TV 2 Zulu blev skabt i 2000 af Palle Strøm og Keld Reinicke som et nyt bud på fjernsyn til unge – med særligt fokus på comedy og med serier som ‘Langt fra Las Vegas’, ‘Klovn’, ‘Danish Dynamite’, ‘Dybvaaaaad’, ‘FC Zulu’ og ‘Zulu Djævleræs’ som storsucceser i de efterfølgende år.
Zulu blev et af landets mest kendte tv-brands, men nu er det slut. Zulus kerneseere er ikke længere unge og kanalens identitet en mudret størrelse.
TV 2 lukker Zulu og lægger brandet ind under kanalens nuværende ungdomssatsning TV 2 Echo. Målet er at være bedre til at ramme de 20-30-årige.
»Zulu har repræsenteret det unge og originale i mange år og leveret fantastisk underholdning og dagsordensættende begivenheder, vi aldrig vil glemme. Zulu har dog ikke længere den relevans hos målgruppen, som den havde i brandets ungdom, og derfor er tiden nu kommet til at gøre noget nyt«, siger TV 2-chef Lotte Lindegaard i en pressemeddelelse.
I 2020 kunne TV 2 ellers bryste sig af, at TV 2 Zulu efter en benhård indsats nu mødte sin unge målgruppe digitalt.
Sidste år lukkede TV 2 Zulu Comedy Galla, mens Zulu Awards nu laves om til EchoPrisen, der løber af stablen 30. marts.