Sony har i denne uge relanceret PlayStation Plus på globalt plan, heriblandt Danmark, hvor den nye udgave af abonnementstjenesten nu kan tilgås.
Det opdaterede PlayStation Plus inkluderer stort set de samme fordele som før, men er nu inddelt i tre prisklasser: Essential, Extra og Premium.
PlayStation Plus Essential er den billigste mulighed og byder på nogenlunde det samme, som PlayStation Plus gør i dag, nemlig to gratis spil per måned, cloud-lagring til gemte spil, online multiplayer og rabatter på udvalgte spil. Prisen lyder på 445 kroner per år.
PlayStation Plus Extra inkluderer det samme som Essential, men tilføjer desuden mere end 400 PS4- og PS5-spil fra både Sony og tredjepartsudviklere, som frit kan downloades og spilles. Prisen lyder på 745 kroner per år.
PlayStation Plus Premium er den ultimative pakke, som inkluderer alt fra Essential og Extra, men samtidig tilføjer 340 spil fra PlayStations gamle dage, nemlig PS1, PS2, PS3 og PSP. Spillene kan både streames og downloades. Prisen her lyder på 893 kroner per år.
Har du et eksisterende abonnement på PlayStation Plus, burde det allerede være blevet automatisk konverteret.
For at fejre lanceringen af det nye PlayStation Plus har Sony også sendt en trailer på banen, der er proppet med klassiske PlayStation-referencer, og som hylder de mange muligheder i spilverden.
For som konsolgiganten spørger: »Hvorfor være én ting, når du kan være mange?«