ANBEFALING. Lad dig ikke narre af musikvideoen til ‘Silk Chiffon’ – Munas hidtil største hit og en af 2021’s bedste sange ifølge både Soundvenue og flere internationale musikmedier. Selv om Phoebe Bridgers her spiller den stift smilende, diktatoriske leder af en conversion camp, hvor bandet med sanger Katie Gavin i front skal omvendes, så har den amerikanske rockmusiker og labelstifter i virkelighedens verden vist sig at være lige den støtte, Muna havde brug for.
Trioen fra Los Angeles består udover Gavin af guitaristerne Josette Maskin og Naomi McPherson og har været aktiv som band i knap et årti. Hos RCA Records har Muna på en stribe ep’er, debutalbummet ‘About U’ fra 2017 og efterfølgeren ‘Saves the World’ fra 2019 vist sig leveringsdygtige af fængende electropop, der forener flossede og forvirrede følelser på tærsklen til voksenlivet med dansabel ekstase og en god dosis humor.
Værd at fremhæve er den kølige synthpopbanger ‘Number One Fan’, hvor Katie Gavin synger om at dø alene på sit soveværelse, »looking at strangers on my phone«. Eller den anderledes opløftende hymne ‘I Know a Place’ om at forvandle barer og diskoteker til trygge fristeder for LGBTQ-personer.
Munas to første album byder på en tilgængelig, energisk lyd, der umiddelbart ikke har meget tilfælles med Phoebe Bridgers’ ømskindede og dystre guitarrock; ikke desto mindre blev bandet sidste år signet til Bridgers’ eget pladeselskab, Saddest Factory Records. Trods mange millioner streams af sangene på ‘Saves the World’ blev Muna i 2020 nemlig fyret fra RCA, hvilket udløste en større krise for de tre venner. Spørgsmålet meldte sig, om de skulle opløse bandet. Sådan gik det heldigvis ikke.
Munas tredje album, der udkommer 24. juni, er således selvbetitlet af en grund. Det markerer en ny start for trioen hos et pladeselskab, som i højere grad favner splittelsen og den mangefacetterede følsomhed i deres lyd, udgjort af ivrige musikalske referencer til alt fra Shania Twain og Wheatus til Haim og Robyn. Bridgers’ medvirken på ‘Silk Chiffon’ har allerede spillet en stor rolle for udvidelsen af Munas publikum.
Med relanceringen fremstår Muna i endnu højere grad som et eklektisk foretagende – »a queer electro synth pop country alt religious rock band«, har bandet kaldt selv sig. Og noget af det imponerende ved Muna er den naturlighed, hvormed de dribler med alle udtrykkene og referencerne. Queerballaden ‘Silk Chiffon’ lyder af 00’ernes ofte udskældte collegepoprock med sit næsten lalleglade B-stykke:
»Life’s so fun, life’s so fun, got my mini skirt and my rollerblades on«, synger Katie Gavin, inden hun i det euforiske omkvæd sammenligner sin pigekærestes bløde hud med silkechiffon. Det lyder måske ironisk og letbenet, men Gavin har fortalt, hvordan sangen repræsenterer en følelse af rendyrket lykke i en ellers mørk periode præget af selvmordstanker (og at hun faktisk dyrker rulleskøjter som en seriøs hobby).
Singlens ledsagende video er en kærlig reference til highschool-kultfilmen ‘But She’s a Cheerleader’ fra 1999, hvor en ung kvinde spillet af Natasha Lyonne bliver sendt på conversion camp, da hun udviser såkaldt lesbisk adfærd. Munas aktivistiske projekt iscenesættes i videoen med humor og popkulturel kant, fra den heteronormative babyblå og -lyserøde farvepalette hos institutionen til scenerne, hvor Phoebe Bridgers’ karakter forsøger at aflære bandmedlemmerne deres queerness.
Gavin, Maskin og McPherson mødtes på college, hvor de fandt sammen om en fælles kærlighed til 80’er-funkpop a la Janet Jackson, Chaka Khan og Prince. Fra starten havde bandet en queeraktivistisk åre; alle tre medlemmer identificerer sig som queer, imens Naomi McPherson er nonbinær.
»Katie fik øje på mig i den anden ende af lokalet, tænkte: gay!, og så begyndte vi at spille musik sammen«, har Josette Maskin udtalt med den intelligente humor og sassyness, som er meget karakteristisk for Muna i interviewsituationer såvel som i tekstuniverset. For eksempel åbner bandets seneste single, ‘Anything But Me’, med de geniale linjer:
»You’re gonna say that I’m on a high horse / I think that my horse is regular-sized / did you ever think maybe you’re on a pony / going in circles on a carousel ride?« Av.
‘Anything But Me’ følger fornemt op på ‘Silk Chiffon’ som en kraftfuld popsang, der snildt kunne have haft Haim som afsender, men også klinger af kæk og poppet country a la Shania Twain.
Men Muna kører også et solidt ballade-game. ‘Stayaway’ fra ‘Saves the World’-albummet formidler udfordringen i at holde sig fra den eks, man lige overmodigt har droppet, imens ‘Never’ starter som et nedbarberet og smertefuldt opsigelsesbrev til kærligheden – inden den udvikler sig til et kaotisk EDM-track med Gavins vokal manipuleret til et opklippet skrig.
Munas musikalske projekt synes at være at sprede accept i en voldsom verden. Midlet er fællesskab – og fantastisk effektive popmelodier.
Munas tredje album ’Muna’ – deres første på Phoebe Bridgers’ Saddest Factory Records – udkommer 24. juni.