‘Yellowjackets’ sæson 2 starter optagelserne om få måneder

‘Yellowjackets’ sæson 2 starter optagelserne om få måneder
Melanie Lynskey, Tawny Cypress, Juliette Lewis og Christina Ricci i 'Yellowjackets'. (Foto: Kailey Schwerman/Showtime)

Et af de største watercooler-seriehits inden for det sidste år har ubetinget været ‘Yellowjackets’, hvis popularitet pludselig eksploderede i vinter.

Showtime-serien fortæller den hårrejsende historie om et pigefodboldhold, der styrter ned med et fly langt ude i den amerikanske ødemark, hvor de må ty til desperate metoder for at overleve.

‘Yellowjackets’ sprang mellem fortid – midt-90’erne – og nutiden, hvor vi mødte en håndfuld af pigerne som voksne kvinder (Melanie Lynskey, Christina Ricci, Juliette Lewis, Tawny Cypress), der kæmper med traumerne. Og som har svoret, at de aldrig vil fortælle en sjæl, hvad der i virkeligheden skete i vildnisset, hvor pæne piger blev til brutale jægere …

Serien affødte et hav af fanteorier på Reddit, og sluttede på en næsten ulideligt spændende cliffhanger, der skreg på en sæson to ASAP.

Den får vi da også – men vi må vente lidt endnu.

I et interview med Variety fortæller showrunnerne Ashley Lyle og Bart Nickerson, at de regner med at påbegynde optagelserne i sensommeren. Manuskriptet er således stadig i udviklingsfasen, men duoen afslører, at arbejdstitlen for sæsonen er ‘The Winter of Their Discontent’ – en reference til den famøse replik i Shakespeare-tragedien ‘Richard III’.

Sæson 2 kommer til at udforske pigernes skæbnesvangre vinter i skovene, men eftersom der filmes om sommeren, vil det ifølge showrunnerne kræve »ægte filmmagi«, at skabe de sneklædte vider.

En premiere er endnu ikke fastlagt, men tidligere har det lydt, at Showtime stiler efter at få serien ud inden nytår.

‘Yellowjackets’ sæson 1 kan ses på Paramount+ herhjemme.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af