En af de mest indflydelsesrige science fiction-film nogensinde er på vej i et live-action serieformat med Ridley Scott som hovedproducent. Nemlig selveste ‘Blade Runner’.
Seriens eksistens blev allerede gjort til kende af Amazon tilbage i februar, men nu har den altså officielt fået grønt lys af den amerikanske streaminggigant.
Scott stod bag den originale ’Blade Runner’, der så dagens lys i 1982 med Harrison Ford i hovedrollen som Rick Deckard, en tidligere betjent og såkaldt Blade Runner, der bliver hyret til at fange og tilintetgøre en terrorgruppe bestående af humanoide robotter kaldet replikanter.
Den nye miniserie, som går under navnet ’Blade Runner 2099’, foregår 50 år efter handlingen i Villeneuves opfølger og vil være den første live-action fortælling i det dystopiske univers, efter der sidste år udkom en animeret serie med undertitlen ’Black Lotus’.
Originalen, som var baseret på Philip K. Dick-romanen ’Do Androids Dream of Electric Sheep?’, var ikke ligefrem en kommerciel succes ved premieren, da den kun indtjente 41 millioner dollars på et 30 millioner budget.
Den blev til gengæld et enormt kulthit og fik sig i 2017 den hæderkronede opfølger ’Blade Runner 2049’ med Ryan Gosling og instrueret af Denis Villeneuve.
Serien er skrevet af Silka Luisa, som er showrunner på den kommende Elisabeth Moss-drevne dramaserie ’Shining Girls’.
»Vi er beærede over at kunne præsentere denne fortsættelse af ’Blade Runner’-franchisen, og at vi ved at teame up med Ridley Scott, Alcon Entertainment, Scott Free Productions og den exceptionelt talentfulde Silka Luisa, er sikre på at ’Blade Runner 2099’ vil opretholde temaerne, ånden og det intellekt, som dens filmiske forgængere var gjort af«, lyder en udmelding fra Amazon Studios via Deadline.
Det vides endnu ikke, hvornår ’Blade Runner 2099’ får premiere.