Oplev pakistansk Cannes-vinder, kiki ball og græsk scifi-opera på filmfestivalen MIX CPH

Oplev pakistansk Cannes-vinder, kiki ball og græsk scifi-opera på filmfestivalen MIX CPH

I weekenden blænder den københavnske MIX CPH atter op for den årlige filmfestival, der sætter fokus på et bredt udvalg af LGBTQIA-film. 

I år er I og A desuden tilføjet til festivalnavnet og markerer et program, der også favner intersex og aseksualitet. 

Dette års festival løber af staben fra 21-30. oktober og er fyldt med alternative hyldester til musicalformatet, stærke dokumentarer og selvfølgelig masser af forskellige kærlighedshistorier. 

Den pakistanske ‘Joyland’ af debuterende Saim Sadiq vandt juryens pris ved årets filmfestival i Cannes med sin historie om en søn fra en traditionel patriarkalsk familie, der bliver en del af et erotisk danseteater og forelsker sig i dets transkønnede stjerne. 

‘Shall I Compare Thee To A Summer’s Day?’ er et eksperimenterende take på den kendte Shakespeare-sonnet, hvor arabisk folklore møder popklichéer og polyamorøsitet. 

Hvis man er til endnu mere musik, kan man komme helt ind i saunakulturen via den spanske musical ‘The Phantom of the Sauna’. Derudover er der også den græske scifi-opera ‘Orfeus 21’. En psykedelisk version af Orfeus-myten der følger den første homoseksuelle premierminister i Grækenland midt i en alt-right-dystopi. ‘Neptune Frost’ er en sci fi-punk musical med rødder i et oprør af en intersex-hacker og en arbejder i en coltan-mine. 

I festivalens udvalg af dokumentarer kan man komme helt tæt på kropsbehåringen som kønsligt og seksuelt udtryk i ‘Manscaping’, der blandt andet intimt følger en fetishbarber og pornoproducent. Dokumentaren ‘This is not me’ sætter fokus på livet for transkønnede unge i Iran. ‘Framing Agnes’ følger genopdagelsen af et kønsstudie fra 1950’erne gennem nutidens transkønnede kunstnere.

På event-fronten kan man desuden opleve et såkaldt kiki ball med det filmiske tema ‘In My Villain Era’ i kulturhuset Absalon den 28. oktober. 

Årets program kredser omkring tre temaer, hvor man blandt andet har valgt at sætte fokus på oprindelige folks kampe på queer-området i udvalget af ‘Ancestral Roots’-film. Temaet ‘Hidden Off’ viser film, der hylder tidligere tiders queer-narrativer, mens der samtidig trækkes tråde til nutiden. Derudover kan man finde et udvalg af danske og nordiske kortfilm i programmet for ‘Danish delights and Nordic Light’. 

Se det fulde festivalprogramMIX COPENHAGEN LGBTQIA+ Filmfestivals hjemmeside.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af