Den verserende konflikt i Hollywood, hvor både manuskriptforfatternes og skuespillernes fagforeninger strejker mod de store filmstudier og streamingtjenester, lammer lige nu filmindustrien.
Strejken medfører, at de fleste film- og serieproduktioner er sat på pause, mens skuespillere heller ikke må deltage i promovering af film og serier ved eksempelvis at give interviews eller deltage i premierer.
Nu får det konsekvenser for en af årets største titler. Warner Bros. har således valgt at udskyde ‘Dune: Del 2’ til næste år, skriver Variety.
Denis Villeneuves imødesete sci-fi-basker med stjerner som Timothée Chalamet og Zendaya skulle have premiere til november, men nu er den amerikanske premieredato ændret til 15. marts 2024. Den danske premieredato bliver ifølge Kino.dk to dage før, 13. marts.
I samme ombæring udskyder filmstudiet monsterfilmen ‘Godzilla x Kong: The New Empire’ fra marts til april.