’A League of Their Own’: Uimodståelig, queer baseball-serie slår den simpelthen ud af parken

’A League of Their Own’: Uimodståelig, queer baseball-serie slår den simpelthen ud af parken
'A League of their Own' (Foto: Anne Marie Fox/Prime Video)

Jeg har set, dyrket og knuselsket Penny Marshalls ’I en klasse for sig selv’ fra 1992 som få andre film. Den virkelige historie om en kvindelig, amerikansk baseballliga, der voksede frem under Anden Verdenskrig – hvor mænd var en mangelvare på banen, og et åbent øjeblik for kvinder i sport opstod – er en del af mit dna.

Her spærrede jeg øjnene op, når Geena Davis greb umulige curve balls med handsken bag ryggen eller i spagat, bed tænderne sammen, når hendes holdkammerater kastede sig i gruset med blodige hudafskrabninger til følge og følte mig set, når den her flok af ellers utilpassede kvinder – nogle sågar i bukser og med sammenvoksede øjenbryn – endelig fandt deres hold og sted at passe ind.

Jeg blev på ingen måde en ørn til sport, hverken baseball, basket eller mountainbike, men derimod en kæmpe filmnørd, hvis hjerte stadig banker ekstra hurtigt for repræsentation i film og tv og den euforiske følelse, det kan give én at se sig selv afspejlet på det store lærred. Ikke mindst takket være den her smittende, stærke og virkelige sjove baseballfilm instrueret af én af de vigtigste foregangskvinder i Hollywood og med et legendarisk hold af skuespillere.

Udover den magnetiske Geena Davis talte truppen også Madonna, Rosie O’Donnell, Lori Petty og Tom Hanks. Sidstnævnte er i øvrigt ophavsmand til den ikoniske replik: »There’s no crying in baseball!«.

‘A League of their Own’ (Foto: Anne Marie Fox/Prime Video)

Som et anerkendende nik til filmen ytres selvsamme replik også i Abbi Jacobson (’Broad City’) og Will Grahams (’Mozart in the Jungle’) nye, fremragende serie, der ikke så meget er en egentlig genindspilning, men nærmere en udvidelse og omfavnelse af alle de hjørner af den i forvejen utrolige historie, som Penny Marshalls film ikke tog under lige så kærlig behandling.

Derfor er det ikke den fordrukne og skadede has-been af en træner, der bliver frustreret over tårekanaler på bristepunktet, men i stedet Rockford Peaches’ hidsige, kæderygende shortstop-spiller Jess (Kelly McCormack), der ikke har tid til al for meget sentimentalitet og med glæde betaler de daglige bøder, hun tildeles for at gå i bukser.  

All-American Girls Professional Baseball League (AAGPBL) eksisterede fra 1943 til 1954, og Rockford Peaches var et af ligaens mest vindende hold. Som i Marshalls film er det derfor også kvinderne i den ferskenfarvede spilleruniform, der er i centrum her 30 år senere. Serien følger fra første, stakåndede scene Carson Shaw (Abbi Jacobson selv), der fra den landlige Idaho-idyl bener efter toget til Chicago, hvor der er optagelsesprøve til den nystartede baseballliga.

Carsons mand kæmper mod nazister på den anden side af Atlanten, men et brev om hans snarlige hjemkomst har sat noget i gang inde i hende. Mødet med ligesindede baseballspillere i Chicago – ikke mindst den ligefrem og inciterende Greta (D’Arcy Carden fra ’The Good Place’) fra New York – bringer et nyt og skævt smil frem på den uerfarne Carsons læber.

‘A League of their Own’ (Foto: Nicola Goode/Prime Video)

Skæbnen placerer de to kvinder på samme hold sammen med Gretas bff Jo (Melanie Field i en rolle med umiskendelig Rosie O’Donnell-energi fra originalen), den speedsnakkende blondine Maybelle, hypokonderen Shirley, den teknisk brillante pitcher Garcia fra Cuba (som Roberta Colindrez ejer med en enorm sympati) og en hel række andre, elskelige karakterer, der bare vokser og vokser og vokser på en.

Greta med det bølgende, røde hår og tungen sikkert placeret i kinden ser lige igennem Carson og kysser hende passioneret i et dunkelt baglokale på en bar. »I thought so«, siger hun og efterlader Carson (og alle os seere) målløs, overvældet og i full blown gay panic.

Sideløbende med fortællingen om Carson og Greta, ligaens opstart og Rockford Peaches’ op- og nedture i første sæson er seriens store og hjertevarme clou historien om den afroamerikanske superpitcher Max (Chanté Adams) og hendes tegneseriebesatte veninde Clance (Gbemisola Ikumelo).

De to tager sammen turen til Chicago i håb om, at Max kan få lov at vise sit værd på banen på lige linje med Carson, Greta og alle de andre, håbefulde kvinder. De sendes bort med en både racistisk og patriarkalsk forklaring om, at ligaen jo er ’all-american’ og derfor ikke kan lade Max deltage i de igangværende try-outs.

‘A League of their Own’ (Foto: Prime Video)

Slukørede vender de to veninder tilbage til hjembyen Rockford, hvor Max i stedet sætter alt ind på at blive en del af byens halvprofessionelle fabrikshold The Screws, samtidig med at hun høfligt fortsætter med at afvise tilnærmelser fra en sød, lokal fyr og i hemmelighed har hede rendezvous’er med en præstekone.  

Fra Carson og Gretas åbenlyse tiltrækning, stjålne blikke, ping-pong-dialog og eksplosive kemi, over Jess og Garcias hjertevarme hermano-forhold og Max’ udforskning af sort queer-identitet gennem påklædning, frisure og romantiske forhold lægger Jacobson og Graham længe glemte lag og nuancer til den historie om en kvindelig baseballliga, du troede, du kendte fra den populære og højt skattede 1992-version, som pioneren Penny Marshall var så fremsynet at filmatisere.

Flere af seriens afsnit er instrueret af Jamie Babbit (’But I’m a Cheerleader’), hvis queer generalieblad nærmest taler for sig selv, men særligt skal fremhæves for evnen til at iscenesætte vedkommende historier med skarpt, humoristisk bid og popkulturelle referencer galore.

Babbit, såvel som resten af seriens instruktører, lykkedes også i ekstrem grad med at gøre baseball visuelt interessant og grundlæggende spændende at glo på. Lyden af et træbat mod en skindbeklædt kork- og gummibold, der kastes i fuld kraft gennem luften for så at blive sendt afsted langt ned over baglinjen er bare overdrevet fedt at lægge øre til.

‘A League of their Own’ (Foto: Nicola Goode/Prime Video)

Og selv når soundtracket skiftevis mikser energiske, tidstypiske toner fra Benny Goodman og Sister Rosetta Tharpe med anakronistisk rock og funk fra 1960’erne og 1970’erne, og du instinktivt tænker, at det ikke fungerer, overmander Janis Joplins rå energi og The Runaways’ sexede 1-2-3-4 drive dig. Fuldstændig.

Serieversionen af ’A League of Their Own’ er drevet frem af en altomfavnende og smittende glæde til sporten og en tydelig lyst til at komme om bag facaden på historien. Og så er den gryende will-they-won’t-they romance mellem Abbi Jacobsons genert-charmerende Carson og D’Arcy Cardens selvsikre Greta simpelthen det bedst realiserede ship, jeg længe har heppet på.

Og FYI: Pizza er lesbisk nu.


Kort sagt:
Abbi Jacobson og Will Grahams ’A League of Their Own’ slår den ud af parken og laver det mest overbevisende, øjenåbnende og uimodståelige serie-homerun, jeg længe har haft fornøjelsen af at binge, grine og græde glade tårer til. Sådan omsætter man en film til en tv-serie.

‘A League of Their Own’ sæson 1. Serie. Serieskaber: Abbi Jacobson, Will Graham. Medvirkende: Abbi Jacobson, D’Arcy Carden, Chanté Adams, Gbemisola Ikumelo, Roberta Colindrez, Kelly McCormack, Kate Berlant, Nick Offerman. Spilletid: Otte afsnit á 55 minutter. Premiere: Kan ses på Amazon Prime Video.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af