggede første gang frem fra undergrunden sidste år med ep’en ‘Drifter94’. Siden da har både band og lyd fået vokseværk; frontmand Jens Konrad fra den elektroniske duo Lyra Valenza bakkes nu op af medlemmer fra rockbandet Josiah Konder (Albert Hertz), krautbandet Lød (Mads Uldum), postpunkgruppen Deadpan (Sofie Westh) og Personal Assistant (Oliver Nehammer).
Kvintettens forskellige musikalske erfaringer manifesterer sig på ‘The Void In Us’ i en energisk, følelsesfuld og potent poprock, der kunne have fremstået opstyltet med sine store armbevægelser, men i stedet lander et lige tilpas både opfindsomt og tilgængeligt sted.
Som februarsinglen ‘Is It True’ satte en fed streg under, har Senso talent for at skrive store popomkvæd med produktioner, der hovedsageligt trækker på 80’ernes rumklangsmættede mainstreamrock med masser af catchy keyboards og inderlige vokalharmonier. Men samtidig er der noget tidløst over Sensos univers; måske fordi grundkomponenterne er længselsfulde følelser tilsat iørefaldende melodier.
‘Better’ har en høj puls og et naivt, medrivende keyboardtema, imens ‘Arrows’ imponerer med de mange dynamiske skift i lydbilledet, frembragt af blandt andet en strygersektion og Lola Hammerich på guitar. ‘Everywhere I Go’ viser med sit housepiano en mere dansabel side af Senso, blot for at munde ud i endnu et dramatisk strygertema tilsat håndklap.
Debutalbummet kommer hele følelsesregistret igennem, omend en melankolsk stemning hviler over de højtragende popsange og forhindrer dem i at kamme over i overstyret sentimentalitet.
‘Haven’t Got a Clue’ og ‘Another Place’ udgør en flot finale, sidstnævnte med en episk opbygning – fra versets akustiske guitar til det brusende omkvæds forvrængede guitarfigur, inden det glider over i det instrumentale titelnummers fine lille epilog. Din minimalisme bør du nok finde andre steder end hos Senso.
Kort sagt:
Den danske supergruppe Senso imponerer på sit debutalbum med en energisk, følelsesfuld og potent poprock, der trods sine store armbevægelser er mere tilgængelig end opstyltet.