KOMMENTAR. »What. The. Fuck.«, udbryder jeg måbende efter at have set næstsidste afsnit af ’Yellowjackets’.
Afsnittet med den knap så muntre titel ’Doomcoming’ er bogstavelig talt et bizart syretrip, og da det slutter, vender jeg mig resolut mod min kæreste for at konstatere, at det her er det vildeste, jeg længe har set.
To minutter efter sidder jeg på Reddit for at læse om fanteorier, hvilket jeg åbenbart fortsætter med indtil to timer efter min sengetid.
’Yellowjackets’ har nemlig dén effekt. Der, hvor du frådende sluger ugens afsnit, og straks iler online for at bruge en halv dag på at se, hvad alle andre fans har af teorier.
Og det bedste af det hele? Du kan stadig nå ombord, inden serien stikker helt af.
Fra fodboldhelte til kannibaler
Men lad os lige starte med det grundlæggende. ’Yellowjackets’ handler om et succesfuldt skolefodbold-pigehold i 1996, der er på vej til de nationale mesterskaber, da de styrter ned i den canadiske vildmark (ja, ’Lost’-fans, det hele starter med et flystyrt).
Her kæmper teenagepigerne for overlevelse. Ikke kun imod elementerne, men også med sig selv, hinanden og ikke mindst deres kannibaltendenser, inden de bliver reddet 19 måneder senere.
Sideløbende følger man de overlevende i moderne tid, altså 2021. Der er junkien med en forkærlighed for sit jagtgevær, den succesfulde politiker med dystre blackouts og den hjemmegående husmor med lidt for imponerende evner, når det kommer til at flå en kanin.
25 år efter det tragiske styrt dukker de overlevende – i hvert fald dem, vi kender til – på besynderlig vis atter op i hinandens liv, og så ruller bolden. Den meget bizarre, gådefulde og (måske) overnaturlige bold.
’Lost’ anno 2022
Der er altså to tidslinjer og dermed dobbelt så meget mystik omkring, hvad dælen vi som publikum egentlig er vidner til. For det fremragende ved ’Yellowjackets’ er ikke det, vi ser, men det, vi tror, vi ser.
Hvad betyder det mystiske symbol, som de unge piger støder på i vildmarken? Hvem er kvinden i træet, der hjemsøger en af hovedpersonernes lille søn? Og hvor langt er teenagepiger egentlige villige til at gå for at beskytte sig selv og deres BFF?
Svarene har ingen af os. Og netop derfor har ’Yellowjackets formået at opbygge et kultfølge, der siden seriens absolutte højdepunkt, det niende afsnit ’Doomcoming’, er eksploderet på dele af internettet.
På Twitter har den virale popularitet fanget folk som Seth Rogen og Stephen King, som i rosende vendinger fremhæver overlevelseshistorien, imens rapper Vince Staples har store spørgsmål om de unges skæbner.
Hos Reddit, som er blevet det helt store samlingssted for seriens entusiastiske fans med knap 34.000 medlemmer, er der nu et engageret forum, der lystigt diskuterer alle hints og oversete detaljer.
Og selvom antallet af medlemmer er forholdsvist lavt, da serien først for alvor er begyndt at skabe en buzz online den seneste måned, er volumen af diskussioner ikke til at tage fejl af. Således er et opslag om finaleafsnittet i skrivende stund oppe på mere end 10.000 kommentarer.
Har man alderen med sig, vil det vække minder om ’Lost’, der med sit kringlede (og ofte tvivlsomme) plot kultiverede teorier og fanspekulationer i sådan en grad, at det aldrig er blevet overgået.
Seriens kultfølge fik sit helt eget liv, og for de seere, der holdt ud igennem alle seks sæsoner, føltes den næsten som om, den til sidst var skrevet som en buffet for de mange dedikerede, men også fanatiske følgere, der uge efter uge prøvede at stykke brikkerne sammen.
Fænomener eller sammenbrud?
Det samme gør sig gældende med ’Yellowjackets’, hvor det igennem første sæsons ti afsnit ikke så meget ender med at handle om, hvordan de unge kvinder overlever i vildmarken, men derimod hvad det ender med at gøre ved dem.
Anderledes end ‘Lost’ er det dog, at der ikke nødvendigvis er overnaturlige kræfter på spil.
Der lægges derimod op til, at vi som publikum godt nok gætter løs, men stadig holder os inden for en ganske virkelig referenceramme, som de fleste af os kender til, nemlig det at være teenager.
Derfor spiller serien heller ikke så meget på at lade fantasien slippe løs ud i det overnaturlige, men lader os i stedet teoretisere ud fra vores egen erfaring, hvilket blot gør hele oplevelsen så meget mere brutal.
For når spliden mellem teenagepigerne vokser måned for måned, og afgrunden mellem dem tydeligvis bliver dybere, virker det faktisk slet ikke så urealistisk, at de begynder at se syner som en slags forsvarsmekanisme.
Som seriens skabere, Ashley Lyle og Bart Nickerson, fortæller til Slate:
»Der er folk, som har haft det, vi vil kalde overnaturlige oplevelser, og der er tolkninger af de oplevelser, som enten er spirituelle eller psykologiske«, sagde Nickerson. »Det er bevidst, at vi i serien gør det så uvist, fordi denne slags ting er uafklarede for os som mennesker«.
En 90’er-drøm
Det er netop det, der gør ’Yellowjackets’ så fremragende. For én ting er, at det lige nu fostrer et über-loyalt og overraskende ugiftigt følge online, der konstant disker op med nye teorier og memes, når det hele bliver lidt for alvorligt.
Men serien – og ikke mindst folkene bag den – er også bevidste omkring det tomrum, som ’Yellowjackets’ har potentiale til at udfylde efter ’Lost’. En fordel, som ’Lost’ i starten ikke kunne nyde godt af.
For selvom stregerne til en vis grad kridtes op, så historien om de fortabte piger ikke kører fuldstændig af sporet (hvilket var det, der endte med at spænde ben for ‘Lost’), er vi aldrig 100 procent sikre på, hvad der faktisk sker.
Og det er i den zone, fyldt med mystik og okkulte undertoner, at ’Yellowjackets’ drager os mod et virvar af spekulationer, som vi glædeligt fortaber os i.
Og så er vi altså bare nødt til at nævne, hvordan serien bindes sammen af en gennemført 90’er-ånd og kvinder, der bare ikke giver en fuck.
I de voksne hovedroller finder man blandt andet Juliette Lewis og Christina Ricci, der begge havde deres første storhedstid i 90’erne. Nu får de et fortjent comeback, hvor duoen er så veloplagt, at kemien brænder hul i skærmen.
De flankeres af et lige så tidsrammende soundtrack med kunstnere som Portishead, Alanis Morissette og PJ Harvey, hvilket blot understreger, hvordan serien for mange vil være en sentimental tidskapsel drevet af feministisk råstyrke, som slår krogen i én både offline og online.
’Yellowjackets’ kan ses på Paramount+.