‘Heartbreak High’: Sortkomisk highschool-perle på Netflix er ‘Euphoria’s akavede lillesøster

‘Heartbreak High’: Sortkomisk highschool-perle på Netflix er ‘Euphoria’s akavede lillesøster
Darren, Quinnie og Ayesha i 'Heartbreak High'. (Foto: Elise Lockwood/Netflix)

Har vi virkelig brug for flere highschool-serier, hvor ungdommens klassiske skrupler bliver opført af et diverst udvalg af gudesmukke teenagere?

Hvis de er som ’Heartbreak High’, så ja.

Bag den ultrageneriske nye Netflix-titel gemmer sig nemlig en både vedkommende og hylende morsom ungdomsserie med akut klassikerpotentiale. En serie, der som ‘Euphoria’s akavede jokespyende lillesøster går eminent balancegang mellem det hårde og humoristiske ved ungdomslivet og ikke undviger hverken skæbnesvangre trekanter, kirkegårdsfester eller ketaminpiller. 

‘Heartbreak High’. (Foto: Elise Lockwood/Netflix)

‘Heartbreak High’ er et reboot af Australiens højtelskede 90’er-serie af samme navn, der var kontinentets svar på ‘Beverly Hills’. Men som ikke har meget at byde på i dag. Selvom seriens ramponerede Sydney-gymnasium stadig lægger hus til flodbølgen af teendrama, udmærker 2022-versionen sig dog ved at føles klassisk og aktuel på samme tid. 

På Hartley High i Sydney er der plads til alt og alle. Aboriginal-problematikker, hyperspecifikke TikTok-referencer om »bayangs« og pink kæmpedildoer, der falder ned fra himlen, når stemningen bliver for tung. 

‘Heartbreak High’ skydes i gang af en gammel teen-traver. Hovedpersonen Amerie (Ayesha Madon) har den værste dag i sit liv, der ender med at blive en ny begyndelse – dagen der i de eviggyldige konfirmationskortklassikeres ånd er den første dag i resten af dit liv

Selvom troperne flokkes, er der dog en humoristisk deltajerigdom på spil i ‘Heartbreak High’, der gør den til en af de mest effektivt morsomme highschool-komedier længe. 

For Ameries dag starter med, at hendes TikTok-prankende lillebror giver hende en lussing med et stykke selvlysende skiveost. Hvorefter hun på årets første skoledag bliver persona non grata, da det bliver opdaget, at hun står bag et sprittuschtegnet kort, der med sirlige mindmap-teknikker ajourfører alle skolens mest populære elevers seksuelle aktiviteter. Med grov australsk twang bliver det kaldt et »incest map«. 

Amerie, Darren og Quinnie i ‘Heartbreak High’. (Foto: Elise Lockwood/Netflix)

Amerie får tilmed det ubønhørlige tilnavn »map bitch«, da alle navne på kortet bliver påtvunget seksualundervisning, som den hovedløst firkantede rektors forsøg på at redde skolens ry fra kritiske artikler i The Guardian. 

For at gøre ondt værre vil hendes BFF fra barnsben, og medkreatør af kortet, Harper (Asher Yasbincek), ikke kendes ved hende længere og beviser det ved at give Amerie en knytnæve lige i fjæset. 

Her står det klart, at selvom ‘Heartbreak High’ er rig på lækre mennesker og romantiske forviklinger, så er det Harper og Ameries venindebreakup, der er det titulære brud, som driver historien frem. Hvilket lader serien bryde med forvetningerne fra start og tage fat i vennebrud på højde med kærestebruddet. Og selvom døde venskaber kan være et tabubelagt emne i virkeligheden, er serien om det heldigvis mere sjov end dyster. 

For efter hun har fået knockoutet sit ry, når Amerie lige at DIY-makulere sig til noget grimt pandehår, før skolens underdogs, den nonbinære beautyqueen Darren og den autistiske fantasyfreak Quinni, tager hende under deres vinge. 

Amerie vækker minder om ‘Never Have I Ever’s selvoptagede hovedperson – men befriet fra Mindy Kalings karakteristiske og kritiserede inderselvhad. Men selvom Amerie er godt selskab, er det birollerne ‘Heartbreak High’, som gør serien fantastisk. 

Cash og Darren i ‘Heartbreak High’. (Foto: Elise Lockwood/Netflix)

Den knivskarpe Darren finder sig ikke i noget pis. Når deres papfar og mor roder rundt i pronominerne, blæses der i ‘They’-tågehornet, der står i køkkenet til formålet.

Men ud over at møde verden med en imponerende teflonattitude, være åben om sin aktive seksualitet og tale om den douche, de skal bruge til at udfolde den, får vi også lov til at komme meget længere ind på livet af Darren. De bliver med skuespiller James Majoos ekstraordinære humoristiske timing en decideret larger than life-karakter. 

Veninden Quinni får også sin egen historie, hvor hendes autisme uddybes, da hun forelsker sig i skolens lesbiske heartbreaker Sasha. Talentet Chloe Hayden leverer vigtig neurodivers repræsentation og gør Quinni-karakteren knuselskelig. Hun har teenageproblemer som seriens andre karakterer – bare med en både interessant og rørende baghistorie. 

Generelt har jeg sjældent set en ungdomsserie, der formår at skabe et mangfoldigt karakterudsnit, hvor alle får lige næsten meget kærlighed, uden at det et eneste sekund føles som streaminggigantisk diversitetsbingo. 

Selv den britiske kultserie ‘Skins’ genfødes i den henrivende karakter Cash. En stofsælgende småkriminel »Eshay« (australsk for det, briterne kalder chavs, og danskerne kalder Brian), som bliver hovedpersonen i seriens mest hjerteknusende og medrivende romanceplot. 

Selvom Netflix’ australske highschools gøren og laden i ‘Heartbreak High’ er tæt på det amerikanske genremoderskibs troper, er den sjovere end nogen anden highschool-serie på markedet med sit unikke australske twist. 

Meget af handlingen gentager kendte mønstre. Men i modsætning til alle andre highschool-serier føles det lidt mindre amerikansk. Incestkortet og dets følger låner fra ‘Mean Girls’. De tungere tematikker om overgreb og racisme bringer mindelser om ‘Sex Education’ (som trods sin britiske produktion, te og crumpets er renlivet amerikansk highschool-appropriation). 

Når man ser ‘Heartbreak High’, er det tydeligt, at ungdomsserien er forandret for evigt til det bedre. Og at mainstreamversionen af Gen Z-ungdommen kun er mere underholdende og elskelig down under


Kort sagt:
‘Heartbreak High’ er den quirky sortkomiske forvandling af ‘Mean Girls’ kantinekort, der elsker alle sine karakterer. Det er umuligt ikke at gøre det samme. Hvis der ikke bliver en sæson to, vil det for alvor knuse mit hjerte.

'Heartbreak High'. Serie. Skaber: Hannah Carroll Chapman. Medvirkende: Ayesha Madon, James Majoos, Chloe Hayden, Asher Yasbincek, Thomas Weatherall, Will McDonald, Josh Heuston, Gemme Chua-Tran. Spilletid: 8 afsnit á 50 min. Premiere: Kan ses på Netflix. 
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af