Lyserød queer-komedie var laaaangt forud for sin tid, men kritikerne missede pointen

Historien er spækket med film, der ikke fik den anerkendelse ved premieren, de havde fortjent. Denne sommer fremhæver vi nogle af de film fra 00’erne, som fortjener at få genoprettet deres ry, og i dag hylder Jannie Dahl Astrup coming of age-film ’But I’m a Cheerleader’, der tager tykt pis på alting heteronormativt.
Lyserød queer-komedie var laaaangt forud for sin tid, men kritikerne missede pointen
'But I'm a Cheerleader'. (Foto: PR)

SOMMERSERIE: 00’ERNES UNDERKENDTE HOVEDVÆRKER. Da den amerikanske trio Muna flankeret af Phoebe Bridgers leverede et af sidste års mest boblende catchy pophits i form af wlw-hymnen ’Silk Chiffon’, åbnende de samtidig også en hel ny generation af queers øjne for den camp’ede kultkomedie ’But I’m a Cheerleader’ fra 1999.

Musikvideoen er én lang kærlighedserklæring til filmen og dens overstiliserede, lyserøde og babyblå univers, hvorfra Munas bandmedlemmer og Bridgers med tungen i kinden genopfører centrale scener.

Forsanger Katie Gavin deler i smug et silkeblødt kys med en anden ung kvinde på den homofobiske omvendelseslejr, hun netop er tjekket ind på i videoen. Badet i rødt, passioneret lys og på lyserøde lagner – nøjagtig som i Jamie Babbits film, hvor Natasha Lyonne og Clea DuVall falder så sødt og blødt for hinanden.

Med vind i ryggen fra Muna og Bridgers’ helt igennem perfekte homage, nylig genudgivelse i anledning af filmens 20 års jubilæum og højpandet anerkendelse fra den amerikanske arthouse-streamingtjeneste Criterion Channel, er det mere end på tide, at ’But I’m a Cheerleader’ får et velfortjent hep med på vejen som banebrydende, LGBTQ+ komedie laaaaangt forud for sin tid:

»1, 2, 3 ,4 – You’re the one that I adore!«.

Skriger camp

Da ’But I’m a Cheerleader’ udkom i 2000, var de amerikanske anmeldere langt fra begejstrede for den debuterende instruktør Jamie Babbits dybt satiriske livtag med omvendelseslejre, hvor unge homoseksuelle blev skibbet afsted på ’afvænning’ fra deres ’unaturlige’ lyster.

Kritikerne fandt filmen overfladisk og skosede dens hang til camp, overspil og karikatur. Og missede selvfølgelig pointen fuldstændig.

En af produktionens æstetiske inspirationskilder var Barbies drømmehus: et univers i alle nuancer af lyserød med flæser på sengetøjet og glitterplastik på hver en overflade.

For tiden er Greta Gerwigs ’Barbie’-filmatisering en af årets mest ventede titler, og hvert et pangfarvet billede, der rammer internettet, forstærker kun hypen. Men Jamie Babbit dyrkede allerede subversiv omgang med den ærkeamerikanske dukkehusæstetik for mere end 20 år siden. Velbekomme, Gerwig (blinkesmiley).

‘But I’m a Cheerleader’. (Foto: PR)

Babbits farvemættede palet understreger på en og samme tid omvendelseslejrens kunstige og konstruerede tankesæt, samtidig med at filmen skriger camp i hvert et billede. Goddamn RuPaul er sågar på rollelisten.

Dronningen af drag, der for længst har vist sin popkulturelle stamina, spiller eks-bøssen Mike, der nu arbejder som en af vejlederne på omvendelseslejren True Directions. Mike sporter en t-shirt med påskriften ’straight is great’, som han bærer sammen med verdens mindste og strammeste shorts.

Hele ensemblet er i alle nuancer af lyseblå. Fordi maskulinitet. Som den strenge leder Mary kanaliserer Cathy Moriarty lige dele Miss Ratchet i ’Gøgereden’ og Faye Dunaway i ’Mommie Dearest’. Med høje øjenbryn og iklædt lyserød spadseredragt leverer hun uhyrlige replikker som denne:

»Foreplay is for sissies! Real men go in, unload, and pull out!«.

Moriarty, der fik sit gennembrud som ganske ung i Scorsese-mesterværket ’Raging Bull’, har tydeligvis en fest med den karikerede Mary, der fanatisk prædiker stereotype kønsroller og reproduktion.

I Babbits camp-optik træder tankesættets latterlighed tydeligt frem og giver beskueren plads og lov til at grine. ’But I’m a Cheerleader’ er en film, der forstår sit publikum, sender indforståede blikke og hvisker Ha! Se hvor fjollet heteronormativitet er, samtidig med at den også kærligt driller queerkulturens uomgængelige stereotyper, hvor fjerboabærende twinks, regnbueflagsviftende aktivister og lipstick lesbians (Julie Delpy i en perfekt cameo) alle får et skud for boven.

Tekstbog lesbisk filmlængsel

Natasha Lyonne, der sådan cirka var noget af det cooleste i slut-1990’erne, har oplevet en velfortjent genkomst i regi af tv-serierne ’Orange is the New Black’ og ’Russian Doll’.

Men det er ikke mindst takket være rollen som den titulære heppekorspige Megan tilbage i karrierens start, at Lyonne har opnået status som lesbisk ikon (selvom hun er straight. Se: Cate Blanchett).

Da den regelrette Megan sendes afsted til True Directions og skal gennemgå et fem-trins-program i konversionen fra homoseksuel til heteroseksuel, bliver hun dog hurtigt distraheret af den rebelske Graham (Clea DuVall) med de bidende sarkastiske bemærkninger og intense, brune øjne.

Og det forstår man godt. DuValls Graham med den knivskarpe kæbelinje og dårlige kropsholdning er uimodståelig i sin sorte skjorte på dansegulvet i homobaren Cocksucker (ja, det hedder den). Og altså, den der måde hendes pandehår hele tiden falder ned foran øjnene, og hun skal sætte det på plads bag øret: Ikonisk thirst move.

‘But I’m a Cheerleader’. (Foto: PR)

Den spirende romance og åbenlyse tiltrækning mellem Lyonne og DuValls karakterer er hjertet i filmen. Med længselsfulde blikke, små, skæve smil og Grahams forsigtige berøring af Megans arm under en filmforevisning tjekker Babbit samtlige bokse af i tekstbogen for ung, lesbisk filmlængsel.

Sammen med den velturnerede satire og et iørefaldende, upbeat soundtrack (der inkluderer Dressy Bessy, Go Sailor, April March, Saint Etienne og RuPaul, selvfølgelig) lykkes ’But I’m a Cheerleader’ både som sødmefuld coming-of-age komedie og camp’et LGBTQ+ kultklassiker.

Repræsentation via check i posten

At filmen er et underkendt mesterværk i bredere forstand, hænger muligvis sammen med dens relative utilgængelighed. Selv husker jeg tydeligt, hvordan jeg i starten af 00’erne bestilte filmen hjem på vhs fra USA over eBay. Ikke noget med PayPal eller bankoverførsel, nej nej. Ned i banken og have dem til at udstede en check på sikkert alt for mange dollars og så sende den afsted i en kuvert med posten.

Ja, dengang skulle du lave hardcore, opsøgende detektivarbejde, hvis du ville opleve den luksus, der er popkulturel repræsentation.

Men desto større resonans og varigt aftryk satte de oplevelser også. Og jeg elsker stadig ’But I’m a Cheerleader’ lige så uforbeholdent i dag som ved første gennemsyn på det let flimrende videobånd. Måske endda endnu højere, når jeg kan se, hvor fremsynet og betydningsfuldt et værk – med noget så radikalt som en lykkelig, lesbisk slutning – Babbits film fremstår som i dag.

Og så er Clea DuValls forsigtige berøring af Natasha Lyonnes arm i biografens dunkle belysning stadig noget af det sødeste, teenage-romantiske nogensinde. Dén scene får mig i hvert til at smile på præcis samme måde, som når Muna og Phoebe Bridgers synger »Silk chiffon. That’s how it feels, oh, when she’s on me« til en ny generation af queers.

‘But I’m a Cheerleader’ kan desværre ikke streames i Danmark lige nu, men kan ses på amerikansk iTunes og Amazon Prime.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af