’Tori og Lokita’: Anerkendt instruktørpar har aldrig været grummere – og det siger ikke så lidt
Vi kan bedst lide ikke at tænke for meget på dem. Bådflygtningene fra Afrika, der strømmer over Middelhavet i jagten på et bedre liv. Mange af dem synker helt bogstaveligt til bunds, inden de overhovedet når Europas sydlige kyster.
Tori (Pablo Schils) og Lokita (Joely Mbundu) har klaret sørejsen og er blevet som bror og søster undervejs. Nu lever de i et hjerteløst Belgien. Tori har opnået opholdstilladelse, da han var religiøst forfulgt, såkaldt heksebarn i hjemlandet. Den ældre teenager Lokita prøver at overbevise myndighederne om, at hun er Toris søster af kød og blod, så hun kan blive i Belgien. Men samfundets cirkulærer og bestemmelser tager ikke højde for kærlighed og menneskelige behov, kun jura og dna-tests.
For at få til dagen og vejen skaffer makkerparret sig krøllede kontanter hos den kriminelle kok Betim (Alban Ukaj), der ene mand laver italiensk mad i, hvad der i hvert fald på det kulinariske niveau minder om en motorvejsrestaurant.
De unge afrikanere prøver at få gang i karaoke-tilbuddet på restauranten ved at tage den første sang som en hjerteskærende duo. De sælger narko for kokken ude i byen, mens han anretter tallerkener med spaghetti carbonara. Han giver også lige Lokita 50 euro ekstra for et blowjob i det osende køkken, mens Tori venter uden for døren. Et sted i Afrika sidder Lokitas mor og venter utålmodigt på 200 euro fra datteren, så hun kan få råd til at sende lillebrødrene i skole. Moren mistænker sin bortrejste datter for at ødsle pengene væk. Menneskesmuglerne, der har fået Tori og Lokita til Belgien, opsøger dem konstant og afpresser dem også for penge.
Man forstår faktisk godt, at Lokita lider af angst og bliver grebet af næsten epilepsilignende anfald. Det hele er grummere, end man næsten kan bære, men filmen er samtidig så suspensepræget, at man bliver elementært opslugt.
Jean-Pierre og Luc Dardenne, der er blandt filmhistoriens ganske få dobbelt-Guldpalmevindere, er den hårdføre socialrealismes Coen-brødre og bør nævnes i samme åndedrag som eksempelvis britiske Ken Loach.
De to har lavet effektive film om alt fra fabriksfyringer (’To dage, en nat’) til islamistiske terroristspirer (’Unge Ahmed’). Alligevel er ’Tori og Lokita’ det grummeste fra deres hånd i hvert fald siden hovedværket ’Rosetta’, hvor en ung etnisk belgier kæmpede for at opnå lidt værdighed i livet. For Rosetta var stabilitetens ledestjerne et job i en vaffelbod, for Lokita er drømmen at blive hjemmehjælper.
Hovedrollerne er besat af amatørskuespillere, og som altid er stilen hos Dardenne-brødrene håndholdt og ukunstlet. Flere centrale scener er lavet i omtrent realtid. Det skaber som i Michael Hanekes ’Kode: ukendt’ en ubehagelig uvished om, hvor scenen, vi sidder og kigger på, vil bære hen.
Det er tilfældet, både når Lokita bliver ført med bind for øjnene til et cannabis-gartneri, hvor hun kan arbejde, mens kokken udarbejder falskt pas og bruger hende som de facto-slave. Der er også nedgnavede fingernegle, når den snarrådige Tori smugler sig med i kokkens bil og finder vej ud til gartneriet. Med livet som indsats trænger knægten ind i den lyssky pot-farm.
Det eneste lyspunkt i Tori og Lokita er ’søskendeparrets’ ubestridelige sammenhold og platoniske kærlighed. Men er tro, håb og kærlighed nok i 20’ernes Europa, når man er næsten uden identitet, tilknytning og papirer?
Slutningen synes jeg dog bliver en anelse for meget. Her træder brødrene for langt væk fra socialrealismen. Det er en afslutning, man ville acceptere i mange andre film, men som virker en smule over-the-top i en ellers afdæmpet harmdirrende film som ’Tori og Lokita’.
Kort sagt:
Dardenne-brødrene har aldrig været grummere end i ’Tori og Lokita’. Vi har kun en lille lyskilde af håb i kraft af et stærkt venskab. Midt i tristessen formår de garvede socialrealister også at skabe ægte suspense.