’Vengeance’: ’The Office’-skuespillers debutfilm er navlepillende irriterende
Det er ikke svært at regne ud, hvorfor skuespiller og manuskriptforfatter B.J. Novaks første spadestik som filminstruktør, der nu kan streames herhjemme, ramte en nerve blandt kritikere, da ’Vengeance’ debuterede på Tribeca Film Festival sidste sommer.
En vellidt skuespiller, der instruerer sig selv? Tjek.
Et noir-stækket handlingsforløb om en true crime-podcaster? Tjek.
En tematisk tråd til Trumps Amerika? Ding-ding-ding, fuld plade!
Da newyorker-skribenten Ben (Novak) ud af det blå inviteres til et hook-ups begravelse i Texas’ ingenmandsland, ser gribben straks en mulighed for øjeblikkeligpodcast-berømmelse. Den selverklærede svoger Ty Shaw (Boyd Holbrook) lugter nemlig ugler i mosen og mistænker søsterens pludselige overdosis for at dække over mord.
Hun slugte jo ikke så meget som en Panodil, som hele lokalsamfundet fortæller Ben. Han inviteres hjem til Shaw-familiens kummerlige bosted efter begravelsen for at mindes den afdøde, men kan kun forstå dem som karakterer i et opdigtet mordmysterium.
Udkantsamerika er forfaldet til forkvaklede konspirationer, hvor der er mikrochips i livsvigtige vacciner, og enhvers afdøde junkie-datter er skudt af det lokale kartel, fortæller han overbegejstret sin redaktør.
B.J. Novak gjorde karriere i ’The Office’ som den dilettantiske handelsskoleelev fra helvede, Ryan. Et snøvlende kryb, der glædeligt havde solgt sin egen familie for en forfremmelse. Den rolle spiller han fortsat til perfektion her. Sammen med en anden bro (John Mayer i en morsom cameo) muser Ben poetisk pis og papir om datinglivet anno 2022 på en tagterrasse i hjertet af New York.
Senere forklarer han anmassende til podcastproduceren Eloise (Issa Rae), at Amerika er opdelt i tid og ikke geografi, hvilket … ok.
Desværre forfalder ’Vengeance’ hurtigt til en bedaget snobs-versus-slobs-fortælling. Shaw-familien er måske simple mennesker, der følger enhver mavefornemmelse til dørs, men de holder også fast i familie og tradition.
Ben skal bare lære at slukke mobilmikrofonen og virkelig lytte til sine medmennesker. Og er det i grunden ikke hele miseren i det hersens opsplittede forjættede land disse dage, spørger filmen retorisk.
Havde ’Vengeance’ været skarpere skåret, kunne fladpandede søforklaringer som denne siges at være en satire over tidens behov for at finde didaktiske forklaringer på komplicerede konflikter.
Men den forfalder til politisk korrekt folkelighed, hvor alle er misforstået af omverdenen, og ingen for alvor må vise tænder. Hvis vi bare alle kunne mødes på midten og synge kumbaya.
Filmens bedste øjeblikke er, når bymusen og bøhlandets uvidenhed om hinanden kommer i spil. Ben går ud fra, at texanerne vandt over de mexicanske styrker ved Alamo. Og selvom de joviale lokale viser masser af åbenhjertet sydstatsvenlighed over for Ben, så sniger de antisemitiske kommentarer sig konstant ind i dagligdagssproget.
Langt hen ad vejen er karaktergalleriet dog for kedsommeligt til for alvor at pirre nysgerrigheden. Det gælder især en komplet fejlcastet Ashton Kutcher, der prøver sin bedste McConaughey som en filosoferende lokal pladeproducer. Det er et stort problem for en film, der så åbenlyst kigger Shane Blacks eminente ’Kiss Kiss Bang Bang’ over skulderen i en postmoderne dekonstruktion af neonoir-genren.
Brikkerne er dog slet ikke på pladen til for alvor at skabe en velfungerende thriller.
Kort sagt:
B.J. Novaks festivaldarling favner bredt for at forklare splittelsen i det forjættede land, men ender mestendels i øjenrullende søforklaringer og glemmer på vejen at fortælle en pirrende thriller.