I tidens løb har det været populært for musikstjerner at begive sig ud i kunsten at spille skuespil. Og det er ingen hemmelighed, at nogle har klaret sig bedre end andre (vi kigger på dig, Harry Styles).
Man hører også ofte om kendte roller, der kunne have gået til stjerner, man ikke lige havde set komme. Som for eksempel Joe Jonas, der kunne have spillet Spider-Man.
»Jeg kan huske, at jeg for mange år siden skulle til casting på Spider-Man (‘The Amazing Spider-Man’, red.) og var virkelig, virkelig spændt på det, og det var det år, hvor rollen gik til Andrew Garfield i stedet. Han var selvfølgelig det rette valg«, fortæller popmusikeren i et afsnit af podcasten ‘Just For Variety’.
»Jeg kan huske, det var en stor ting på det tidspunkt at få et callback, og instruktøren (Marc Webb, red.) plejede at instruere musikvideoer. Så jeg var sådan, ‘Jeg har en god mulighed her’«, tilføjede Jonas.
»I øjeblikket er du knust og nedslået. Men det går også op for dig, at personen der fik rollen, var fantastisk. Men ved du hvad? Jeg elsker hele processen ved at aflægge prøve og kaste sig ud i det og bevise sit værd. Det burde aldrig være let for nogen (at få en rolle, red.)«.
Trods nederlaget har Joe Jonas ikke opgivet drømmen om at spille skuespil, da han er aktuel med periodedramaet ‘Devotion’ overfor Jonathan Majors og Glen Powell.
Og i den sammenhæng havde Jonas Brothers og DNCE-stjernen også et par søde ord at sige om sin kendte skuespilkone, der har været en stor hjælp:
»Når du har en kone som Sophie Turner, der er en fænomenal skuespiller, som er den der filmer dig og instruerer dig igennem det, så skal man komme med sit A-game. Hun er min hårdeste kritiker. Ja, jeg er som regel ret nervøs, men hun er mega hjælpsom, og jeg føler, hun er en fantastisk underviser. Og jeg har hende at takke«.
‘Devotion’ får biografpremiere 1. december.