I disse dage kører der i Florida en retssag mod tre mænd, der er anklaget for at have myrdet XXXTentacion. Rapperen blev dræbt af skud i juni 2018.
Nu har retssagen i Florida taget en yderst uventet drejning.
De tre anklagede mænds forsvarsadvokat har nemlig fået medhold i en begæring om at indkalde Drake til at vidne. Det rapporterer Rolling Stone.
Drake havde en konflikt med XXXTentacion, og forsvarsadvokaten argumenterer – ifølge Complex – for, at han burde være blevet undersøgt som potentielt mistænkt.
Fire måneder inden XXXTentacion blev dræbt, havde han skrevet følgende på Instagram: »Hvis nogen prøver på at slå mig ihjel, var det Drake«.
Hvilket altså har motiveret forsvarsadvokaten til at bede om at indkalde Drake som vidne, hvilket skal ske den 24. februar.
Anklageren har, ifølge Rolling Stone, aldrig hævdet, at Drake havde noget med mordet at gøre.