Der er smæk for skillingen i første trailer til anden ombæring af Denis Villeneuves ‘Dune’-filmatisering.
Her ser vi både Paul Atreides (Timothée Chalamet) tæmme sin første sandorm, konturerne af den krig mod Kejseren, der lurer i Atreides’ og Frimenernes fremtid, og det store sammenstød med Harkonnen-slægten anført af den drabelige Harkonnen-arving Feyd-Rautha (Austin Butler).
‘Dune: Del 2’ udspiller sig umiddelbart efter slutningen på den første film, hvor Paul og hans mor Jessica (Rebecca Ferguson) sluttede sig til Frimenerne (ledet af Javier Bardem og Zendaya).
Nu skal Paul oplæres i folkets skikke, så han med dem i ryggen kan tage magten over Arrakis tilbage fra den ondsindede Baron Harkonnen (Stellan Skarsgård) og hans nevøer (Butler og Dave Bautista).
Desuden gør en række nye karakterer deres indtog, heriblandt Florence Pugh i rollen som datter til den almægtige Kejser og Léa Seydoux som den mystiske Bene Gesserit Lady Margot. Vi ser også et glimt af Josh Brolin, der vender tilbage som Gurney Halleck.
‘Dune: Del 2’ får premiere herhjemme 1. november.