‘Top Gun: Maverick’ har for nylig krydset den magiske grænse med et billetsalg på en milliard dollars over hele verden.
Så måske trænger Tom Cruise til at komme lidt ned på jorden?
Det var måske, hvad skuespilkollega Mickey Rourke har tænkt, da han ifølge Metro blev bedt om at forholde sig til Cruise i et interview i Piers Morgans TalkTv-program.
Direkte adspurgt, om han synes, ‘Mission: Impossible’-stjernen er en god skuespiller, sagde han:
»Jeg synes, han er irrelevant i min verden«.
Lidt forinden havde han forklaret sit take på stjernen:
»Fyren har lavet den samme skide rolle i 35 år. Jeg har ingen respekt for det. Jeg er ligeglad med penge og magt. Jeg er ikke ligeglad, når jeg ser Al Pacino arbejde, Chris Walken og De Niros tidlige arbejde og Richard Harris’ arbejde og Ray Winstones arbejde. Det er den slags skuespiller, jeg gerne vil være … Brando dengang. Den slags fyre, der prøvede at strække sig ud som skuespillere«.
Rourke er i nyere tid kendt for roller i film som ‘Sin City’ og ikke mindst ‘The Wrestler’, mens der det seneste årti, hvor Cruise har leveret adskillige blockbuster-hits, har været langt mellem snapsene.
Cruise udfordrer sig selv omkring stunts og i sin magtfulde producerrolle med den mission at skabe så velsmurte blockbuster som muligt, og det må man sige, at han er lykkedes med på det sidste.
Når det så er sagt, er det også ved at være nogle år siden, vi har set Cruise i en virkelig overraskende eller udfordrende rolle rent skuespilmæssigt. Man vil da gerne snart se ham levere noget af den kant, han tidligere har vist i film som ”Tropic Thunder’, ‘Magnolia’, ‘Collateral’ og ‘Vanilla Sky’.