Gensyn med ‘Mean Girls’: Er det på tide at vinke farvel til fortællingen om tøsefnidder?

Holder teen-klassikeren ‘Mean Girls’ i 2020, hvor vi prøver at aflive udtryk som »tøsefnidder« og myten om, at kvinde er kvinde værst? Podcastvært på ’Soundvenue Filmklub’, Mathilde Johanne Kristiansen, ser nærmere på 00’ernes mest citatværdige kultfilm.
Gensyn med ‘Mean Girls’: Er det på tide at vinke farvel til fortællingen om tøsefnidder?

Hør også Mathilde og podcast-makkeren Christian endevende ‘Mean Girls’ i denne uges afsnit af ‘Soundvenue Filmklub’.

‘Mean Girls’ er den perfekte komedie.

Det har jeg syntes, siden jeg var cirka 10 år gammel, og faldt pladask for filmen – årevis før jeg havde den fjerneste anelse om, hvad den ellers i følge Coach Carr så dødsensfarlige missionærstilling var for noget.

‘Mean Girls’ har lært mig, hvordan man behandler et slangebid, og at man ikke skal spille dum for at få en fyrs opmærksomhed. Men den har også bildt mig ind, at det er særskilt kvindelige træk at stjæle kærester, sprede rygter og manipulere:

I sidste ende er det en stridighed over en fyr, der får søde Cady Heron (Lindsay Lohan) fra »Afrika« til at infiltrere skolens populære pigegruppe, The Plastics. Cadys veninde, den ellers så cool Janis Ian (Lizzy Caplan), er så mærket af fortidens uvenskab med pigegruppens dronning, Regina George, at hun vil ødelægge hendes liv. Og sabotage er kun et falsk abortopkald væk.

‘Chick flick’ eller verdens sjoveste film?

‘Mean Girls’ bliver ofte kaldt en ‘chick flick’. Hvilket er både rigtigt og forkert på samme tid.

For den er så meget mere.

Den er tydeligvis markedsført til kvinder. Plakaten er lyserød. Den er baseret på Rosalind Wisemans storsælgende selvhjælpsbog til teenagepiger og deres mødre. Den har kvinder i hovedrollerne og manuskriptet er skrevet af Tina Fey, som også spiller filmens nok mest sympatiske karakter; den fattige og fraskilte matematiklærer Miss Norbury, med et hjerte af guld og en skarp tunge.

Men flankeret af ligeledes mageløse SNL-navne som Tim Meadows og Amy Poehler, er den overordnede komiske barre sat meget højt. The Plastics er med Rachel McAdams’ Regina George i spidsen muligvis det mest velsmurte komiske kvindeensemble til dato.

Samtidig er Lindsay Lohans uspolerede talent i breakout-rollen ikke til at tage fejl af – en souvenir der indkapsler karrieren før fængselsdomme og udskejelser.

Det, der gør ‘Mean Girls’ til en unik tidslomme er også de mange ‘one hit wonder’-præstationer. Fra Rajiv Surendras (Math-lete/Badass MC) Kevin Gnapoor, til Daniel Franzese som ‘Beautiful’-syngende Damian, der giver Glen Coco sine fire velfortjente julestokke.

‘Mean Girls’ har for længst cementeret sin status som komedieklassiker, såvel som den måske mest citérbare film nogensinde. Muligvis ikke med samme tyngde som »I love the smell of napalm in the morning…« fra ‘Apocalypse Now’, men jeg tvivler på, at en anden film har samme enestående kvantitet af både geniale og velkendte linjer som ‘Mean Girls’.

Citaterne er på ordniveau så resonante, at Jonathan Bennet (Aaron Samuels) som et karrierenødblus har sammensat en satirisk kogebog med opskrifter på alt fra »Why are you white?-Russians« til »Just stab Ceasar-salad«.

De tykke spiser deres følelser

På komisk makroniveau er ‘Mean Girls’ stadig uforligneligt godt skrevet og spillet. Men med 16 år på bagen ville det næsten være mærkeligt, hvis der ikke var et par ridser i den komiske lak.

Således fungerer passagen, hvor de kunstneriske outsidere Janis Ian og Damian tegner Cady et klikekort over North Shore High School fint som trinbræt til de mere uhensigtsmæssige elementer af ‘Mean Girls’.

En gruppe af glade tykke piger kendetegnes ved, »at de spiser deres følelser«, hvorimod de tyndeste piger »ingenting spiser«. Derudover er der ‘selvfølgelig’ de nørdede asiater og de seje asiater, som det meste af filmen i øvrigt antydes ikke at kunne tale engelsk.

Uden at kunne tale på vegne af det samlede afrikanske kontinent, finder jeg det heller ikke farbart at reducere klodens andet største kontinent til ét stort civilisationsforladt samfund af stammekrigere.

Med højre hånd vil ‘Mean Girls’ lære seerne, at man skal tale pænt, mens den med venstre gladeligt sparker nedad.

»Watch your back«

Alligevel kan ‘Mean Girls’ fortsat genses, citeres og elskes i al sin lyserøde herlighed. Som komedie holder filmen stadig. Men det synes jeg til gengæld ikke, at forestillingen om lede piger gør. Og så endda med »Watch you back« som tagline.

I den klimatiske trivselsscene i gymnastiksalen bliver drengene sandsynligvis sendt ud for at spille bold og tale om brystvorter. Gud forbyde at de lærer, at sætte ord på deres følelser.

For at Reginas dæmoniske jerngreb om North Shore High kan stoppe, må hun først køres over af en bus og genfødes. Teenagepigens særegne ondskab bliver feticheret næsten ligeså meget som det uspecificerede »Afrika«.

I de seneste par år har vi fået friske ungdomskomedier med feminint fortegn som ‘Lady Bird’ og ‘Booksmart’ samt lært i ‘Skam’, at man aldrig ved, hvad folk går igennem. »Be kind. Always« lød læresætningen på Nooras skab.

For at kunne blive ved med at elske ‘Mean Girls’, må vi bede Coach Carr om at træde væk fra de mindreårige piger, håbe at vi er blevet klogere, når det kommer til at sætte lighedstegn mellem tyk og taber og udvide spektret for highschool-kantinens skurke og helte endnu mere.

Med andre ord; Bage en kage af regnbuer og smil, spise den sammen og være glade.

Hør den fulde diskussion af ‘Mean Girls’ i denne uges udgave af ‘Soundvenue Filmklub’, der præsenteres i samarbejde med Viaplay. Du finder ‘Soundvenue Filmklub’ ved at abonnere på vores streaming-podcast, ’Soundvenue Streamer’ via Spotify og iTunes eller din foretrukne podcast-app.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af