Netflix har et nyt globalt hit på hånden.
Spionserien ‘The Night Agent’ af Shawn Ryan er på kun tre uger blevet set mere end 515 millioner timer på Netflix, hvilket gør serien til den niende mest populære engelsksprogede på tjenesten. Det fremgår af Netflix’ top 10.
Serien har dermed overhalet miniserien ‘Inventing Anna’ og ligger i øjeblikket bag serier som ‘The Witcher’ sæson 1 og ‘Lucifer’ sæson fem.
Netflix måler dog antal sete timer frem til 28 dage efter premieren, så ‘The Night Agent’ kan stadig nå at kravle længere op ad listen, hvis den fastholder sit momentum.
Netflix begyndte at udgive en ugentlig top 10 over, hvor mange timer tjenestens indhold blev set i 2021.
‘Squid Game’ sidder i øjeblikket solidt på rekorden med hele 1,65 milliarder sete timer inden for de første 28 dage på tjenesten. Af engelsksprogede serier ligger den fjerde sæson ‘Stranger Things’ nummer et med 1,35 milliarder sete timer.
‘The Night Agent’ følger FBI-agenten Peter Sutherland (Gabriel Basso), der forhindrer et terrorangreb, men hurtigt må se sig fanget i en konspiration af kaliber.
Serien fik en hård medfart af Soundvenues anmelder Lars R. Knudsen, der gav to stjerner og skrev: »’The Night Agent’ er endnu en populær Netflix-produktion, der tilsyneladende ikke har andre ambitioner end at underholde på allerlaveste niveau«.
‘The Night Agent’ kan ses på Netflix. Serien er allerede blevet fornyet med sæson to.